"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

En fri mand

16. april 2012 - Artikel - af Sapphos redaktion

Han kritiserer islam, jager venstrefløjen og føler sig som en fri mand. Sappho har mødt manden, der fravalgte en akademisk karriere til fordel for Uriasposten, Danmarks mest læste blog.

Kim Møller fra Uriasposten har valgt: "Jeg prioriterer min integritet langt højere end en akademisk karriere. Så skulle jeg begynde at snakke folk efter munden, og det duer jeg slet ikke til."

Hans adresse må ikke fremgå af artiklen. For så risikerer han at få antifascisterne på besøg til en kammeratlig samtale.

Kim Møller, der er redaktør på Uriasposten, taler af erfaring. Så sent som i fjor blev han slået ned på åben gade i Aarhus.

Så vi mødes i det, vi kan kalde en forstad til Aarhus. Det er herfra han redigerer sin nationalkonservative blog, der dagligt har 4000 læsere, og som sidste år rundede ikke færre end 10.000.000 besøgende.

Det har ifølge mediekonsulentfirmaet Primelabs gjort Uriasposten til Danmarks mest indflydelsesrige blog.

Kim Møllers ord bliver med andre ord læst af mange. Ikke mindst af landets journalister.

Og det er selve pointen. Ifølge ophavsmanden ser danske journalister nemlig virkeligheden gennem røde eller lyserøde briller. Præmissen for dansk journalistik er venstreorienteret, siger han.

Til kamp mod medierne

Derfor oprettede han i 2003 Uriasposten, hvorfra han dagligt kommenterer på mediernes udlægning af virkeligheden. Er der vinkler, som journalisterne ikke afdækker, eller kilder der ikke kommer til orde, farer han i blækhuset.

Og det sker tit. Faktisk hver dag. Tit kan redaktøren også afsløre at forskere, der udtaler sig i medierne, ikke er helt så neutrale, som de giver det udseende af.

Mange har ikke helt glemt deres fortid i BZ-bevægelsen eller andre steder på den ekstreme venstrefløj. Fælles for dem er ifølge Kim Møller, at de sjældent formår at holde deres ideologiske ståsted og rollen som ekspert adskilt.

Blogredaktøren ser det og udstiller det. Forhåbentlig, siger han, lægger det en dæmper på de værste svinestreger.

En farlig ekstremist

Af sine modstandere på den radikale venstrefløj bliver Kim Møller udskreget som en farlig højreekstremist plus en hel del andet.

Men som han tager imod her i entreen i det gule rækkehus, ser han nu alt andet end farlig ud. Iført cowboybukser og skjorte og med den mindste af sine tre børn på armen ligner han enhver anden 40-årig familiefar.

Stuen ligner heller ikke nogen højreekstrem førerbunker. IKEA-møbler, fotografisk kunst på væggene og en kæmpe fladskærm er det, der først springer i øjnene. Dertil kommer katten Molly, der løber spidsrod mellem legetøj på gulvet.

Og så er der selvfølgelig den tætpakkede bogreol med titler som Clash of Civilisations og noget, der ligner Winston Churchills samlede værker.

"Han er en helt," konstaterer Kim Møller.

"Han så tidligt demokratiets fjende og bekæmpede den med hud og hår."

Hvilke konsekvenser?

Af sine egne støtter bliver Kim Møller også fremstillet som lidt af en helt. En mand der tog kampen op mod den kompakte medieklasse.

Men han bliver også brugt som skræmmeeksempel:

"Det koster at være politisk ukorrekt, se bare på Kim Møller. Han er uddannet historiker, men må arbejde på et lager, fordi ingen vil ansætte ham."

Den har han hørt før.

Men det er ikke helt korrekt, fortæller hovedpersonen, der nu har fået sønnike overbevist om, at han godt kan stå på sine egne ben. Selv sætter han sig i den sorte hjørnesofa.

"Jeg ved godt, der går en del historie om, at min blog har kostet mig dyrt. Men det er mest andre, der opfatter det på den måde."

"Selv har jeg faktisk aldrig haft de helt store karriereplaner med mit fag. Det var nærmest lidt en tilfældighed, at jeg overhovedet begyndte at læse historie," lyder det på drevent århusiansk.

Fem års akademiske studier og alligevel tilfreds med et job som lagermand? En forklaring er måske på sin plads. Vi begynder ved begyndelsen:

En arbejderdreng

Kim Møller er opvokset i Lystrup nord for Aarhus. Byen var – og er til dels stadig – kendt for en del sociale problemer. Og Kim Møllers familie var ingen undtagelse.

"Jeg kommer fra det, man nok bedst kan betegne som underklassen. Min mor var syerske og min far var arbejdsløs det meste af tiden. Han havde problemer med alkohol. Ingen af mine forældre var særligt politiske på nogen måde," fortæller han.

Trods problemerne, var det faren, der introducerede Kim for det, der hurtigt skulle blive en altopslugende passion. Faren var kasserer i den lokale billardklub, og sønnen begyndte at spille som 6-årig.

"Jeg trænede fire til seks timer om dagen og blev hurtigt meget god. Faktisk blev jeg med årene en af landets bedste og fik en sølvmedalje i EM for landshold i 1997. Et par år senere spillede jeg finalekamp direkte i Sportslørdag. Det var stort dengang."

Kim Møller smiler ved mindet.

"Jeg har altid haft en tendens til at blive meget dedikeret, når jeg først interesserede mig for et eller andet."

Medlem af De Grønne

Sin første politiske vækkelse fik Kim Møller ved mødet med handelsskolen. Her var han omgivet af konservativ og liberal ungdom. Han følte sig mildt sagt som en fremmed fugl.

"Vi kom fra to forskellige verdener, og det var sådan set ok. Men der opstår et problem, når så mange mennesker, der tænker på samme måde går op og ned af hinanden. Man stopper med at argumentere, og det hele bliver til floskler. Og dem har jeg altid haft det svært med."

"I dag er jeg ikke stolt af det, men ensretningen fik mig faktisk til som modreaktion at melde mig ind i partiet De Grønne. De havde en masse lette løsninger," griner Kim Møller og skynder sig at tilføje, at han kun var 18 år gammel.

Han fortsætter:

"Men medlemskabet varede kun indtil 1. maj-mødet. Der vrimlede det med kommunister, og deres floskler var tusind gange værre end på handelsskolen."

Så han meldte sig hurtigt ud igen og blev politisk hjemløs. Derefter fulgte flere år med billardspil og et job som førstemand i supermarkedskæden Merko.

Ro på bagsmækken

I 1997 fik han sit første barn. Det var en begivenhed, der gjorde det vanskeligt for ham at fortsætte som billardspiller på eliteniveau.

De fire til seks timers daglige træning var svære at forene med fuldtidsjob og bleskifte. Hans daværende kone lod ham også forstå, at hun gerne vil se ham engang imellem.

"Jeg trængte til at få lidt ro på bagsmækken, så i 1999 besluttede jeg mig for at begynde at læse igen. Valget faldt på historiestudiet, men det var egentlig ikke fordi, jeg håbede på en decideret karriere indenfor faget. Mere fordi det interesserede mig i al almindelighed."

Samtidig begyndte han at engagere sig mere i samfundsdebatten. Han skrev lange indlæg til Politikens debatsider – ikke om islam som en trussel mod Vesten, men om kulturforskelle og integration.

"På det tidspunkt var det faktisk mig, der tyssede folk lidt ned, hvis de begyndte at snakke om risikoen for balkanisering og den slags. Jeg præsterede vist også ved en enkelt lejlighed at stemme på De Radikale, så længere var jeg ikke kommet."

Engelsk multikulti-chok

I 2001 fik hans kone mulighed for et praktikophold England. Hun skulle arbejde med handicappede børn i Tottenham, og den lille familie flyttede til byen. Kim Møller studerede fortsat historie, men mødet med den engelske by blev en øjenåbner, der skulle sætte sig varige spor.

Vi kom til at bo i en bydel, der var meget multikulturel. Det lignede slet ikke England, og det lignede heller ikke Europa. Det var et utrygt sted med masser af kriminalitet, udbrændte biler og den slags."

"Det første vi så, var et skilt, hvor politiet søgte vidner til et mord i nabolaget. Kort tid efter blev der begået endnu et mord. Kvarteret blev også centrum for de uroligheder, der nogle år senere blev kaldt 'The Tottenham Riots'. Jeg tænkte, at hvis det her er multikultur, så er det ikke noget for Danmark, og jeg var meget glad, da vi et halvt år senere vendte hjem igen."

En ideologisk rejse

Men udlandsopholdet ændrede mere end Kim Møllers syn på multikultur. Det blev den katalysator, der for alvor satte gang i hans politiske rejse. En rejse fra venstrefløj til nationalkonservatisme.

Han blev højreorienteret, som han selv udtrykker det. Dertil kom en voksende skepsis overfor de etablerede medier, der efter Kim Møllers mening ikke formidlede et genkedeligt billede af virkeligheden.

Fortrængte minder fra barndommen i Lystrup og Aarhus begyndte også at dukke op.

Det var minder om dengang, han som dreng skulle sælge sin knallert til to indvandredrenge, og de endte med at stjæle den. Om dengang han sammen med kæresten blev udsat for røveri på gaden. Hverken Kim eller kæresten havde kontanter på sig, så de to nydanskere forlangt i stedet at få Kims jakke. Og så var der minderne fra landets poolhaller – særligt dem fra Aarhus trængte sig på..

"Jeg gik meget i byen i Aarhus, og når man gør det, kan man ikke undgå at få en masse dårlige oplevelser. Jeg blev overfaldet flere gange, og jeg blev truet med kniv. For mange indvandrere fungerede poolhallerne nærmest som varmestuer. Det førte en masse problemer med sig."

"Opholdet i England fik mig til at se mine egne erfaringer i et lidt andet lys," fortsætter han.

Billedet af det lykkelige multikulturelle samfund begyndte lige så stille at krakelere.

Det farlige speciale

Hjemvendt til Danmark stod Kim Møller overfor at skulle skrive speciale på historiestudiet. Valget faldt på dansk islamforsknings historie.

"Det var et emne, hvor der var sket et skred. Særligt hos islamforskeren Jørgen Bæk Simonsen kunne jeg se, at beskrivelsen af islam havde ændret sig i takt med, at der kom muslimer til landet. Det syntes jeg var ret interessant."

På Aarhus Universitet var der dog ikke ret mange andre end Kim selv, der kunne se det spændende i det fænomen.

Hans vejleder, Søren Hein Rasmussen, kunne i hvert fald ikke. Han advarede direkte mod emnet og mod at bruge Jørgen Bæk Simonsen som studieobjekt.

"Men han var også tidligere centralkomitemedlem i Danmarks Kommunistiske Parti – en mand, der havde været på skole i Kreml," tilføjer Kim Møller med et skævt smil.

En repressiv ideologi

På trods af advarslerne og en vejleder, der mildt sagt stod et andet sted end Kim, valgte han at holde fast i emnet. Specialet blev skrevet.

"Jeg påviste, at Jørgen Bæk Simonsen frem til 1990 betragtede islam som en repressiv ideologi, der helt ind til kernen var demokratiets modsætning."

"Det satte jeg op mod hans nyere forfatterskab, hvor han mere eller mindre direkte forsøger at overbevise danskerne om, at islam er en slags retfærdighedssøgende og tolerant socialisme, som man ikke rigtigt kan sige noget konkret om."

Specialet fik karakteren 7.

"Jeg havde faktisk hellere set, at de havde dumpet mig," siger Kim Møller, der fik en tidligere underviser fra universitetet til at læse specialet igennem. Underviseren, der selv er historiker, vurderede specialet til karakteren 10 eller 11.

Viden forpligter

Så er vi tilbage i stuen igen.

Kim Møllers to drenge lader farmand forstå, at de er sultne OG keder sig. Ikke den mest optimale situation for et interview, men vi prøver alligevel.

Du har fortalt, at du arbejder på et lager om natten og bruger omkring 20 timer om ugen på bloggen. Hvad driver dig?

"Det er først og fremmest en ide om, at viden forpligter. Hvis man er overbevist om, at det multikulturelle eksperiment vil ende grimt, så har man en forpligtelse til at sige fra. Eller sagt på en anden måde: jeg kan ikke holde kæft. Det er ikke en mulighed."

"Jeg er så også indrettet på den måde, at lige meget hvad jeg gør, så går jeg hele vejen."

"Den energi, jeg tidligere investerede i billardspillet, bruger jeg nu på bloggen. Den er blevet mit hjertebarn. Hvis jeg opgiver den, opgiver jeg en del af mig selv," siger redaktøren, der nu spankulerer rundt på stuegulvet med den ene af drengene hængende på ryggen. Den anden forlanger at få pizza NU, for det har far selv lovet.

Resten af interviewet må foregå i køkkenet, hvor Kim Møller finder pizzadejen frem.

Og du siger, at bloggen ikke har haft store konsekvenser for dig?

"Den har formentlig haft den konsekvens, at jeg ville have svært ved at skaffe mig et akademisk job i dag. Men det er jeg så heller ikke interesseret i. Det ville være op ad bakke hele vejen. Jeg ville skulle snakke folk efter munden, og det holder slet ikke."

"Fraværet af sådan en karriere er en meget lille pris at betale i forhold til, at beholde sin integritet."

Mere civilcourage, tak

Der er ikke så mange borgerlige, der gør som dig – stikker snuden frem og risikerer noget. Hvad synes du om det?

"Jeg synes godt, man kunne forlange noget mere civilcourage og lidt mindre karrierepleje på den borgerlige fløj. Venstrefløjen har haft det alt for let, så der er masser af jomfrueligt land for en sober højrefløjskritik. Deres floskler står bare og venter på at blive revet fra hinanden."

Han fortsætter:

"Men det ligger desværre dybt i borgerlige, at man holder sig langt væk fra aktiviteter, der kan true ens egen position. Mange skal ikke have noget klinket. Lige på det punkt – med hensyn til aktivisme – synes jeg, vi kunne lære meget af venstrefløjen," siger Møller, mens han drysser ost og peperoni på pizzaen.

De har glemt at være frie

Hvorfor tror du, borgerlige er mindre risikovillige?

"Det er svært at svare på. Men en del af forklaringen ligger nok i, at vi på højrefløjen har glemt hvor godt det føles at sige sin uforbeholdne mening højt og tydeligt."

”Hvis man først tager bladet fra munden, som jeg har gjort, føler man sig faktisk som en fri mand. På den måde er bloggen for mit vedkommende en slags mentalhygiejnisk foranstaltning. Den renser hovedet og giver ro i sjælen."

Hvordan ser du fremtiden i forhold til det multikulturelle?

"I dag tør jeg godt at bruge ordet 'balkanisering'," griner Kim Møller.

"Jeg tror, vi vil komme til at leve i enklaver med stigende kriminalitet på tværs af etniske skel."

"Jeg hører derimod ikke til dem, der tror, at der bliver borgerkrig i Danmark. Der skal mindst to parter til en borgerkrig, og jeg har meget svært ved at forestille mig, at danskerne på noget tidspunkt vil rejse sig i protest," siger Kim Møller og uddyber:

"De unge er simpelthen nationalt kastrerede – og de er desuden 'unge' alt for længe. Der findes ganske enkelt ikke nogen nationalsindet, borgerlig opinion blandt mennesker under 40 år."

Måger eller venstrefløj

Kan man ikke ændre på det?

"Man kan håbe, og i så fald starter det med mediekritik. Det er der, enhver borgerliggørelse af Danmark må starte."

Hvordan havde dit liv set ud, hvis du ikke var begyndt at blogge?

"Ha!, det er et godt spørgsmål."

Kim Møller har fået pizzaen ud af ovnen og langer et stykke ud til hver af drengene.

"Hvis jeg ikke var begyndt at studere islam, havde jeg sikkert levet i lykkelig uvidenhed. Måske havde jeg i stedet brugt et halvt liv på at studere måger og kortlægge deres adfærd. Men nu blev det altså venstrefløjen og islam, der fangede min opmærksomhed."

"Men under de givne omstændigheder er jeg godt tilfreds med, at det faldt ud, som det gjorde. Det handler trods alt ikke kun om den øjeblikkelige situation, men også om det, vi giver videre til næste generation."

Kim Møller nikker over mod de to poder.

"Af hensyn til dem er det nødvendigt med en forandring. Uriasposten er bare mit lille bidrag."

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg