Jeg har lige været til en akademisk konference ved Pennsylvanias Universitet, dels på grund af interesse for emnet ("American & Muslim Worlds ca. 1500-1900"), dels for at få et førstehåndsindtryk af debatten på humaniora på universitetet nu om dage. Som grundlæggeren af Campus Watch (en organisation, der holder kritisk øje med amerikanske universiteters dækning af især Mellemøsten, red.) spekulerede jeg på, om det står så dårligt til, som vores rapporter antyder, eller om vi koncentrerer os om undtagelser.
Mit første indtryk var, at der var en intellektuel bekvemmelighed. Den fremherskende konsensus om en fælles grundlag af venstreorienterede antagelser fortrænger anderledes holdninger. Der er en række hierakier:
-
Moderne er bedre end gammel
-
Ikke-amerikaner er bedre end amerikaner
-
Kvindelig er bedre end mandlig
-
Mørk hudfarve er bedre end lys hudfarve
-
Muslim er bedre end ikke-muslim
Ordet "islamofobi" bruges, som om det var et ord, der indgår i almindelig sprogbrug, snarere end et propagandistisk redskab til at lukke munden på kritikere. Henry Jessup, der var en fremtrædende missionær i 1900-tallet, blev ganske anakronistisk kaldt for en "fremtrædende muslim-hader".
En canadisk professor bosiddende i Costa Rica tog afstand fra, at folk i USA "kidnappede" ordet amerikaner, så det kun betegner dem selv. En taler roste konferencen for at have "problematiseret USA's centrisme". En ordstyrer var så bekymret over "Amerika-centrismen", at han spurgte: "Burde vi slet ikke have dette emne? Er der en iboende arrogance" ved, at amerikanere studerer muslimer? Der gik en kuldegysning gennem forsamlingen, da "Trump" blev nævnt, hvorimod der var en forudsigelig anerkendelse af Edward Said.
Mit andet indtryk angår jargonen. Ingen uden for de akademiske cirkler bruger ord som "problematisere", "racialisere" eller "relativisere", og man ville endnu mindre "historisere begrebet fantasi". (Hvad er det med al den omdannelse af navneord til verber med et –isere?). Brugen af ordet "og" i konferencens titel gav anledning til en større debat (ligger der deri, at den amerikanske verden og den muslimske verden er vidt forskellige eller kan der være overlap?) i en sådan grad, at det blev kendt som "og-problemet".
Det tredie og stærkeste indtryk angår ligegyldigheder: historikernes tendens til at undgå store, meningsfulde analyser og i stedet behandle små, irrelevante emner. De besvarer spørgsmål, som ingen stiller. Denne tilbøjelighed stod lysende klar ved konferencen på Pennsylvanias Universitet.
Oplæg med titler som "Byrons hourier i Amerika: Visuelle afbildninger af muslimske heltinder i 'The Gallery of Byron Beauties'" og "Fremmede i de fremmede lande: 'rebs og yanks' ved khedive-borgen" forvandlede et ellers interessant emne om tidlige amerikansk-muslimske relationer til en række obscuriteter. Den mærkeligste titel var imidlertid "Bombos Amerika: Et energi-humaniore syn på den tidlige amerikansk-orientalske fortælling".
Påtrængende og nyttige emner blev derimod knap nok berørt: lærde muslimers rolle blandt afrikanske slaver; betydningen af Moro-oprøret på Filippinerne for den amerikanske meningsdannelse; tidligere tiders protestantiske missionærers betydning for Mellemøsten; procentdelen af muslimer under den tidlige indvandring fra Mellemøsten; hvordan gadehandlere blev manufakturhandlere og derefter i høj grad ejere af spiritusforretninger; arven efter shrinerne – officielt kendt som 'the Ancient Arabic Order of the Nobles of the Mystic Shrine', med deres imitationer af Mekkatempler og andre islamiske motiver.
Konferencen blev annonceret som "gratis og åben for offentligheden, men tilmelding er nødvendig", så jeg blev skrevet op, hvormed arrangører og talere blev bekendt med min tilstedeværelse. Jeg kan ikke være sikker, men jeg tror at Kambiz GhaneaBassiris umotiverede henvisning til min artikel "The Muslims are Coming! The Muslims are Coming!" fra 1990 var møntet på mig. På samme måde virkede de gentagne henstillinger til ikke at optage med lyd eller billede fra konferencen til at være henvendt direkte til mig. Det er en mærkelig henstilling fra en akademisk institution, der i sin natur ønsker at nå ud til et bredere publikum, men det er forståeligt i betragtning af, hvor ofte Campus Watch har udstillet overdrivelser på mellemøststudierne ved optagede begivenheder. Jeg tvivler på at forbud kan håndhæves juridisk set.
Jeg voksede op ved et universitet (min far Richard er professor emeritus) og fik derefter en Ph.D. i middelalderhistorie. Jeg forventede derfor oprindeligt, at universitetsområdet altid ville være omdrejningspunktet for mit liv. Da universitetsmiljøet radikaliseredes, og jeg ikke gjorde, visnede min relation til universitetet. Når jeg nu lejlighedsvist vender tilbage og besøger det, føler jeg mig altid fremmedgjort af det venstreorientere, jargonen og den arrogante mangel på relevans. Jeg var glad for at være undsluppet dets fangarme, men jeg er bekymret for Amerikas (der har vi igen det ord) højere uddannelser. Så jo, Campus Watch har ret.
Fox News afslørede, at halvdelen af amerikanerne er rede til alternative medier. Hvornår finder underviserne ud af, at den samme logik gælder for universiteterne?
Daniel Pipes (@DanielPipes) er formand for 'Middle East Forum'.
Oversættelse: Kirsten Valeur
Tilføjelse 5. april 2017: (1) Konferencen på Pennsylvanias Universitet gav anledning til flere aparte kommentarer, som jeg savnede plads til at citere i artiklen: "Islamofobi begyndte i Mekka", der nok er en henvisning til Quraysh-stammen på Muhammeds tid; "Amerikanske missionærer deltog i Det Osmanniske Riges undertrykkende system under Sultan Abdul Hamid II"; "Hourier er kosmologisk hvide" (hvad det så betyder).
(2) Konferencen illustrerede det større problem, som jeg berettede om i "Historians Run Amok": Historikere "forsømmer de afgørende øjeblikke i den moderne verdens historie til fordel for emner, der enten er for de indforståede eller propagandistisk, eller begge dele". Jeg var glad for at høre, at nogle talere savnede, hvad de kaldte for "den store fortælling" i historien, selv om de var så bekymrede over, at det ville kunne have en "os og dem"-kvalitet, der gjorde, at de ikke turde prøve det.
(3) Ingen akademiske konklaver er helt undtaget fra en del jamren over jobmarkedet. På makroniveau var der meget hændervriden over tilstandene i Trumps USA, især over spøgelset "islamofobi". På mikroniveau klagede en taler over, at der tilskyndes til artikler med flere medforfattere, selv om det ikke hjælper i forhold til rettigheder, eller udtrykt mere poetisk: "Hvad der hyldes, bliver ikke belønnet".
