Det var en veloplagt fribyforfatter, der tirsdag aften gav Trykkefrihedsselskabet en fornemmelse af, hvor grel situationen er i Robert Mugabes Zimbabwe.Du vil dø ung!
”Du vil dø ung”. Den advarsel fik den unge zimbabweanske forfatter Tendai Frank Tagaria af sine venner, da han begyndte at skrive mod Zimbabwes diktator, Robert Mugabe. Profetien er heldigvis ikke gået i opfyldelse endnu. Tværtimod. Tirsdag aften gav Tendai Frank Tagaria en spillevende, men rystende rapport fra sit hjemland. Han beskrev den uvisse frygt for repressalier fra regimet som et uhyre effektivt styringsredskab. F.eks. havde han selv været i tvivl om, hvorvidt hans kritik af Mugabe overhovedet ville blive taget alvorligt: ”Jeg er kun en lille fisk, og jeg troede faktisk, at jeg var så lille, at de ikke ville tage sig af mig. Men det gjorde de!”. Man kan nemlig aldrig vide i Zimbabwe. ”Styret er ligesom en voldelig ægtemand. Du véd aldrig, hvornår han giver dig et par på tæven og hvornår han er ligeglad. Frygten for vold hænger over hovedet på befolkningen og traumatiserer den. Hvordan skal man kunne kæmpe for frihed på de vilkår?”, spurgte Zagaria.
Danmarks første fribyforfatter udtrykte dyb taknemmelighed over at nyde godt af fribyordningen. I de næste to år behøver han ikke frygte at dø ung. Og selv om hans fremtid derefter er uvis, er han temmelig sikker på, at ét land også til den tid er lukket for ham: Zimbabwe.
”I Zimbabwe har vi ingen lov”
Tagaria fortalte om de forskellige diskussioner, han er blevet præsenteret for i Danmark, siden han ankom til Århus i sommer. Og han lagde ikke skjul på, at alt hvad der måtte være af problemer i Danmark, herunder truede islamkritikere, er vand imod det, han kender fra Zimbabwe:
”Man må ikke tage loven i sin egen hånd”, lød hans kommentar til øksemandens angreb på Kurt Westergaard, ”men i Zimbabwe har vi slet ingen lov”. Han skildrede Zimbabwe som et veldrevet diktatur. Den marxistisk skolede Mugabe er verdens bedst uddannede politiske leder og i stand til at belære englændere om deres egen historie. Ulykkeligvis bruger han alle sine rige evner til at holde sin befolkning i en permanent tilstand af handlingslammende frygt vha. virtuos brug af terror.
Som tilhører følte man, at man som dansker ikke kun befandt sig på et andet kontinent, men på en anden planet. Og man fornemmede, at det kom fra hjertet, når Tagaria udtalte: ”Det, der holder mig vågen om natten, er Zimbabwe”. Set med hans øjne er det pres, vi ser på ytringsfriheden på vore breddegrader rene luksusproblemer i forhold til det, han kender hjemmefra. Og det er hjemlandet og hjemlandets fremtid, han brænder for.
Jeg er nødt til at håbe
Alligevel var det slående hvilke ligheder der er mellem de overvejelser en ung Tagaria og en midaldende Robert Redeker gør sig, når det drejer sig om nødvendigheden af at tale frit trods vold og intimideringer: Uanset om det er Al Jazeera-inspirerede islamister eller Mugabes folk, der truer, må man blive ved at sige det, man mener er sandt - uanset omkostningerne.
”Den eneste måde, man kan kæmpe for ytringsfrihed på, er ved selv at tale frit”, lød det således fra Tagaria. En enkelt stemme gør måske ingen forskel, men hvis alle stemmer kvæles i struben, er alt håb om forandring ude. Og håbet er, at diktaturet forsvinder, den dag oldingen Mugabe dør.
”Jeg håber, for jeg er nødt til at håbe”, lød den ikke særligt opmuntrende prognose fra Tagaria, inden han tog tilbage til Århus og til det højt værdsatte frie hverdagsliv, han har fået foræret der.
fotos: Steen Raaschou
