"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Et kik ind i EU's kafkaske verden

14. august 2014 - Anmeldelse - af Jens Wendel-Hansen

Bogen ”Mod vinden” giver et levende indblik i det kafkaske system, EU er, skriver Jens Wendel-Hansen i sin anmeldelse af en af forårets vigtigste EU-bøger.

Der er i tidens løb skrevet en række debatbøger, der hiver fat i både gode og dårlige sider ved Den Europæiske Union. Man kan dermed med rette stille spørgsmålet, om Erik Høgh-Sørensens nye bog Mod vinden er mere end bare en bog blandt mange.

Det er nærværende anmelders synspunkt, at det er den.

Indlevende og humoristisk

Bogen, der er af overskuelig længde er tematisk inddelt i kapitler af udholdelig længde, har som rygrad en række anekdoter, der i mange tilfælde er oplevet af forfatteren selv – et forhold, der naturligt øger læserens tillid til forfatteren, som samtidig med sin indlevende og humoristiske skrivestil får hevet læseren med ind i korridorer og presselokaler.

Blandt afsnittene er der både dem, der tager udgangspunkt i meget konkrete eksempler på EU-systemets dårligdomme, som f.eks. fiskekvoternes stærkt inkonsekvente overholdelse, og mere overordnede temaer, som f.eks. den danske suverænitet (eller mangel på samme) i forhold til unionen.

Dette giver et samlet indtryk af en kompleks organisation – i mange tilfælde et kafkask system.

Hvor overfloden af historier – den ene bedre end den anden – er selve bogens eksistensberettigelse, så er denne fremstilling dog lavet på bekostning af en egentlig samlende konklusion.

Skønt forfatteren i slutningen af bogen oplister en række elementer – som f.eks. udtrædelse af EU’s fiskeripolitik, afvikling af 70 % af landbrugsstøtten samt anlæggelse af rigsretssager mod ministrene, der har undergravet dansk suverænitet – så skifter forfatteren dog flere gange præmis for, hvorfor en given personlighed eller institution handler dårligt.

Et eksempel er, at forfatteren begræder, at Dan Jørgensen har gjort skade på grønlændernes sælfangerkultur i kampen mod sælungedrab, mens Jørgensen umiddelbart efter kritiseres for ikke at kæmpet nok imod den spanske tyrefægtning.

Man kan vel her argumentere for, at hvis det er det kulturelle aspekt, der her er interessant, stritter de to pointer i hver sin retning.

Er det pointen, at EU-politikere er inkonsekvente, er dette som sådan ikke noget, der er særegent for EU-systemet.

Således bliver det ved nærmere eftertanke også desto sværere at vide, hvad bogens titel egentlig i virkeligheden dækker over. Hvem er det, der er i modvind, og hvad ligger der i ordet?

Pressens blinde øje

Som nævnt er det imidlertid også historierne, der er bogens eksistensberettigelse.

Erik Høgh-Sørensens væsentligste pointe i bogen forekommer at være den manglende opmærksomhed fra pressens side, hvad angår selv de mest åbenlyse skandaler, katastrofer og fadæser i Bruxelles.

Desto mere fortjener forfatteren ros for, at han ikke lægger fingrene imellem, hvad angår de personligheder, der har været med til at tegne EU i tidens løb.

Dette har den – navnlig for en historiker – så positive virkning, at der hos forfatteren er et meget vågent øje med de personlige og institutionelle interesser, der ligger i EU-systemet – det system, der af kosmopolitterne så ofte er blevet beskrevet som forbrødringens projekt, og hvor snart sagt alle handlinger af systemets mænd er blevet tolket ud fra de allerbedste altruistiske motiver om fred, frihed og økonomisk vækst.

Samlet set kan man sige, at dette er en bog, der leverer en række beskrivelser af situationer, der kun i fåtal tidligere har været præsenteret på dansk – en tendens, der kun dårligt kan skyldes stort andet end den borgfred mellem politikere og journalister, der bliver nødt til at være, hvis politikerne skal kunne benytte medierne til promovering, og hvis journalisterne ikke skal efterlades helt uvidende.

Netop derfor løber bogens forfatter også en risiko med denne udgivelse.

Denne anmelder vil gerne vove det ene øje og spå om denne bogs plads i EU-litteraturen: Jubeltilhængere vil næppe værdige bogen den opmærksomhed, den faktisk fortjener, og ærkemodstanderne vil for hver en linje ryste på hovedet over Bruxelles-systemet.

Ved jubeltilhængernes middagsbord vil bogen affærdiges som snæversynet populistisk nationalfascisme, ved ærkemodstandernes som et sandhedsvidnes ord for, at Bruxelles-systemet er råddenskab, lukkethed og politikeres forsøg på at varetage egne interesser.

Ingen af tilgangene er udpræget givende, og jeg tror heller ikke, at det er derfor, bogen er skrevet.

Som Erik Høgh-Sørensen også selv skriver i slutningen af sin bog, skal man ikke ”lægge for meget i blot én person, én nyhedskilde eller én bog. Der skal flere til.” Dette er en god pointe at slutte med.

Denne bog er ikke skrevet til de frelste, ej heller de fortabte, men den synes skrevet for at gøre opmærksom på en række eksempler på unionens problematikker, der i sandhedens navn må føres til torvs – og det er Erik Høgh-Sørensen efter denne anmelders mening lykkedes ganske godt med.

 

Erik Høgh-Sørensen: Mod vinden – Danmarks plads i Europa, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 2014, 228 s., kr. 249,95.

 

Jens Wendel-Hansen er ph.d. i historie og redaktør for Årsskriftet Critique

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg