"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Enhedslisten har et problem med ytringsfrihed

4. marts 2013 - Artikel - af Torben Mark Pedersen

Torben Mark Pedersen

Der var gode grunde til ikke at invitere Enhedslisten til konferencen om, hvordan vi støtter ytringsfriheden efter Hedegaard-attentatet, skriver Torben Mark Pedersen.

Til mødet på Christiansborg om ”Ytringsfriheden efter Hedegaard-attentatet” havde vi ikke inviteret Enhedslisten til at tale. Af flere grunde.

Efter mordforsøget på Lars Hedegaard var det formålet med mødet at stille politikerne til regnskab for, hvad de vil gøre politisk for at forsvare ytringsfriheden mod trusler fra yderliggående islamisters side.

I den forbindelse fandt vi det ikke relevant at invitere Enhedslisten.

Vi anlagde samme relevanskriterium i udvælgelsen af talerne, som alle medier foretager i hver eneste politiske nyhedsindslag, hvor de udvælger nogle få politikere til at kommentere på en politisk sag og fravælger andre, og det var og er vores opfattelse, at Enhedslisten ikke har noget relevant at byde ind med i forhold til de spørgsmål, vi rejste.

Den opfattelse fik vi bekræftet af interviewet med Per Clausen i Politiken, hvor han fortalte om, hvorfor han selv mente, at Enhedslisten var relevante at lytte til i den konkrete sag: I

stedet for at tage stilling til, hvad politikerne kan gøre for at beskytte ytringsfriheden mod truslen fra islamisters side, som jo var oplægget, talte Per Clausen om, hvordan EL ønsker at ”brede ytringsfriheden ud” ved at give mere mediestøtte. Altså en helt anden diskussion.

Enhedslisten og ytringsfriheden

Enhedslisten består af et sammenrend af kommunister, venstresocialister og andre fra den yderste venstrefløj, herunder flere med en fortid i den voldelige del af det venstreekstremistiske miljø, og EL har stadig et mere end tvetydigt forhold til ytringsfriheden.

Enhedslisten er jo et erklæret revolutionært, socialistisk parti, der kæmper for et kommunistisk og klasseløst samfund. EL vil afskaffe den private ejendomsret og det ”borgerlige” politiske demokrati, og dele af statsapparatet skal erstattes af ”folkemagtsorganer”.

Uden privat ejendomsret vil der ikke være nogen private medier, så allered dér er det klart, at med 100% statsejede medier, vil pressefriheden få trange kår i det kommunistiske samfund, som EL ønsker.

Præcis som det har været tilfældet i alle kommunistiske lande fra Sovjetunionen til Kina og Cuba, hvor der aldrig har været ytringsfrihed.

Kathrine Toft Mikkelsen fra EL’s magtfulde Hovedbestyrelse kom for skade at sige det mere direkte, da hun sidste sommer erklærede, at det efter revolutionen ”kan blive nødvendigt at lukke visse medier."

EL vil også forbyde reklamebureauer og dermed undertrykke den kommercielle ytringsfrihed. Det er en form for ytringsfrihed, der ikke er meget opmærksomhed omkring, men det er ikke desto mindre et vigtigt aspekt af ytringsfriheden i et frit samfund.

Det er ikke kun i EL’s virkelighedsfjerne kommunistiske samfund, at ytringsfriheden vil blive undertrykt, hvis EL og deres ligesindede skulle få magten.

Enhedslisten støtter aktivt voldelige venstreekstremister i både Danmark og udlandet, der truer ytringsfriheden for EL’s politiske modstandere.

Herhjemme har EL tætte bånd til Antifascistisk Aktion (AFA), der åbenlyst vedkender sig brug af vold, og som ofte arrangerer moddemonstrationer, hvor de med vold, sten- og flaskekast forsøger at hindre andre i at benytte sig af deres ytrings- og forsamlingsfrihed. Enhedslistens folketingskandidat Anna Rytter mener, at AFA ligefrem er en god samarbejdspartner, og EL i København har givet økonomisk støtte til AFA

EL har også opstillet Ulrik Kohl som en af partiets spidskandidater til kommunalvalget i København, og Ulrik Kohl er dømt for støtte til terrororganisationerne FARC og PFLP i Mellemøsten og Latinamerika.

Terrororganisationer, der har stået bag bombeangreb, bortførelser og mord på civile.

Men en dom for terrorstøtte er ikke grund nok til ikke at kunne stille op for Enhedslisten, ligesom aldrig har taget afstand fra den person, de inviterede ind i Folketinget, og som kastede maling på forhenværende statsminister Anders Fogh Rasmussen. Det er altså helt i orden i Enhedslisten, at man benytter vold og terror mod politiske modstandere

Folketingsmedlemmer fra EL tager rutinemæssigt afstand fra brug af vold, men det er dobbelt-tale al den stund, EL aldrig rydder ud i egne rækker og fortsat opstiller kandidater, der støtter både terrororganisationer og voldelige venstreekstremistiske grupper i Danmark, og EL kan heller ikke komme uden om, at det er deres officielle politik at lukke alle private medier efter revolutionen.

Har TFS krænket Enhedslistens ytringsfrihed?

Enhedslisten har gjort et nummer ud af, at de ikke er blevet inviteret til at deltage i Trykkefrihedsselskabets møde om ”Ytringsfriheden efter Hedegaard-attentatet”, og mange medier har været særdeles villige til at blæse historien op og forsøge at vinkle den i retning af, at Trykkefrihedsselskabet ikke ønsker at høre på synspunkter, vi er uenige i.

Det er naturligvis helt forkert: Ytringsfrihed er altid frihed for andre til at sige, skrive eller tegne noget, man ikke nødvendigvis er enig i, og det ville ligge os uendelig fjernt i TFS at ville begrænse Enhedslistens medlemmers grundlovssikrede ret til at ytre sig frit.

Men at have ret til at ytre sig er ikke det samme som krav på at komme til orde i enhver forsamling eller i ethvert medie. Det ved enhver, der har fået afvist en kronik eller læserbrev i en avis

Medlemmer af Enhedslistens folketingsgruppe var naturligvis velkomne til at deltage i mødet om ”Ytringsfriheden efter Hedegaard-attentatet” – mødet var endda gratis for folketingsmedlemmer. Der var bare ingen fra EL’s folketingsgruppe, der havde tilmeldt sig inden fristens udløb.

Den reelle interesse for at deltage kunne tydeligvis ligge på et meget lille sted.22

Lars Hedegaard inviterer Per Clausen fra EL til at debattere frihed og marxisme

Enhedslistens hykleri er intet mindre end mageløst i denne sag, for direkte spurgt på TV2 NEWS afviste Per Clausen, at EL ville invitere Trykkefrihedsselskabet til at tale, hvis EL skulle finde på at arrangere et møde om ytringsfrihed.

Derimod vil TFS gerne invitere EL med til en fremtidig debat, og på Lars Hedegaards vegne inviterede jeg i forrige uge Per Clausen til at deltage i et kommende debatmøde i Trykkefrihedsselskabet om venstrefløjens indstilling til ytringsfriheden, friheden i det hele taget, den menneskelige emancipation og specielt hvad der er tilbage af den marxistiske samfundsanalyse.

Tre grunde til, at EL ikke har nogen interesse i mødet

Sandheden er, at Enhedslisten ikke bare er ligeglade med, at de ikke er blevet inviteret til at tale på mødet, men at de ser det som en fordel. Per Clausen bekræftede da også over for mig, da vi mødtes i tv-studiet i forrige uge, at de ikke er spor utilfredse med den ekstra mediemæssige eksponering, det gav dem.

For det første er der en stor del af især EL’s bagland, der decideret hader Trykkefrihedsselskabet.

For det andet interesserer EL sig ikke for spørgsmålet om trusler mod ytringsfriheden fra yderliggående islamister. Og de ønsker ikke at indgå i en debat om det emne. Det demonstrerede Per Clausen tydeligt i det ovenfor nævnte interview med Politiken.

Endelig ville Enhedslistens budskaber drukne i selskab med andre partier, der i højere grad har pressens opmærksomhed.

Der ville altså ikke være nogen gevinst for EL i at deltage i et sådant møde.

EL har langt større fordel af at spille offerkortet og gøre det til en sag, at de ikke er blevet inviteret til at tale.

Det har givet Per Clausen adskillige tv-optrædender og avisinterviews, og med den sidegevinst, at der er et minimalt fokus på Enhedslistens mildest talt tvetydige forhold til ytringsfrihed. Og personlig frihed i det hele taget. Og som nævnt var Per Clausen ikke spor utilfreds med den situation.

  

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg