Jeg har de seneste dage været genstand for en del presseomtale, og det er måske på sin plads, at jeg selv fortæller, hvordan jeg har oplevet reaktionerne på mordforsøget uden for min bopæl på Frederiksberg den 5. februar.
Især fordi jeg gerne vil foregribe mytedannelser.
Først og fremmest den myte, at jeg efter skudepisoden skulle være blevet ombølget af mediernes og politikernes udelte sympati, og at alle nu samles i et stålfast forsvar for ytringsfriheden.
Altså noget i retning af det opråb, man dagen efter kunne læse i en redaktionel kommentar i Politiken.
Det jeg havde været ude for, skrev chefredaktør Bo Lidegaard, ”kalder på hele samfundets øjeblikkelige, ubetingede og automatiske solidaritet”.
Det er i hvert fald et fremskridt sammenlignet med dengang i 2011, da Politiken-skribenten Anita Bay Bundegaard i et hollandsk fjernsynsprogram forlangte, at staten skulle retsforfølge ”farlige meninger” – heriblandt mine meninger.
Eller dengang Bo Lidegaards forgænger på chefredaktørposten, Tøger Seidenfaden, krøb rundt i sølet for 100.000 påståede efterkommere efter en profet, der muligvis har levet i 600-tallet.
Det er i øvrigt så som så med Politikens egen solidaritet.
Chefredaktør Lidegaards leder på forsiden starter med at udtrykke sin glæde over, at jeg ikke er død, men går hurtigt over til at forklare, hvilket usselt kryb jeg er – med alle mine ”forvrøvlede, hadefulde og fornedrende udtalelser om muslimer i Danmark.”
Hvis avisen havde interesseret sig for, hvad jeg har sagt og skrevet, ville den vide, at jeg næsten aldrig har udtalt mig om muslimer – og i hvert fald aldrig specifikt om dem, der bor i Danmark – men at mit ærinde har været at beskrive og kritisere islam.
Muslimer er, mener jeg, ofre for en syg politisk ideologi, der mere ligner nazisme og kommunisme end den ligner religion.
Så blev jeg godt nok fanget i at have sagt noget, der med opbydelse af al mulig ond vilje kunne udlægges som en grundløs beskyldning mod samtlige muslimske mænd i verden – vel mindst en halv milliard.
Jeg skulle have udtrykt det synspunkt, at de hver og en voldtog deres egne døtre. Da jeg til min bestyrtelse opdagede, at nogen faktisk tillagde mig et sådant synspunkt, skyndte jeg mig i pressen og fortalte, at det naturligvis aldrig havde været min agt at påstå noget så åndssvagt.
Efter behandling i tre retsinstanser står det klart, at udtalelsen for det første var taget ud af en meget længere sammenhæng og desuden ikke havde været beregnet på udbredelse i offentligheden.
Det får dog ikke Politiken til at holde inde. Dagen efter at jeg skulle have været myrdet, gentager avisen de anklager om voldtægter, som jeg måtte bruge halvandet år på at rense mig for i byretten, landsretten og Højesteret.
Derfor må Politikens læsere også udmærket kunne forstå avisens karakteristik af mig som ”paranoid” og besat af ”rabiate holdninger”. Og på den baggrund er det vel heller ikke så svært at forstå attentatmandens bevæggrunde til at ville ekspedere mig ud af denne verden.
Hvis det skal gøre det ud for solidaritet med en mand, der få timer forinden måtte slås for sit liv, så foretrækker jeg de hellige krigere, der i det mindste ikke lægger skjul på deres hensigter.
I øvrigt er Politiken ikke ene om denne særprægede form for solidaritet. Flere af de andre medier benyttede skudepisoden på Frederiksberg til atter at offentliggøre de udtalelser, som Højesteret sidste år afgjorde ikke havde været fremsat med henblik på offentliggørelse.
Det minder mig om den berømte avisoverskrift: ”Morderen fra Kolding frikendt”.
Vender vi os til de politiske reaktioner, så er man også her ved at opbygge en myte om, at i farens stund stod alle sammen om at værne ytringsfriheden.
Nå ja, lige bortset fra at Bo Lidegaards særlige venner i Det Radikale Venstre vistnok ikke har sagt noget.
Men ellers er det nydeligt, hvad diverse partiledere anført af statsministeren har udtalt.
Bragesnak
Det spørgsmål, der imidlertid specielt interesserer mig, er, hvad politikerne agter at gøre for forsvare ytringsfriheden, for den forsvares i hvert ikke ved festtaler.
Så vidt jeg kan se, er der kun to partier, der har udtrykt vilje til at bakke bragesnakken op med konkrete handlinger, nemlig Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.
De andre skal ikke have noget klinket. De vil ikke være med til at afskaffe straffelovens to skandaløse krænkelsesparagraffer, 140 og 266b.
De vil ikke gribe effektivt ind mod de – få eller mange – indvandrede muslimer, som ikke er kommet til landet for at lade sig integrere, eller fordi de elsker frihed, lighed og demokrati, men fordi Danmark er et godt sted at modtage offentlig understøttelse, mens man frit kan udbrede sine barbariske anskuelser og true etniske danskere på livet.
En af disse barbarer stod uden for min dør i tirsdags, og jeg er bange for, at der er adskilligt flere af hans slags.
PET’s chef har netop meddelt, at politiet er ude af stand til at beskytte alle, der skal slås ihjel, fordi de har sagt bøh til profeten.
Hvad vil politikerne gøre ved det?
Det er deres ansvar. Gennem 30 år har de – stadig med undtagelse af Dansk Folkeparti – påtvunget den danske befolkning en masseindvandring af integrationsresistente, som aldrig ville have fået adgang, hvis befolkningen havde fået lov at stemme om det.
Det er de samme politikere, der ikke selv bor i muslimsk-beherskede områder, hvor dansk lov ikke længere kan håndhæves.
De samme politikere, der sender deres egne børn i privatskoler, så de kan undgå at få deres skolegang spoleret af analfabetiske indvandrerdrenge.
Jeg kunne tilgive politikerne, hvis de for længst havde indrømmet, at masseindvandringen er forløbet helt anderledes, end de havde forestillet sig, og at vi derfor må sige stop og tage integrationsskeen i den anden hånd.
Men selv om de har haft årtier til at læse deres lektier, fortsætter de folkeudskiftningspolitikken med uformindsket styrke.
Jeg har opgivet at forstå, hvorfor de gør det. Jeg må indskrænke mig til at konstatere, at det gør de altså.
Der er ligeglade med Danmarks og det danske folks fremtid.
Og de er ligeglade med den ytringsfrihed, som de nu atter bedyrer er grundlaget for alt godt.
Ellers ville de gøre noget.
