”Dødstrusler – det er noget man vænner sig til”

Det er fredag eftermiddag i starten af marts. Solen skinner, og bilen glider langsomt gennem det flade skånske landskab.

Jeg er på vej for at besøge den svenske Muhammed-tegner Lars Vilks. Manden, der har påkaldt sig mange muslimers vrede, fordi han har tegnet deres profet i skikkelse af en hund.

Der er meget, jeg gerne vil spørge ham om. Hvordan er det for eksempel at være et navn på al-Qaedas dødsliste? Hvordan er det at leve med sikkerhedsvagter døgnet rundt? Og er der mon noget, han har fortrudt, siden hans tegning blev trykt i 2007?

”Lars Vilks, Kunstner”

Men først skal jeg lige finde ham. Det viser sig at være forbløffende let.

På den svenske pendant til Krak er der ikke gjort forsøg på at skjule adressen: ”Lars Vilks, Kunstner” står der højt og tydeligt efterfulgt af by, vejnavn og nummer. Vil man have GPS-koordinater, kan man også få det.

Derfor kører jeg nu på Brunnbyvägen udenfor Nyhamnsläge – en lille flække nord for Helsingborg.

Her er der langt mellem naboerne, og ud over de bare marker er der ikke meget at se. Det er svært at forestille sig, at der på al-Qaedas landkort er sat et kryds ved netop dette sted.

På højre side af vejen kommer et lille ensomt beliggende hus til syne. Det er gult og i to etager. Jeg svinger ned ad den lille grusvej, der fører op til huset.

Vagterne i haven

Så snart jeg drejer væk fra den asfalterede vej, får jeg øje på ham, en stor uniformeret sikkerhedsvagt, der er i gang med at notere mit registreringsnummer.

Bag ham står en campingvogn parkeret. Det er der, vagten og hans kolleger sover og spiser. For de passer på Vilks døgnet rundt.

Campingvognen og den permanente bemanding er den svenske stats svar på de trusler, der med tiltagende styrke er blevet rettet mod den kontroversielle skåning. 

Jeg står ud af bilen, hilser på vagten og hører skridt bag mig. Til min forbavselse står en kæmpestor, sølvgrå Saab pludselig parkeret bag min bil. Hvor den kom fra har jeg ingen anelse om – jeg hverken så eller hørte den komme.

De to mænd i bilen viser sig at være fra det svenske sikkerhedspoliti, Säpo.

De er venlige og imødekommende. Spørger efter id og forhører mig om den interviewaftale, jeg har lavet med kunstneren. Hvor lang tid forventer jeg, at det vil tage? Har jeg mødt Lars før? osv.

Et kendt ansigt?

Jeg svarer åbenbart tilfredsstillende på deres spørgsmål, for efter kort tid beder den ene mig følge med. Vi traver gennem det, der bedst kan betegnes som en mudderpøl, og når frem til det lidt ramponerede hus.

Säpo-manden går op ad den lille trappe, der fører til hoveddøren. Han banker på, og efter et kort øjeblik kommer Lars Vilks til syne.

Han er iført cowboybukser, striktrøje og kraftige sorte briller. Det grå hår stritter i alle retninger og ligner noget, der længe har efterspurgt en kam. Ellers ser den 65-årige kunstner sund og adræt ud.

”Er det et kendt ansigt?” spørger Säpo-manden og peger på mig.

”Javist er det det,” svarer Vilks, hvorefter jeg kan gå ind.

Hjem og værksted i et

Ved nærmere eftersyn viser det sig, at Vilks lever fuldt op til billedet af den lidt smågale kunstner, der behersker kaos og derfor sjældent rydder op. Desuden er manden ungkarl.

Resultatet er, at det lille hus er proppet med bøger, tegninger og malerier. Bøgerne ligger i bunker på gulvet og er stakket op i reoler langs væggene. Dertil kommer pensler og tuber med maling i alverdens farver. Jeg forstår, at huset både fungerer som hjem og værksted.

Det er her i stuen under den lavthængdende krystallysekrone med de skæve lampeskærme, at Vilks laver sine rondellhunde – de tegninger af profeten, der radikalt har forandret hans liv.

Jeg bukker mig ned for at tage de mudrede støvler af.

”Det behøver du ikke,” forsikrer Vilks. ”Her er ikke så rent.”

I stedet finder jeg et ledigt hjørne i stuens godt brugte sofa. Vilks selv tager plads på en køkkenstol og erklærer sig parat til interview.

Velkommen i værket!

Egentlig burde det ikke komme bag på mig nu, hvor jeg har læst lidt op på Vilks kunstforståelse.

Alligevel bliver jeg en smule forundret, da han et stykke inde i samtalen forklarer mig, at jeg nu er en officiel del af hans kunstværk. Det kunstværk, der startede med en tegning af profeten som hund.

Selve tegningen er nemlig kun en lille del af værket, forklarer han.

Alle dem, der har reageret på tegningen, indgår også. Og nu sidder jeg altså her og interviewer ham om sagen. Dermed er jeg en del af værket på linje med de personer, der har forsøgt at slå ham ihjel og på linje med vagterne udenfor. Vi er alle i samme båd – vi er en del af Vilks værk.

Kunst for frihed

Det kan lyde som om, du har planlagt det hele fra starten. Var det meningen, at det skulle udvikle sig på den her måde?

”Nej, overhovedet ikke,” griner Vilks. ”Det er tilfældigheder, der har spillet ind.”

”Der var mange, der havde lavet den slags tegninger før mig – uden at der kom nogen reaktion. Det var ikke engang meningen, at tegningen skulle i avisen – jeg troede virkelig, at det kunne holdes indenfor kunstverdenens trygge rammer,” siger han og slår ud med hænderne.

Er du stolt af dit kunstværk?

”Jeg vil ikke sige, at jeg er stolt. Men jeg synes, det er et interessant værk. Det er med meget få midler lykkes at skabe et værk, hvis essens er multikultur kontra ytringsfrihed. I min kunst har jeg altid arbejdet for større frihed – herunder ytringsfrihed – så det er jeg udmærket tilfreds med.”

Måtte flygte fra Tensta

Siden offentliggørelsen af hans tegninger tilbage i 2007 er truslerne taget til. Flere gange er han under forelæsninger blevet overfaldet. Og to unge mænd har forsøgt at slå ham ihjel ved at sætte ild til hans hus.

Dertil kommer en række personer, som efterretningstjenesten har anholdt, før de nåede at føre deres drabsplaner ud i livet.

Sidste episode fandt sted 1. marts, hvor Vilks skulle overvære en forelæsning. Arrangementet fandt sted i kunsthallen i Tensta – en indvandrertung forstad til Stockholm. Det tog kun få øjeblikke, før Lars Vilks blev genkendt.

En flok ophidsede unge mænd kom flere gange ind i kunsthallen og ville have fat i ham. Og udenfor stimlede flere sammen. Derefter tog sikkerhedsvagterne konsekvensen og evakuerede Vilks.

Stockholm-bomberen var dråben

Men det var helt tilbage i 2010, at efterretningstjenesten tog beslutning om at udstyre deres landsmand med vagter døgnet rundt. Det var lige efter, en selvmordsbomber havde sprængt sig selv i luften i det centrale Stockholm.

Bombemanden efterlod sig en indspillet trussel til det svenske folk, hvori Lars Vilks også blev nævnt.

Dertil kom yderligere to episoder, som tegnede et ret så tydeligt trusselsbillede.

Dels havde den iranske præsident i en tale ønsket Vilks hen, hvor peberet gror. Og dels udstedte al-Qaeda i Irak en decideret fatwa. Den, der skar halsen over på svenskeren, ville få en dusør 150.000 dollars, hed det.

Det fik efterretningstjenesten til at reagere.

Det skal nok ordne sig

Hvordan er det at leve med dødstrusler og sikkerhedsvagter døgnet rund?

”Truslerne er jo en relativt ny erfaring, jeg har gjort mig. Men man kan faktisk lære at leve med dem. Dem, der truer, gør sjældent alvor af deres trusler.”

”Desuden er jeg ret optimistisk af natur. Jeg har en tro på, at alting nok skal ordne sig, hvis man tager det roligt og tænker strategisk. Men det er klart, at der er nogle praktiske ting, der er blevet mere besværlige. Det er svært at improvisere med sikkerhedsvagter på slæb, tingene skal planlægges i forvejen.”

Har du fortrudt, at du overhovedet satte pennen til papiret?

”Nej, jeg har ikke fortrudt noget. Sådan skal man ikke tænke. Som kunstner må man tage konsekvensen af sine handlinger. Historien er fyldt med kunstnere, hvis skæbne er langt værre end min,” lyder det.

Nægtede at gå under jorden

Men sikkerhedssituationen er ikke kun besværlig for Vilks, den er også dyr for den svenske stat. Af samme grund havde efterretningstjenesten foretrukket en anden løsning, fortæller han.

”De ville have, at jeg skulle skifte identitet og gå under jorden. Men det syntes jeg ikke var realistisk. Som kunstner og forelæser kan man ikke være anonym, det var for høj en pris.”

”I begyndelsen havde jeg et såkaldt hide-away, hvor jeg overnattede. Men det blev for besværligt, så nu sover jeg her omgivet af alarmer og alt mulig elektronisk isenkram.”

Alarmsystemerne, som Säpo-folkene har sat op, er dog ikke helt ufejlbarlige, fortæller Vilks. De udløses af og til, uden at der egentlig er fare på færde. Det kan være en kat eller et andet dyr, der har sneget sig ind på grunden.

Kunstner med økse

Som det fremgår, er Lars Vilks ikke typen, der dramatiserer situationen unødigt. Men når alarmen går, og han ligger og sover på 1. sal, kan der godt flyve et par tanker gennem hovedet, erkender han.”Så spekulerer man jo lidt på, om man skal gå ned og kikke efter, hvad det er,” griner han.

For at gøre den beslutning lidt nemmere har han altid en stor skovøkse ved sin side. Den står der også nu, mens vi sidder og snakker.

”Den er der godt med sving i,” siger han og demonstrerer, hvorledes øksen skal svinges.

Good news and bad news

Hvordan tror du, dit liv ser ud om fem år?

”Det er svært at sige, men jeg tror ikke, det vil lykkes dem at slå mig ihjel. I dag er terrorismen i høj grad baseret på amatører. Da de forsøgte at brænde mit hus af, satte de ild til sig selv osv. Til gengæld er de blevet mindre forudsigelige,” siger Vilks og kikker ud ad vinduet.  

”Man kan vel sige, at der er good news and bad news med hensyn til fremtiden.”

Kunsten fortsætter

Under alle omstændigheder har han tænkt sig at fortsætte med at udbygge sit kunstværk.

Det beviste han forleden, da hans forelæsning på universitetet i Karlstad blev afbrudt. En gruppe muslimske mænd begyndte at råbe skældsord og kaste med æg.

Et af æggene overlevede flyveturen, og Vilks tog det med hjem som souvenir. Nu vil han godt vise ægget frem.

”Her er det,” råber han ude fra det lille køkken. Et øjeblik senere står han i stuen med ægget i hånden. Ud over at det nu er tømt for indhold, er det også blevet udsmykket med en fin lille Muhammedtegning.

Du fortsætter, hvor du slap?

”Ja.”

Interviewet er ved at være slut, for en journaliststuderende fra Göteborg har meldt sin ankomst. Han vil også gerne blive klogere på verden ifølge Vilks. Indtil videre er det dog ham, der bliver udspurgt af vagterne udenfor. Har han mødt Vilks før? Hvor lang tid skal han bruge på interviewet?

Den unge mand ved det sikkert ikke endnu. Men han er allerede blevet en del Vilks værk.