"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Et bundløst dyb af råddenskab og amoral

30. januar 2018 - Artikel - af Aia Fog

Bent Jensen og Karoly Nemeth skulle igen i retten. Denne gang følte en spion og STASI-stikker sin ære krænket

Mandag den 29. januar skulle historieprofessor Bent Jensen og hans advokat, Karoly Németh, endnu en gang spilde deres tid (og skatteyderne deres penge) fordi endnu en af de yderst tvivlsomme personer, der har fået deres tætte samarbejde med fjendtlige magter beskrevet i Bent Jensens koldkrigsværk ”Ulve, Får og Vogtere”, ville have retten til at erklære beskrivelserne ærekrænkende.

Denne gang var det følgende formulering på side 506, der var faldet Stasi-stikkeren og spionen Jan Aage Jeppesen voldsomt for brystet:

”I 1980´erne blev Jan Aage Jeppesen hyret af STASI under dæknavnet Apollo. Han gik også under betegnelsen Hamster i interne STASI-dokumenter. Udover at spionere mod Danmark virkede Jeppesen som stikker i den tyske flugtorganisation Ost-West Transfer. Han var skyld i, at flere østtyske borgere havnede i østtyske fængsler.”

Jeppesens meritter ud i både stikker- og landssvigervirksomhed er indgående beskrevet og til overmål dokumenteret i de over 1000 sider (!), der ligger på ham i STASIs arkiver – de såkaldte Gauck-arkiver.

Ikke desto mindre var det denne dag i januar lykkedes Jeppesen at hive Bent Jensen og hans forlægger Gyldendal i retten, efter at byretten først havde afvist at behandle sagen og landsretten efterfølgende havde hjemvist den til byretten. Hertil kommer den bøde på 100.000 kr. som Advokatnævnet gav Karoly Németh for – helt i overensstemmelse med sandheden – at skrive på Facebook, at Stasi-stikkere som Jan Aage Jeppesen ikke har nogen ære, der kan krænkes.

Det var som udgangspunkt uhyre vanskeligt at se, at Jan Aage Jeppesen overhovedet havde en sag, og som dagen skred frem og Jeppesens kriminelle løbebane og usle stikkervirksomhed udgjorde et stadigt mere fremtrædende tema – blev det nærmest bizart at se Bent Jensen og forlaget Gyldendal indstævnet af denne fedladne og sammensunkne mand, der med sine skægstubbe, lange, hvide hårtjavser og en gammel ALDI-plasticpose mere og mere fremstod som det, han var: et skimlet kældermenneske:

Jeppesen ernærede sig i 1980´erne primært ved at smugle cigaretter fra Polen via Østtyskland, men holdt sig ikke tilbage for at begå anden kriminalitet – herunder bl.a. rufferi og socialbedrageri. Han modtog over hundrede udbetalinger fra STASI for sine oplysninger, og han holdt sig ikke tilbage for at stikke hvem som helst - selv sin egen polske svigerfar blev angivet for at betegne Polen som et diktatur og udtrykke sympati med Solidaritet. Det kunne Jeppesen ikke se noget galt i. Det var bare ”almindelige oplysninger” om svigerefaderen, som han fortalte sine STASI-kontakter.

Jeppesen kunne i retten heller ikke se forbindelsen mellem hans stikkeri af flugtorganisationen Ost-West Transfer – og de østtyskere på flugt, der af den grund blev taget, inden de nåede Vesttyskland og derfor endte i de berygtede, østtyske fængsler. Det var menneskesmugling, erklærede Jeppesen, og henviste til, at menneskesmugling også er forbudt i Danmark, med reference til den aktuelle migrant-krise.

Dagen i retten gav ikke noget svar på, hvordan i alverden der kunne være grundlag for et søgsmål mod Bent Jensen og Gyldendal. Om noget blev den et studie i sagsøger, Jan Aage Jeppesens person: Et bundløst dyb af råddenskab og amoral.

Der falder dom 5. marts kl. 13.

 

https://www.thelocal.dk/20180130/germany-danish-former-stasi-collaborator-sues-historian-for-libel?utm_source=dlvr.it&utm_medium=twitter

 

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg