Nyheden fik et frimærke nederst på side 15 i B.T. den 4. april, og det er åbenbart heller ikke noget, som Domstolsstyrelsen er særlig stolt af. I hvert fald har personalevejledningen endnu ikke fundet vej til Styrelsens hjemmeside – hvis der altså er noget om snakken.
Og skulle det vise sig, at Domstolsstyrelsen faktisk har truffet en sådan beslutning, lover vi her på Sappho at endevende hele sagen efter bedste evne. Således har vi allerede bedt om aktindsigt. Det må være rimeligt, at de danskere, der i fremtiden risikerer at skulle dømmes af mennesker, der med deres klædedragt signalerer tilslutning til et aldeles fremmed – og efter den danske grundlov ulovligt retssystem ¬– nemlig shariaen, får at vide, hvordan landets øverste juridiske myndigheder er nået til denne beslutning. Hvem har de konsulteret? Hvilke eksperter har de inddraget? Hvilke bøger og dokumenter har de studeret? Hvilke diskussioner har de ført?
Eller er sagen, at hele den debat, der de sidste 6-7 år har raset såvel i Danmark som internationalt om islams og den enkelte muslims forpligtelser over for shariaen, er gået hen over hovedet på de fine herrer og damer? Har de baseret deres afgørelse på deres egne kulturradikale fordomme om, at islam er en fredens religion, der på ingen måde adskiller sig fra f.eks. kristendommen, men som desværre er blevet kidnappet af ekstremister osv.? Eller er forklaringen, at de alle sammen bor i Rungsted eller Søllerød, hvor man hverken hører eller ser noget ondt?
Nogle overvejelser må der være foregået. I hvert fald kunne justitsminister Lene Espersen i et svar til Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti den 18. juli sidste år henvise til en udtalelse fra Domstolsstyrelsen, hvoraf det fremgik, at den var ved at undersøge mulighederne for at fastsætte fælles retningslinjer for påklædning for ansatte ved domstolene. På det tidspunkt kunne Domstolsstyrelsen imidlertid ikke fortælle, om retningslinjerne ville rumme en accept af tørklæder.
Allerede sidste sommer stod det klart, at noget var i gære. Kort tid efter, at statsministeren havde givet den muhammedanske uniform sit blå stempel, sprang Højesteretspræsident Torben Melchior ud som integrationskonsulent, idet han offentligt understregede vigtigheden af at integrere de mange "nydanskere" på arbejdsmarkedet. Eller for nu at komme til sagen: Det var ham om at gøre, at muslimer fik adgang til landets dommerembeder.
På et spørgsmål fra Peter Skaarup, der blev besvaret den 18. juni 2007, dansede justitsministeren nydeligt rundt om den varme grød. Vi lever i et land med religionsfrihed, meddelte hun, og det indebærer, at kvinder er i deres gode ret til at bære tørklæder. "Men bæres tørklædet eller nægter man at give hånd som led i et ønske om at udtrykke en grundlæggende uenighed i den måde vores samfund og vores retssystem fungerer på, ja så er det min klare holdning, at man ikke skal kunne ansættes som dommer ved de danske domstole."
Hvis Ritzau-historien er rigtig, må Domstolsstyrelsen nu have ryddet dette problem af vejen og fundet ud af, at tørklædet ikke udtrykker nogen afstandtagen fra vores samfund eller retssystem.
Det vil i så fald være en besynderlig slutning, idet kravet om at kvinder skal gå tildækkede er et centralt element i shariaen, der jo også rummer talløse andre bestemmelser om alt fra indførelse af et kalifat, til stening af liderlige kvinder og til hvilken fod, man skal sætte forrest, når man forlader et toilet.
Men Domstolsstyrelsen forestiller sig måske, at de tilhyllede kvinder kun følger deres religion på dette ene punkt og tager afstand fra alt det andet? Hvis det er tilfældet, er det så meget mere nødvendigt at finde ud af, hvordan den er kommet til en så absurd formodning.
Specielt på baggrund af, at sagen om den muslimske uniformering ikke har været drøftet åbent i juridiske kredse. F.eks. ikke i Ugeskrift for Retsvæsen.
Man har således heller ikke diskuteret, hvordan islam kan påberåbe sig beskyttelse med henvisning til den frie religionsudøvelse, når den muhammedanske din også rummer et komplet sæt af gudgivne love, der står over de menneskeskabte – f.eks. dem, der stadig dømmes efter i danske retssale.
Vi vender tilbage.
