Vi ved ikke præcis, hvem vore læsere er. Men da vi for nylig rendte ind i en politiker fra Det Radikale Venstre, der fortalte, at han da også læste Sappho, blev vi igen bekræftet i, at vore historier interesserer folk fra store dele af det politiske spektrum.
Da Trykkefrihedsselskabet havde sin stiftende generalforsamling i marts 2005 i en præstegård på Fyn, anede vi ikke, hvordan det ville komme til at gå. Ville foreningen ligge død efter et år? Ville vi kunne tiltrække medlemmer og økonomisk støtte?
Og da vi samme efterår kunne sende det første nummer af Sappho ud, vidste vi ikke, om det ville blive det eneste. Var der interesse for den form for journalistik, vi koncentrerede os om?
I dag har Trykkefrihedsselskabet, der er på vej mod 400 medlemmer, for længst bevist sin eksistensberettigelse med en række konferencer og møder om ytringsfriheden med folk fra USA, Kina og Europa. Det er også lykkedes at samle helt forskellige deltagere og oplægsholdere. Særlig tydeligt var det ved efterårets støttemøde for den dødstruede svenske tegner Lars Vilks: ”Man kikker på listen over indbudte talere, gnikker øjnene en ekstra gang og beslutter, at det her må man bare overvære, for der skal vist skrives et lille stykke Danmarkshistorie.” Sådan skrev Arne Hardis i Weekendavisen den 5. oktober. Blandt talerne var flere ledende redaktører, bl.a. Flemming Rose og Tøger Seidenfaden, foruden bl.a. Naser Khader og Kåre Bluitgen. ”Til sidst", skrev Hardis, "er der fri minglen med kaffe og lunkne øl og vin i det nye parnas. Gamle socialister og gamle tidehvervsfolk vandrer rundt mellem hinanden”. En aften, hvor ”spejlblanke ateister går rundt blandt alvorlige lutheranere, nationalister og internationalister står side om side og er enige i aften”.
Et bedre skudsmål kunne forkæmpere for ytringsfrihed og pluralisme næppe ønske sig. At Tøger Seidenfaden så var kommet for at udtrykke sin afsky for Trykkefrihedsselskabet og flere af de mennesker, der var med til at få foreningen i gang, det er en anden sag. Men det er rigeligt belyst i pressen.
I Sappho har vi i de to år, vi har eksisteret, interviewet de mest forskellige mennesker. Senest har der været stor interesse for det dobbeltinterview, som redaktørerne op til folketingsvalget lavede med Farshad Kholghi og Pia Kjærsgaard. Den medfølgende video er blevet set af over 7000.
Særligt Pia Kjærsgaards udtalelser om, hvad hun vil gøre den dag, Enhedslistens Asmaa Abdol-Hamid (der i dag er suppleant for den nyvalgte Johanne Nielsen), står på folketingets talerstol og indleder med ”I Allahs navn, den nådige, den barmhjertige”, har vakt opsigt. Pia Kjærsgaard sagde: ”Så smider vi hende ud. Jeg havde nær sagt korporligt. Men det kan jo ikke lade sig gøre. Hvad skal vi i grunden gøre? Lad os nu se, om hun i det hele taget underskriver grundloven.”
dtalelsen er gået alle landsdækkende aviser rundt. Oppositionen, repræsenteret ved Svend Auken og Enhedslisten har taget skarpt afstand. Det bliver nærmest udlagt som om Pia Kjærsgaard går ind for vold. Sådan tænker de åbenbart også på dagbladet Information, hvor Georg Metz harcelerer over udtalelsen i sin kommentar lørdag den 24. november: ”Altså at smide et folketingsmedlem ud for at nævne Allah. Ikke korporligt. Så har Kjærsgaard lige lanceret ideen, men ikke tilskyndet til vold. Det skal jo ikke hedde sig, og stueren er man vel.”
Dagen forinden ironiserede David Rehling i samme avis over Dansk Folkeparti som et ”overset revolutionært parti”. Rehling, der udlader at nævne, at Kholghi også var med i interviewet og i øvrigt var meget enig med Kjærsgaard, spekulerer på, hvem det vi er, som Kjærsgaard taler om i artiklen? Er det VKO-flertallet? Skal de med den 90. færing i hælene styrte mod talerstolen og Abdol-Hamid? ”Jamen, det bliver da en scene, der vil indskrive sig i international parlamentarisk historie. Ligesom knytnævekampe i Sydkoreas og Japans ærværdige kamre og de afsluttende øjeblikke i den tyske Weimar-republik.” Og så slutter Rehling med dydigt at citere grundlovens bestemmelser om, at ”Enhver der antaster folketingets sikkerhed eller frihed osv.”
Altså, Pia Kjærsgaard er ikke meget bedre end ham, der i sin tid overhældte statsministeren med rød maling, skal vi forstå. Eller måske endnu værre. Ak ja. Man har stadig i erindring dengang Tøger Seidenfaden sammenlignede Pia Kjærsgaard med Adolf Hitler. Der var blot overskægget til forskel.
Rehling betegner i øvrigt Sappho.dks udgiver, Trykkefrihedsselskabet, som ”et datterselskab i Søren Krarup-familie-koncernen”. Fordi selskabets næstformand er Katrine Winkel Holm, Krarups datter. Men hvad med alle de andre bestyrelsesmedlemmer? Raju Mishra, der er buddhist og født i Indien for eksempel? Formanden, Lars Hedegaard, der er ateist?
Weekendavisen har i denne uge en stor artikel om netop Trykkefrihedsselskabet og PEN, hvori journalist Helle Broberg Nielsen atter opruller det efterhånden godt gennemtyggede drama omkring Lars Hedegaards mislykkede optagelse i PEN for fire år siden. Som læserne sikkert er bekendt med, lykkedes det ikke Hedegaard at komme indenfor i dette fornemme selskab til forsvar for ytringsfriheden – og ganske særligt til forsvar for en masse andre sager med en meget perifer berøring med ytringsfriheden. Heraf udsprang Trykkefrihedsselskabet. Og Sappho.
Overskriften på Brobergs artikel er ”Pæn eller paranoid”. PEN er de pæne, men er Trykkefrihedsselskabet de paranoide? Når man læser, hvad dele af oppositionen og Information har fået ud af Kjærsgaards spekulationer over, hvordan man tackler en tilhænger af den islamiske stat på landets fornemste talerstol, må man spørge om ikke det er her paranoiaen ligger.
