Aviskampagnen mod den private forening ORG bygger på løgn og opspind og er udtryk for det rene bølleuvæsen, mener professor Ole Hasselbalch. Han har aldeles ikke tænkt sig at lægge bånd på den vrede, som flere anmeldere af hans netop udkomne bog om "Politiken-affæren" har kritiseret ham for. Et af ofrene for smudskampagnen har opnået erstatning. Professor Ole Hasselbalchs nyeste bog, Politiken-affæren: Historien om et dagbladsangreb på demokratiet, der udkom den 24. februar, fik blandede anmeldelser.
Henrik Gade Jensen i Jyllands-Posten var særdeles positiv og gav bogen fire stjerner ud af seks, Sapphos anmelder Jeppe Juhl uddelte både ris og roser, mens Politiken og Information overhovedet ikke brød sig om bogen.
Flere af anmelderne kritiserede forfatteren for at være for vred. Han skulle have lagt bånd på sig selv og afstået fra at bruge så mange tillægsord. Så havde hans bog stået stærkere, og så ville han have haft større chance for at komme igennem til det publikum, der mest trænger til at høre sandheden, mente Sapphos anmelder.
Sappho har spurgt Hasselbalch, hvorfor han er så vred.
Hårrejsende menneskeforagt
Hasselbalch: "ORG-sagen drejer sig primært om en avis, Politiken, der kastede sig ud i en kampagne bygget på materiale fra det ekstremistiske, såkaldte Redox, et materiale, som redaktionen umuligt kunne undgå at vide var forfalsket. Redaktionen kunne også ud fra oplysninger i avisens eget arkiv konstatere, at kilden – som Pressenævnet oven i købet flere gange har advaret imod – var mere end dubiøs. Avisen udviste en hårrejsende menneskeforagt og lod hånt om de forudsigelige konsekvenser for de mennesker, der blev hængt ud. Nogle blev afskediget, én er selvmordstruet og dag medicineret, nogle har fuldstændig fået ødelagt deres privatliv. Men for journalisterne med de rette meninger var det hele bare smart og sjov og ballade."
"I Århus Stiftstidende var det endnu værre. Det ser ud til, at bladet har haft en direkte forbindelse til Redox og har været bevidst om, at hensigten var at ødelægge nogle menneskers liv. Selv efter at det var kommet frem, at der var tale om fup, fortsatte dette blad således en personforfølgelse i Stürmer-stil [Der Stürmer var et fanatisk antisemitisk blad i Nazityskland med speciale i personhetz, red.]. Det lå langt uden for, hvad der kan begrundes med nyhedsformidling."
Kratluskeri
Ole Hasselbalch betænker sig ikke på at kalde hele kampagnen for et udslag af "det rene bølleuvæsen".
"Den var led i en ondskabsfuld aktion mod nogen, som den ekstreme venstrefløj i sit vanvidsunivers har udnævnt til højreekstremister. Det gik så vidt, at Redox-folkene allerede inden pressekampagnen listede rundt med løgnehistorier til arbejdsgivere og andre, der samarbejdede med dem, Redox havde udnævnt til at være medlemmer i ORG. [Se beretningen i forlængelse af dette interview, red.] Kratluskeri af den slags er i øvrigt et andet af den 'antiracistiske' venstrefløjs specialer."
"Hvad bilder de to redaktioner sig egentlig ind? Enhver, der har læst dokumentationen i min bog – som længe har været tilgængelig for offentligheden – véd, at der var tale om humbug. Men hvad har de to blade gjort for at rette op på det, de har gjort? Svaret er: Ingen verdens ting."
Villa Tremmely
For en jurist, siger Ole Hasselbalch, er falsk noget af det værste, man kan gøre sig skyldig i.
"Havde det drejet sig om andre brancher, ville Politikens chefredaktør og bladets såkaldte 'graverchef' ledsaget af et par mand fra Århus Stiftstidende for længst have delt værelse med stjernekilden til røverhistorien, der som bekendt i øjeblikket befinder sig i Villa Tremmely."
"Jeg så derfor – og ser stadig – ingen grund til at lægge bånd på vreden. De to blade optræder, som om de kan tillade sig hvad som helst. Jeg er ikke politiker eller mediemenneske, men jurist og videnskabsmand. Derfor fremstiller bogen tingene, som de er."
Ifølge Hasselbalch gjorde medieverdenen klogt i at forholde sig til den usminkede virkelighed, han har beskrevet i sin bog.
"Man kan i længden ikke have medieverdenen kørende helt uden for de spilleregler og etisk/moralske principper, der gælder i andre dele af samfundet."
Du lader i bogen forstå, at mange mennesker har fået deres liv ødelagt af Politikens kampagne. Er der noget nyt i det?
"Jeg har i tidens løb set adskillige sager, hvor mennesker er blevet ødelagt af mediesvindel. Almindeligvis er de ramte imidlertid så langt nede, at de end ikke vover at forsvare sig i offentligheden. Hidtil har det af hensyn til ofrene ikke været muligt at konkretisere eksemplerne og gå til angreb på de konkret skyldige medier. I så henseende er ORG-sagen imidlertid unik. Det er vel end ikke utænkeligt, at Politiken her er løbet ind i noget, som bladet ikke kan styre."
Sværtning og stigmatisering
I gamle dage forstod vi censur som statsmagtens indgreb mod synspunkter, den ikke brød sig om. Din bog synes at pege på censurmekanismer, som grundlovens givere ikke havde forestillet sig. Hvem er de nye censorer, og hvilke metoder benytter de sig af?
"Som jeg har gjort opmærksom på i flere af mine skrifter, er censurens vigtigste redskab i dag ikke bål og brand, fængsel og bøde, men derimod sværtning og stigmatisering. Ved at sværte den, der lukker munden op, kan han eller hun som oftest skræmmes fra at sige mere, ligesom andre kan skræmmes fra overhovedet at sige noget som helst."
Politikens ORG-sag er et skoleeksempel på censur af denne art, mener Ole Hasselbalch.
"Den er langt mere effektiv. Hvis den udføres professionelt, vil den nemlig få offentligheden til at forkaste den sværtedes – altså censureredes – troværdighed. Ja, man gider måske end ikke sætte sig ind i, hvad han har at sige. Det er med andre ord end ikke muligt at få sandheden ud i illegale skrifter. Metoden brugtes i øvrigt både af Stalin og Hitler med stor succes."
To alen af samme stykke?
Flere af anmelderne drager en parallel mellem ORG og Redox og mener nærmest, at den ene ikke har noget at lade den anden høre. Er det fair?
"Nej. ORG har efter det, jeg kan se, intet ulovligt foretaget sig. Det er ganske almindelige mennesker, som blot har ønsket at mødes i fred for pressen og 'antiracistiske' vanvidspersoner."
"Men det er da meget morsomt at se, hvordan journalistiske anmeldere søger at komme uden om det, der er bogens hovedpointe, ikke blot ved at kritisere selve det, at jeg er vred, men også ved at konstruere ORG som en 'modpol' til Redox. Én af anmelderne harcelerede endog over, at jeg ikke er betænkelig ved, at der ved en bestemt lejlighed blev fundet våben hos et par ORG-folk. Ak, ak, ak – det var et par konkurrenceskytter med våbentilladelse, der havde været til præmieskydning og på vejen hjem til Århus kiggede ind til et ORG-arrangement, mens de lod deres geværer ligge i den sikrede bil. Hvor meget højreekstremisme kan der vrides ud af det? Enhver skytte ved i øvrigt, at der ikke kan laves revolution med et konkurrencegevær, det er det slet ikke indrettet til."
"En anden anmelder søgte at bortlede opmærksomheden fra min pointe ved at påstå, at jeg ufrivilligt afslørede, at også Den Danske Forening har arbejdet illegitimt, nemlig ved at smugle historier i medierne. Denne anmelder så bort fra, at foreningen aldrig har smuglet falske historier ind, og at sagens kerne er, at det er gået så vidt, at man var nødt til at smugle sande informationer ind i pressen."
"En tredje anmelder var sur over, at jeg har brugt plads i bogen til at fortælle om de sindssyge vilkår, netop Den Danske Forening måtte arbejde under, hvor løgnehistorier og fysisk vold mod den var dagligdag. Han var åbenbart ude af stand til at se, at netop disse vilkår, som en fuldt ud lovlig forening med et fuldt ud legitimt formål måtte finde sig i, var det, der fik ORG-folkene til at holde sig væk fra rampelyset. Hvorfor i alverden skulle de udsætte sig for det samme? Men dette spørgsmål stiller jo altså kun den, der ved, hvad Den Danske Forening måtte igennem, og dette kendskab er ikke noget, man får via pressen."
Politiken har intet lært
Hvad kan man gøre for at komme en nye censur til livs?
"Man kan blive ved med at kæfte op. Og man kan vise folk, hvad sværtningscensurens teknik er, og hvorfor den anvendes."
Tror du, at Politiken er blevet klogere?
"Nej. Bladet lever af det segment i befolkningen, der vil have historier som dem om ORG. Og de vil ikke høre noget, der er ude af trit med det pseudoprogressive tankeunivers, Politiken repræsenterer. Et sådant blad leverer naturligvis ikke noget, der forstyrrer læsernes følelsesliv ved at fortælle dem, at de har fået stukket blår i øjnene, og at de mentalt sover i arm med terrorister."
"Det er da også karakteristisk, at Politikens anmeldelse af bogen ledsages af et af de billeder, som tilhører ORG, og som bladet slet ikke har ret til at bringe. Samtidig oplyser man minsandten i en klumme ved anmeldelsen, at Pressenævnet har kritiseret, at bladet bragte private fotos uden tilladelse."
"Nej, Politiken forstår ikke noget som helst. Og man vil heller ikke forstå."
Sørens historie
Sappho har prøvet at få nogle af de mennesker, der har fået karrieren eller livet ødelagt som direkte resultat af Politikens og Århus Stiftstidendes kampagne mod ORG, til at fortælle deres historie.
Men selv om vi har garanteret dem anonymitet, tør de fleste af dem ikke tale med os. De er bange for, at det alligevel vil være muligt for venstreekstremister eller journalister at opspore dem og tilføje dem yderligere skade.
Dog er det lykkedes Sappho at få kontakt med en pædagog ved en institution for kriminelle og adfærdsvanskelige unge et sted i Jylland. Af hensyn til hans kone og børn vil han ikke have sit navn frem. Sappho kender hans sande identitet og har fået en kopi af skrivelser, der foreligger i sagen. Her kalder vi ham Søren.
Afhængig af kommunen
Institutionen, han arbejdede på, var privat, men afhængig af, at kommunen henviste klienter til den.
Det har folk fra det venstreekstremistiske Redox-kollektiv åbenbart været klar over, og Søren formoder, at det var en person med forbindelser til Redox, der ringede til kommunen for at gøre opmærksom på, at den institution, den henviste klienter til, rummede en farlig højreorienteret, der var blevet afsløret som medlem af ORG.
Herefter henvendte kommunen sig til institutionens leder, der fyrede Søren, selv om Søren under en samtale havde opfordret ham til at have is i maven og sidde pressionen overhørig. Men han turde ikke.
I et brev til Sørens juridiske rådgiver erkendte kommunen, at den havde modtaget en henvendelse fra en "borger", og at kommunen derefter havde gjort Sørens arbejdsgiver opmærksom på Politikens beskyldninger mod ORG. Kommunen bedyrede imidlertid, at den ikke havde opfordret arbejdsgiveren til at afskedige Søren.
Klækkelig erstatning
Hvad institutionslederen åbenbart ikke var klar over var, at Søren var medlem af en fagforening. Fagforeningen bad Søren skaffe en formel fyringsbegrundelse, der imidlertid forekom så konstrueret, at fagforeningens advokat truede institutionen med et sagsanlæg for uberettiget afskedigelse.
Tre-fire dage senere modtog Søren et forligstilbud fra den rystede institutionsleder, der tydeligvis vidste, at han stod på gyngende juridisk grund. Tilbuddet indebar en klækkelig økonomisk kompensation til Søren, der senere har fået andet arbejde.
Læs mere om Ole Hasselbalchs bog og bestil den her.
