"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Den sproglige afmagt

14. august 2011 - Artikel - af Jeppe Juhl

Jeppe Juhl

Den 22. juli blev jeg i Politikens øjne ”højreekstremist". En pervers nordmand havde kastet politisk tryllestøv ud over mig.

Jeg gik i seng om aftenen den 21. juli som en almindelig og gennemsnitligt politisk forvirret dansker, der har set sit land forandre sig voldsomt igennem de sidste femogtyve år.

Jeg gik i seng den 21. juli med en i mine øjne kernesund og dybt berettiget skepsis over for den indvandringspolitik, som jeg mener vores tankeløse politikere har udøvet i deres iver for at fremstå som Gode mennesker.

Jeg gik i seng den 21. juli med en vis optimisme. Vi har – på trods af meget store fejl og åbenlyse kontraktbrud fra vores politikere – et velfungerende demokrati, og på et eller andet tidspunkt går det vel op for flertallet, at vi ikke kan pantsætte vores selvstændighed til en kollektivistisk europæisk utopi i Bruxelles.

Jeg gik i seng den 21. juli uden at være flov over, at jeg indser det som indlysende, at en håndværker fra Thyborøn og en fisker fra Algarve ikke har noget kulturelt fællesskab, men sagtens kan leve sammen i en europæisk virkelighed, hvor man handler på tværs af nationale grænser i fred og fordragelighed.

Jeg gik i seng den 21. juli med god samvittighed over offentligt at have udtalt, at den vestlige kultur er noget, vi skal være stolte af. At vi skal beskytte den, og ikke bukke under for moralsk eller kulturel relativisme.

Jeg gik i seng den 21. juli med sikker forvisning om, at Newtons tredje lov også gælder inden for sociologien. Der vil komme en naturlig og modsat rettet reaktion på dumme politiske aktioner.

Dommedagsscenarierne, som man hører og læser om fra demokratisk sindede, hæderlige, bekymrede og engagerede danskere, bliver aldrig til virkelighed, tænkte jeg, lige inden jeg lukkede øjnene.

Forvandling til højreekstremist

Lidet kunne jeg den aften vide, at da jeg næste dag lagde mig til at sove, så var jeg ikke længere en bekymret, politisk forvirret gennemsnitsdansker.

Næh, nu var jeg lige pludselig blevet forvandlet til højreekstremist!

Og tænk sig engang! Det var en pervers nordmand, der havde kastet politisk tryllestøv ud over mig.

En kynisk og megaloman massemorder havde gjort mig til højreekstremist. Det er min nye virkelighed. Hvis jeg altså skal tro på, hvad de skriver i Politiken og siger på venstrefløjen.

Og det pisser mig af. For nu at sige det på let forståeligt dansk. Ikke fordi jeg tager betegnelsen alvorligt, for den er ligeså latterlig, som den er absurd og meningsløs. Men fordi debatten om debatten er et forræderi mod Ordet!

Det er jo netop Ordet, der adskiller os mennesker fra de andre dyr på denne klode. Ganske enkelt. Vi mennesker kan sætte ord på vores tanker og gøre os forestillinger om den verden, vi lever i. Det er Ordet, der definerer vores allesammens virkelighed.

Uden Ordet kan vi simpelt hen ikke beskrive virkeligheden. Det konkrete forsvinder, når ordet forsvinder, Ja, selv det abstrakte – metafysikken, filosofien, religionen må lade livet i en verden uden ord. Det hele bliver uvirkeligt. Ikke-eksisterende. Uden Ordet er vi intet andet end umælende dyr.

Værn om Ordet

Det lyder måske en anelse svulstigt, men jeg mener faktisk i dybeste alvor, at beskyttelsen af Ordet, og dermed sproget, er af eksistentiel betydning. Det burde derfor være indlysende, at Ordet er noget, vi skal værne om. Men sådan forholder det sig ikke.

Det helt bizarre er, at de værste til at misbruge Ordet, de første til at gøre virkeligheden uvirkelig, ja det er såmænd store dele af den danske journaliststand og de professionelle meningsdannere, de såkaldt intellektuelle.

Altså netop dem, der bryster sig af at have Ordet i deres magt. Dem der ved et magisk associativt kneb har gjort mig og en perlerække af andre til højreradikale eller højreekstremistiske.

Jeg bygger ovenstående på overvældende dokumentation. For ordene højrepopulist, højreradikal og – i særdeleshed – højreekstremist er efter Breiviks forbrydelse blevet misbrugt af pressen og af politikere i en grad, der har gjort nat til dag, sort til hvidt. Det uvirkelige, til det virkelige.

Falsk virkelighed

Disse ord er blevet misbrugt af tankeløse mennesker, der skriver tankeløse ting, og af de ægte populister på den værdipolitiske venstrefløj, der ikke har kunnet dy sig for at slå politisk plat på en pervers forbrydelse.

Når først man har betegnet Pia Kjærsgaard som højreradikal og kredsen omkring Snaphanen og Uriasposten som højreekstremister, så mister ordene sin betydning. Mennesker og foreninger, der opererer inden for de demokratiske spilleregler, kan per definition ikke være radikale eller ekstreme.

Det her er meget mere end banal sproglig inflation. For disse tankeløse betegnelser vil uvægerligt, når de monomant bliver gentaget af stupide journalister og ikke bliver aggressivt imødegået, skabe en falsk virkelighed.

Den sproglige afmagt, forræderiet mod Ordet, skaber polarisering og er i sidste ende kun med til at gøre ondt værre, fordi det forhindrer den helt nødvendige og åbne debat, der i sidste ende er bolværket mod mareridtscenarier af den ene eller den anden art.

Jeppe Juhl, journalist (Cavlingprisen 1989)

 

 

 

 

 

 

 

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg