Til trods for, at Det Muslimske Broderskab, som det blev udtrykt under en nylig konference organiseret det amerikanske Hudson Institute i november 2007, er den "islamistiske organisation, der har haft den største indflydelse overhovedet på verdens muslimer", er det først for ganske nyligt, at vestlige politologer og sikkerhedsanalytikere for alvor er begyndt at interesse sig for fænomenet.
Man forstår ganske enkelt ikke islamismen, jihadismen, den islamiske fundamentalisme, salafismen, eller hvad man nu skal kalde den islamiske ekstremisme, hvis man ikke begynder med Broderskabet. Vil man forstå verden af i dag, og vil man udtænke politikker, der kan imødegå den nuværende civilisationskrise, er kendskabet til Det Muslimske Broderskab vigtigere end noget andet.
Helle Merete Brix's bog Mod mørket: Det Muslimske Broderskab i Europa er det første omfattende danske studie af organisationens ideologi, historie og nuværende netværk af organisationer og personer samt deres bestræbelser på at underminere de europæiske samfund.
Hvorfor har vi i Vesten ikke tidligere haft blik for verdens første og længe altdominerende islamistiske bevægelse? Under konferencen på Hudson Institute anførte den amerikanske forsker Hillel Fradkin, at verden siden den 11. september 2001 især har været optaget af al-Qaeda, som direkte var ansvarlig for terroranslaget i USA, og i samme forbindelse har opmærksomheden samlet sig om rabiate kræfter i Saudi-Arabien, hvorfra de fleste af 9/11 terroristerne stammede. (1)
I den forbindelse glemmes det som regel, at al-Qaeda direkte udspringer af Broderskabet, og at de rabiate saudiere – tilhængerne af oliestatens dominerende wahhabistiske udlægning af islam – er kraftigt påvirket af den ideologi, som Det Muslimske Broderskabs åndelige ledere, Hassan al-Banna og Said Qutb, udkastede.
Ifølge Hillel Fradkin findes der ingen anden organisation inden for vore dages islamiske bevægelse, der kan måle sig med Broderskabet (Ikhwan), når det gælder historisk og aktuel indflydelse. At forstå Broderskabet er at forstå hele den islamiske udfordring.
Som det også fremgår af Helle Merete Brix's undersøgelse, har Broderskabet imidlertid kunnet skjule sig bag en lang række dækorganisationer, som kun folk med særligt kendskab den islamiske scene har kunnet forbinde med moderorganisationen.
Hertil kommer, at ikke mindst den amerikanske regering fra og med 1970erne ydede afgørende ideologisk og økonomisk støtte til en række Ikhwan-inspirerede organisationer, bl.a. de afghanske mujahediner, som senere udviklede sig til Taleban og al-Qaeda, som modvægt mod kommunistiske indflydelse.
I Danmark har Broderskabet inspireret de fremtrædende islamiske organisationer Muslimer i Dialog og Islamisk Trossamfund. Disse organisationer profilerer sig som moderate, i modsætning til den så udskældte Hizb ut-Tahrir. Men Islamisk Trossamfunds nye imam har åbent erkendt, at Broderskabets åndelige leder, den indflydelsesrige prædikant Yusuf al Qaradawi, er et forbillede for ham. Muslimer i Dialog har gode kontakter til prædikanter i kredsen omkring Broderskabet og til The Islamic Foundation i Leicester, en af Broderskabets højborge i Vesten.
I forbindelse med en nylig retssag i Texas mod en påstået filantropisk organisation ved navn The Holy Land Foundation blev der fremlagt et dokument fra 1991, hvori Broderskabet forklarede sin strategi i De Forenede Stater: "Ikhwan [Broderskabet] må forstå, at alt deres arbejde i Amerika er en slags ... jihad med det formål et eliminere og ødelægge den vestlige civilisation indefra og at sabotere deres elendige hus ... således at Guds religion kan sejre over alle andre religioner." (2)
Den egyptiske stats forfølgelse af Broderskabet i 1950erne og 60erne medførte ganske vist en splittelse mellem en specifik egyptisk opfattelse og en endnu mere rabiat udlægning, der blev udviklet af egyptiske emigranter i andre mellemøstlige og nordafrikanske lande, men det er stadig muligt at tale om et sæt af ideer, der ikke væsentligt har fjernet sig fra det berømte motto, som Broderskabets grundlægger Hassan al-Banna formulerede allerede før 2. Verdenskrig: "Allah er vores mål. Profeten er vores leder, Koranen er vores forfatning. Jihad er vores vej. At dø for Allahs sag er vores inderste håb."
Her er intet kompromis med Vesten, dets demokrati eller frihed muligt, og ethvert forsøg på "dialog" tjener kun til at styrke demokratiets fjender ved at udsprede desinformation om fjendens egentlige hensigter.
(1) Hillel Fradkin: "The History and Unwritten Future of Salafism", 25. november 2007, www.futureofmuslimworld.com; se også Gilles Kepel: "The Brotherhood in the Salafist Universe", 4 februar 2008, www.futureofmuslimworld.com
(2) Analysis of Muslim Brotherhood's General Strategic Goals for North America Memorandum, 7. september 2007 (tilgængeligt online)
