"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Bryder den islamiske verden sammen?

11. februar 2011 - Klumme af Alex Ahrendtsen

Alex Ahrendtsen

Nordafrika og den arabiske halvø er i oprør. Demonstrationer, råb om frihed og demokrati gjalder gennem gaderne. Det tænder naturligvis håb i frihedselskende mennesker. Men er det et naivt håb? Ender det ikke i diktatur og kalifat? Som så mange gange før. Det kommer an på øjnene, der ser, og hvem man spørger.

Grund til bekymring?

I de seneste uger har mange kommentatorer og politikere givet udtryk for deres bekymring. Ikke blot i Danmark, men i hele den vestlige verden. For dem er den islamiske verden en magtfaktor, man skal frygte.

Andre derimod mener, at den islamiske verden gennemrystes af krampetrækninger som tegn på fornyelse eller at den bryder sammen inden for en overskuelig årrække med apokalyptiske følger for Europa som resultat.

Så hvad skal vi tro på?

Fremtiden er ikke forudbestemt, det ved vi, men bestemt af menneskers handlinger. Hvordan hænger det hele sammen? Hvem har ret? Går den islamiske verden under, eller finder der en omvæltning sted på grund af uddannelse og deraf faldende fødselstal, sådan som Youssef Courbage og Emmanuel Todd påstår. Kan det islamiske spøgelse manes i jorden?

Islam som patient

Den tysk-epgyptiske forfatter Hamed Abdel-Samad udgav sidste år sin selvbiografi Mein Abschied vom Himmel (se anmeldelse). Heri lagde han sig på briksen og udsatte sig for en skånselsløs psykologisk selvkritik.

I sin nyeste bog Der Untergang der islamischen Welt. Eine Prognose (Den islamiske verdens undergang. En prognose) er det ikke ham selv, der er patienten, men den islamiske verden, specielt den egyptiske, og den er syg.

Bogens undertitel En Prognose er egentlig misvisende, for forfatteren tegner snarere en psykologisk profil af den verden, forfatteren kommer fra, og det er foruroligende læsning.

Får han ret, kan vi i dette århundrede forvente optøjer, økologiske katastrofer og hele nationers sammenbrud, som medfører massive folkevandringer, der i sidste ende også vil føre til Aftenlandets undergang.

Bogens Spengler-inspirerede tese er, at den islamiske verdens usikkerhed og selvhad projiceres over på Vesten og fremhæver den kulturelle skizofreni som eksempel.

Intet sted på jorden er der ifølge forfatteren en sådan uhæmmet materialisme som i den islamiske verden. Den fører til enten åndelig armod eller religiøs fanatisme. Der er ingen mellemveje som i Europa.

Islamiseringen, skriver forfatteren, er en modstandskamp, der dækker over, at islam er ved at forsvinde. Muslimer hænger fast i ”bitterhed og hævnfølelse”.

Og med en fræk neologisme anklager han toneangivende muslimer i Vesten for at lide af Holocaust-misundelse, fordi de evig og altid fremstiller sig selv om ofre. (Forfatteren underviser i jødisk historie i München). I stedet for at bruge friheden i Vesten til at forny den islamiske teologi arbejder man på at undergrave selvsamme.

I de islamiske lande er der en evig kamp mellem tradition og fornyelse, og førstnævnte vinder altid. Hamed Abdel-Samad underbygger sine påstande med talrige eksempler på muslimers mindreværdskompleks og fremhæver den allestedsnærværende krænkelsesmentalitet, der også hærger i de muslimske lande selv.

Som bevisførelse gennemgår Hamed Abdel-Samad skolernes historiebøger i lande som Egypten, Saudi-Arabien, Yemen og Jordan. Materialet er gennemsyret af et manikæisk verdenssyn med muslimerne som de gode, og Vesten som de onde (det minder meget om det, danske skolelever lærer af flagellantiske lærere).

Som eksempel på den islamiske verdens tilstand kunne han også have nævnt den omfattende pædofili og homosekualitet i Afghanistan, hvor selv imamer har drenge som elskere.

Omvæltningen

Sociologerne Youssef Courbage og Emmanuel Todds hegelsk inspirerede bog Die unaufhaltsame Revolution. Wie die Werte der Moderne die islamische Welt verändern (Revolution, der ikke kan standses. Hvordan den moderne verdens værdier forandrer den islamiske verden) når frem til en anden følgeslutning. Der foregår nemlig en snigende omvæltning i de islamiske lande, siger de.

Forfatterne kan på baggrund af omfattende sociologiske og demografiske analyser konkludere, at der i de muslimske lande finder en af-islamisering sted. En hvabehar? En af-islamisering? Man kniber sig i armen og læser ordene igen.

Jo, den er god nok. Islamismen og terroren er ifølge forfatterne en reaktion på af-islamiseringen og på fødselsraternes tilbagegang. Fundamentalismen er ganske enkelt et tegn på en tro i krise.

Kvindernes stigende uddannelsesniveau har fx medført, at arabiske kvinder nu får 3,5 børn i gennemsnit mod tidligere 7,5 i 1975. Iran og Maghreb-landene har en fødselsrate som i Frankrig.

Todd har jo tidligere påvist, at når 50 % af mændene i et land kan læse, går der som hovedregel 25 år, før kvinderne har opnået det samme. Dette fører til udvikling. Dvs. skolerne kommer før fabrikkerne.

Samtidig er der en sammenhæng mellem stigende uddannelsesniveau og færre børn. Så når Taliban angriber skoler og kvinder, der uddanner sig, ligger der en frygtindgydende logik bag.

Hvem har ret?

Men alligevel. Holder det? Overalt skyder moskeer op som paddehatte, muslimske kvinder tilslører sig i stigende grad, flere og flere krav om særordninger lyder, islamiske landes regeringer forsøger at tvinge FN og Vesten i knæ, ytringsfriheden knægtes overalt i islams hus, sharia-love sættes i værk. Så hvordan kan Emmanuel Todd være så optimistisk?

Hvis vi husker vor egen historie, finder vi noget, der ligner. For over 100 år siden gennemlevede Danmark også det moderne gennembrud. Indre Mission havde samtidig sin storhedstid med mere end 300.000 medlemmer. En voldsom bogstavtro kristendom som svar på det moderne.

På sin vis har begge forfattere ret. Deres analyse er, at de islamiske lande gennemrystes af forandringer som aldrig nogensinde før. Spørgsmålet er, om det ender i et apokalyptisk ragnarok eller i en forbrødning mellem folkeslagene på grund af den moderne verdens uafvendelighed.

Inden man selv afsiger sin dom, er det værd at huske på, at Emmanuel Todd ikke er en hvem som helst. Han forudsagde både Sovjetunionens sammenbrud og den amerikanske økonomis kollaps.

Så han har lidt at have sine konklusioner i. Men samtidig kan vi se, hvordan befolkningseksplosionen, ufriheden og de karrige resurser er en skruestik om de islamiske landes befolkninger.

Personligt sætter jeg min lid til ideologiernes og utopiernes tilbagetog. Dette baner vej for virkeligheden, og virkeligheden rydder stien for forandringer. Affortryllelsen af verden fortsætter. Trods modstand.

Der er forhåbentlig ikke grund til at se så dystert på fremtiden, som mange gør. Demonstrationerne i Nordafrika og den arabiske halvø vil forhåbentlig endnu en gang bekræfte Emmanuel Todds profetiske klarsyn.

 

Hamed Abdel-Samad: Der Untergang der islamischen Welt. Eine Prognose, München 2010

Youssef Courbage & Emmanuel Todd: Die unaufhaltsame Revolution. Wie die Werte der Moderne die islamische Welt verändern, München 2008

 

Kommentarer

Læserkommentarer på trykkefrihed.dk bliver lagt på uden moderering og først bagefter gennemset. Vi opfordrer læsere til at holde en civiliseret tone og at afstå fra grove personangreb. Redaktionen forbeholder sig ret til at slette indlæg, der ikke holder sig inden for disse retningslinjer.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg