"Totalitarismen" er det væsentligste begreb, når man skal karakterisere det 20. århundredes ulykke. Det nazistiske totalitære eksperiment ophørte ved slutningen af 2. Verdenskrig. Det kommunistiske derimod varede fra 1917 til 1989-1991. Skønt prædikatet "totalitær" var en positiv betegnelse hos f. eks. Mussolini ("den totalitære stat" var ligefrem idealet), har tyngden af den historiske erfaring været sådan, at det nu kun kan bruges negativt. Der er i dag en almindelig erkendelse af totalitarismens menneske- og samfundsødelæggende karakter.
"Totalitarisme" er dog ikke det 20. århundredes enestående opfindelse, skønt intet totalitært eksperiment tidligere i historien tilnærmelsesvis har haft et sådant omfang. Totalitarismens væsen blev allerede gennemskuet af oldtidsfilosoffen Aristoteles: Den "totale stad", som han opponerede imod (Platons idealstat), var et abstrakt projekt, som afmonterede alle samfundsmekanismer til fordel for et umenneskeligt ideal og endda indebar en (i øvrigt i praksis umulig) gendannelse af selve menneskenaturen.
Nazismen og kommunismen er forsvundet, men den totalitære tendens i menneskets sind er det ikke. Den bliver ved med at gøre sig gældende. Den bliver ved med at tale idealernes sprog og føre illusionernes krig imod virkeligheden. Den bliver ved med at pege på totaliteten, på det ideale, sammentømrede samfund, hvor alle forskelle, konflikter og sammenstød er ophævet, og en uforstyrrelig fred indfinder sig.
Antiracismen
En af de stærkeste former for totalitær tankegang i vor tid er antiracismen.
Hvorfor dog "anti-racismen"? Er det ikke en anstændig og fornuftig (og kristelig!) ting totalt at afvise enhver tankegang baseret på "racer" eller den ene races påståede overlegenhed i forhold til den anden og dennes indbildske ret til at dominere de andre? Overhovedet at tale om "racer" er at vende tilbage til en biologisk teori, som ikke har den mindste relevans i de allerfleste menneskers sind. Ordet "race" er ganske enkelt forsvundet ud af det nuværende menneskes horisont. Alene udtrykket "antiracisme" eller "kamp mod racismen" er et krampagtigt forsøg at holde nutidens mennesker fanget i et fuldstændig fremmed begrebsapparat. Dette faktum er i sig selv tankevækkende. Hvad er meningen med at tale om "racisme" og om kampen imod den i en tid, hvor der ikke længere findes racisme? Har man løst denne gåde, er man allerede godt på vej til at forstå den nye form for totalitarisme.
Kampen imod "racismen" er en kamp uden fjende. En kamp imod en fjende, som ikke findes. Men denne ikke-eksisterende fjende legitimerer kampen såvel som kampapparatet. Denne ikke-eksisterende fjende må være det, som forhindrer det paradisiske billede af det fuldkomne samfund i at materialisere sig. For det er et fuldkomment samfund, det drejer sig om: Det fuldkomne multikulturelle, multietniske samfund i Europa. Dette er målet. Dette er endnu en gang "den lyse fremtid", som vi må bevæge os hen imod. Og når denne utopi om det multikulturelle, multietniske samfund ikke kan fremkomme af sig selv, må den jo hjælpes på vej, den må fremtvinges.
Her kommer de mange menneskerettighedsorganisationer, NGOer, dele af de etablerede partier og endda af kirkerne ind i billedet. Her kommer også ECRI (European Commission against Racism and Intolerance).
Så lad os kaste et blik på ECRIs skrift af 16. maj 2006, den tredje landerapport om Danmark.
Tankepolitiet
Jeg vil ikke her opsummere de indvendinger, som den danske regering har rejst i forbindelse med rapporten. Notatet om "Fejl og unøjagtigheder i ECRIs tredje landerapport om Danmark" er tilgængeligt på internettet og beskæftiger sig netop med "fejl og unøjagtigheder". Det er ikke disse fejl, som jeg vil gøre opmærksom på, men selve ECRIs virksomhed i det hele taget.
ECRI er hverken mere eller mindre end en overstatslig overvågningsinstans. En overvågningsinstans, hvis primære beskæftigelse er overvågningen af folks meninger såvel som opfindelsen af metoder til at påvirke disse meninger.
Alene eksistensen af et sådant apparat minder i allerhøjeste grad om et typisk fænomen i det totalitære samfund: "Tankepolitiet", som havde til opgave at finde de anderledestænkende, og som var et væsentligt led i magtens generelle ideologiske kamp. ECRI udfylder også rollen som en propagandaorganisme, der definerer den korrekte ideologiske linje og anviser metoderne til udbredelse af den.
Således er det ganske normalt, at ECRI retter sin kritik imod ytringsfriheden og beklager, at "i Danmark har ytringsfriheden prioritet" (punkt 18). Det er naturligvis ytringsfriheden, der er den rette fjende. Hvis der ikke var ytringsfrihed, ville der heller ikke være afvigende meninger. Alene den tilladte mening ville kunne komme til orde. Den "tolerance", som ECRI står for, har altså ganske snævre rammer, den falder i hvert fald ikke inden for definitionen af "tolerancen" (afledt af latin tolerare) som betyder "at tåle, at bære, at finde i sig, at folk har andre meninger end én selv", men svarer snarere til "intolerancen": "Ikke at acceptere, at der findes andre meninger end ens egen."
Det er også ytringsfriheden, der bliver ramt ved ECRIs kritik af Muhammed-tegningerne, som ifølge rapporten ikke kunne fremkalde andet end "an emotional reaction" hos muslimerne (udtrykket er i grunden nedladende over for muslimerne, som således betegnes som folk, der er mere "emotionelle" end "rationelle"), såvel som ved dens kritik af, at aviserne bringer interviews med ekstremistiske imamer (punkt 89). Det er ikke eksistensen af de ekstremistiske imamer, som kampen imod "anti-racisme og intolerance" retter sig imod, men derimod det at ekstremismen bliver omtalt af medierne. Efter rapportens logik er det ikke de ekstremistiske imamer, som er "intolerante", men det er det at citere de pågældende udsagn, som er et bevis på intolerance. ECRIs kamp gælder altså selve virkeligheden: Virkeligheden må ikke tages i betragtning, den må ties ihjel. Således kan illusionen om det lykkelige multikulturelle samfund skabes.
For at denne illusion kan skabes, anbefales såkaldte "awareness-raising campaigns ... on the benefits of a multicultural society" (bevidstgørende kampagner ... om fordelene ved et multikulturelt samfund") (punkt 107), det vil sige et indoktrineringsprogram. Dette program skulle henvende sig til for eksempel "dommere, advokater og anklagere", som hidtil har fået "meget lidt formel skoling i racisme og racediskrimination", og bidrage til at eliminere "fordommene" hos dommerne (punkt 29). Dette punkt er særdeles vigtigt, eftersom det drejer sig om påvirkning af domstolen. Dette svarer endnu en gang til den totalitære praksis i kommunistlandene: Ikke blot idéen om "skoling" eller "genopdragelse", men også idéen om at dommernes samvittighed, personlige bedømmelse af sagerne og respekt for loven må vige for ideologiske hensyn ("klasseretfærdighedens krav" eller i dette tilfælde "antiracismens eller multikulturalismens krav").
Samme meningsændring tilsigtes også hos de danske erhvervsledere, som hidtil ikke synes at være blevet overbevist om "vigtigheden af at have personale fra etniske minoriteter" (punkt 64).
Kampen mod historien
En særlig plads i rapporten optager indoktrineringen af den unge generation. Rapporten beklager, at "man ikke har ændret den måde, hvorpå der undervises i historie", at undervisningen ikke indbefatter "kampen mod racisme, fremmedhad, antisemitisme og intolerance", og at der generelt ikke undervises i "multikulturalisme i de danske skoler" (punkt 38). Det anbefales, at "pensummet på alle klassetrin skal indbefatte undervisning i menneskerettigheder i almindelighed og om racisme og racediskrimination i særdeleshed" (punkt 39).
Med dette befinder vi os også på velkendt terræn. Det er præcist sådan, indoktrineringen foregik i kommunistsamfundet. Det følsomme fag historie er følsomt af to grunde: 1) uanset hvilken tolkning, man så anlægger på stoffet, handler historien om fakta; 2) det historiske stof falder hovedsagelig i to kategorier: nationalhistorie og verdenshistorie, og nationalhistorien er nationens erfaring og erindring. Historien er uløseligt forbundet med national bevidsthed. Derfor blev dette fag lemlæstet og forvrænget i det totalitære samfund. Historien skulle skrives om, så den passede til øjeblikkets ideologiske krav. Det er præcist det, der kræves i dag, ud fra en ideologi, som har et andet navn, men samme natur. Ligesom marxismen eller "den videnskabelige socialisme" eller ateismen var obligatorisk pensum i kommunistlandene, ligesådan ønskes nu, at et rent ideologisk stof, som skal påvirke folks tanker og adfærd, skal indlemmes i skolernes undervisning.
For det er virkelig en mentalitetsændring, ECRI bestræber sig på at skabe. Denne ændring anses som nødvendig ud fra den konstatering, at "kun 30 % af danskerne er interesserede i at møde medlemmer af andre etniske grupper" (punkt 106).
Denne bemærkning er ikke mindre afslørende end det forudgående. Den viser nemlig, hvor dybt rapporten bevæger sig ind i den private sfære, ja, ind i folks sjæl. Det er ikke nok, at folk overholder loven, de skal også udvise den rette gejst, de skal være opflammet af nysgerrighed, imødekommenhed, entusiasme for sagen. Det er slet ikke nok at være "tolerant – med den basale betydning: tolerere, acceptere, finde sig i det – man skal også være begejstret.
Totalitært skoleeksempel
ECRIs "antiracistiske" rapport er et skoleeksempel på totalitær tankegang. Menneskene betragtes som en blød voksmasse, som kan modelleres efter forgodtbefindende, eller som en gruppe børn, som skal opdrages. Hermed bryder rapportens forfattere afgørende med demokratiets (folkestyrets!) forudsætning, som ligger i – for at gentage et af Hannah Arendts argumenter – antagelsen af, at der findes voksne mennesker, som er i stand til at træffe deres velovervejede valg, og hvis vilje så bliver respekteret.
I et reelt demokrati skelnes mellem den offentlige og den private sfære. Der er en lov, som alle er lige for, og som definerer ganske konkrete forbrydelser. Men der findes ingen lov, som kan kræve, at man skal tænke på en bestemt måde, at tro i tilknytning til en religion eller ikke at tro, at vise begejstring for en sag eller ikke. Der kan i virkeligheden (efter selve sprogets logik) heller ikke være nogen "tolerance-lov": At tolerere (dvs. at tåle!) er per definition noget, man selv vælger at gøre. Der kan ikke findes en ret til tolerance, for en sådan ret opløser indholdet i ordet "tolerance".
Det er netop på grundlag af denne skelnen, at der ikke kan være ensretning i et demokrati. En af de mest uvurderlige gaver i demokratiet er, at der ikke hersker frygt for at sige sin mening. Derfor er demokratiet i eminent grad med til at fremme menneskeværdighed og basal hæderlighed. I selve ytringsfriheden ligger der som en implicit, men afgørende præmis, at der er en virkelighed, vi forholder os til, og som vi efter bedste evner prøver at forstå – altså en søgen efter sandheden.
Modsætningen til "antiracismen" som totalitær ideologi må være indlysende. Ifølge "anti-racismen" findes kun én sandhed – denne sandhed skal udbredes, alle skal bringes til at tænke ens og endda føle ens. Føle begejstring for indvandringen – for det er det, hele sagen drejer sig om.
Det nye menneske
Men indvandringen er et komplekst fænomen, som rejser alvorlige problemer. Det vigtigste er sammenstødet mellem civilisationer og religioner (primært modsætningen mellem kristendom og islam). Et folks forsvar for sig selv, for sin civilisation, sin levevis, sin styreform er ingenlunde et spørgsmål om racisme. "Antiracismen" strander på de fænomener, den ikke ønsker at se og vil tie ihjel. Menneskeheden er nemlig ikke en anonym mængde, som kan flyttes fra sted til sted, og hvis træk kan opløses i en grå, ansigtsløs masse. Den består af folkeslag, af kulturer, af civilisationsmæssige og historiske identiteter, af fællesskaber. Sådan er nu engang menneskeheden, og det er disse forskelle, som konstituerer menneskehedens rigdom og eventyr.
"Antiracismen" er ikke kun en ideologi. En ideologi bliver ikke fuldstændig totalitær med mindre den indeholder en utopi. Antiracismens utopi hedder "multikulturalismen", og dette er også det udtryk, rapporten skilter med. Der er et mål ved horisonten: Skabelsen af det multikulturelle, multietniske samfund. Det er ikke blot dette "ideale" samfund, der er målet, men også et bestemt menneske, som skal passe til det. I sidste instans er målet – ligesom i fortidens store totalitære ideologier – det nye menneske. Denne gang er det nye menneske det multikulturelle menneske. ("Et nyt menneske af et nyt racegrundlag", hed det i nazismen; "den proletariske internationalismes nye menneske", hed det i kommunismen.) For at skabe dette menneske er indoktrineringen fra barnsben nødvendig. Dette er jo totalitarismens essens.
På baggrund af den historiske erfaring kan man se fremtiden i møde med en vis optimisme: Mennesket lader sig ikke lave om. Mennesket er forblevet menneske.
Monica Papazu, som stammer fra Rumænien, har været bosat i Danmark siden 1980. Hun er mag. art. i sammenlignende litteratur, forfatter til bl.a. "Diamantbroen" (1995), "Det sidste slag på Solsorte Sletten" (1999) og "Det hvileløse hjerte" (2004).
