"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Fortolkning i kristendommen, jødedommen og islam

6. november 2016 - Artikel - af Geoffrey Cain

Wikimedia, Wouter Engler.

Et lidet videnskabeligt overblik over de tre religioners forståelse af deres grundtekster. 

Dette lille essay går mest på det sidste af de tre, islam, men de andre skal også have et ord med på vejen. Kristendommen først.

Er der forskellige slags? Ja, det er der. Man kan bare se på de mange sekter, der alle udlægger teksten på hver sin måde. I tiden efter Jesus havde man blandt andet arianismen, der betragtede Jesus som blot et menneske og ikke – som der er tradition for i mainstream kristendommen – som Gud. Jehovas vidner gør som arianisterne, og ligesom alle de andre fortolkere har de sikkert noget at have det i i form af et bibelcitat. Og dér er der frit valg på alle hylder. Apropos JV'ernes uvilje mod blod – som de begrunder i flere vers i Apostlenes Gerninger, bl. a. 15.20 - bad jeg engang formand for Grundlovsforeningen Dansk Kultur, nu afdøde pastor Rolf Slot-Henrichsen, om en kommentar til denne fortolkning. Han afviste den straks med en begrundelse, jeg ikke længere kan huske. Jeg ved kun, at han blev meget, meget vred.

Faklen

Eksemplet tyder på, at man som kristen fortolker bibelen temmelig selektivt, og det var også grundtanken med det meget kristendomsfjendske intellektuelle blad Faklen, der udkom et par gange for 30 år siden, før det til sidst gik ind. Her skrev Rune Engelbreth Larsen og Jens-André Herbener, at mainstream kristendom fortolkede bibelen kristologisk - og med lodder og trisser fik det hele til at passe sammen med Kristi komme. De argumenterede godt, og det forekom mig, at de havde ret. Og der var også en interessant pointe i deres påpegning af, at den gamle King James version fra 1600-tallet var mere i overensstemmelse med den oprindelige tekst end senere oversættelser. King James-folkene stak ifølge Faklen ikke noget under bordet, og hvis der stod noget om jødernes/hebræernes tro på flere guder, så kom det uforskønnet frem i King James Version. Så vores opfattelse af biblen er ikke vores egen, men noget, vi har fra andre, siger Engelbreth Larsen og Herbener. Og fint nok, men udgangspunktet er ikke særlig sympatisk. Begge forfattere er som sagt udpræget anti-kristelige og pro-muslimske. Sidstnævnte Herbener er mester for flere angreb på kristendommen i Politiken (where else?); hvoraf den sarkastiske ”Er Jesus den store fredsfyrste?” vel nok er det mest ubehagelige. Et af hans seneste udfald hedder ”Folkekirken bygger på en rødglødende islamhader - Ifølge Martin Luther er muslimernes gud Allah djævlen selv” (Politiken 4. jan. 2016).Men nok om Herbener

Elsk din næste

Jeg kan ikke forlade emnet kristendommen uden at komme ind på Næstebuddet, (”loving one's neighbour” må det hedde på engelsk), og her forbavses jeg hver dag året rundt af en åbenlys og aldrig anfægtet fortolkning af, hvem ens næste er. Der står ho plesion i det nye testamentes græske tekst, og ordet betyder en, der bogstavelig talt står nærmest en. Men det kan ikke være ment i fysisk forstand. Det understregede Jesus klart – SUPERklart – i lignelsen om den gode samaritaner, der bistod en mand, der var blevet overfaldet og efterladt i en ynkelig forfatning. Hvem hjalp ham? Ikke levitten og præsten, der gik lukt forbi uden at yde hjælp, til trods for, at de var jøder. Den tredje – en samaritaner, en ikke-jøde – tog sig af ham og fik ham anbragt på en kro for egen regning. ”Hvem af de tre var så hans næste”, spurgte Jesus, og svaret var oplagt: De to der gik forbi, var ikke hans næste, og de røvere, der overfaldt ham, endnu mindre. Ergo er ens næste ikke hele menneskeheden, men (kun) den, der hjælper en. Længere er den ikke. Hvorfor er det så svært at se? Denne falske udlægning har længe været brugt til at åbne samfundet som en ladeport. Så fortolkning betyder noget.

Jødedommen

Hvordan er det med jødedommen? Fortolker man også der? Svaret er ja. Og endda i den grad! Den nu afdøde jødiske advokat og i mosaiske kredse kendte Jern Henrik Herluf Cohn, der ikke kunne fordrage overrabbineren Bent Melchior, som ham hånede ved skælmsk at vinke fra de bagerste rækker, når rabbineren trådte op på synagogens prædikestol (”I can't stand liars”, sagde Cohn), fortalte mig, at her var sagen såre simpel: I jødedommen fortolker man ALT. Og det samme sagde en ortodoks israeler, jeg mødte i bussen på tilbagevejen efter en sightseeing tur til Theresienstad. Han sagde, at de drakoniske straffe for snart sagt alt, der blev pålagt jøderne/hebræerne i 3. Mosebog kap. 20-21, kan Gud kun have ment som vejledende: Nej, barmhjertig, som han var, kan han umuligt have ønsket dødsstraf for noget, der i dag nærmest ligner bagateller. Så den jødiske Vorherre er egentlig lidt tossegod, kan man forstå og ønsker til og med, at hans tilbedere skal være ligeså. Hvad mange af dem også er.
Så opsummerende - og lidt firkantet sagt - har vi følgende konklusion: I kristendommen fortolkes der selektivt. Og i jødedommen omfortolkes så selektivt, at tekstens budskab nemt kan blive til det stik modstte.

Islam

Hvad med islam? Kan man shoppe rundt i koranen ligesom i andre religiøse skrifter?
Svaret er nej. Bl. a, fordi koranen ikke er skrevet af mennesker, men af Allah himself, og selv om det for mange ikke er nemt at se forskellen mellem Guds forordninger i Mosebøgerne og Allahs forordninger i koranen, er det fordi – lidt provokerende sagt – at i Mosebøgerne mangler der citationstegn. Der skulle f.eks. egentlig skrives Og Gud sagde, ”gør sådan og sådan”- underskrevet Moses (dvs en ukendt forfatter). I koranen derimod står JEG siger, gør sådan og sådan. Koranen er som sagt skrevet af Gud selv, og derfor er det ikke nødvendigt at have citationstegn, (man sætter ikke citationstegn, når man citerer sig selv). Men den forskel kan være mere formel end reel, når det i begge tilfælde drejer sig om folk, der siger, de har en hot-line til Vorherre, og som ingen andre kan kontrollere sandheden af.
Men tilbage til spørgsmålet om fortolkning af koranen. I forfatter Tim Pallis' udlægning (mere om ham længere nede) kan fortolkningsspørgsmålet i islam udtrykkes i en meget enkel læresætning, der har været gældende i 1000 år: ”Fortolkningens port er lukket” (insidid al bab al idjtihad). Og den er lukket – tror jeg nok, man kan sige - fordi den eneste mulige fortolkning af koranen er Muhammeds sunna, dvs. hans eksempel. Det er sunnaen, der er koranens facit. Og derfor selve islams facit. Og andre fortolkninger er overflødige eller endda kætterske og løgnagtige.

Og hvad er så sunna? Det er kort fortalt ”islams evangelium”, Muhammeds liv og levned, sådan som man kender det fra de såkaldt hadith, plus enkelte (muslimske) biografier, hvoraf den vigtigste er den skrevet af Ibn Iŝhaq (død 767). Og sunna betyder overordentlig meget.

Ifølge koranoversætteren Ellen Wulff ”...skal man ikke tro, islam er det samme som Koranen. Der er andre kilder, og en kilde der er, ikke helt så respekteret som Koranen, men som i praksis har meget større indflydelse, det er den kilde, der hedder hadith. Og der findes uendelige mængder hadith'er, og det er i sidste ende det, der bestemmer, hvordan en muslim tænker.” (sagt i et interview med journalisten Mette Starch). Og sådan er det bare.

Spørger man en hvilken som helst muslim - shia, sunni, sufi eller noget fjerde - vil han sige, at Muhammed var det perfekte menneske, fordi han hele sit liv gjorde, netop, hvad Allah ville. Og ikke andet. Via sine gerninger er han den bedste og den eneste tilladte fortolker af koranen, og at diskutere i det uendelige om der i koranen er belæg for dit eller dat er fuldstændig ørkesløst. Den eneste korrekte fortolkning er den, der fremgår af Muhammeds liv, fordi hans gerninger er udtryk for Allahs vilje. Og derfor tager ”alle-tolkninger-er mulige”-fløjen (og den eksisterer) ganske fejl. En af dens tilhængere er Naser Khader, der engang påstod – ganske uislamisk – at alle fortolkninger er mulige. Men her blev han modsagt af nævnte Tim Pallis på netsiden Snaphanen, hvor han ret eftertrykkeligt fik syn for sagn. Jeg citerer noget af svaret her, men hold nu lidt fast, fordi sagen er for viderekomne.

Den græsk-inspirerede islam bortdømmes som kætteri

Sagen er nemlig den, at i 800-tallet (ved Ibn Hanbal og igen i 1100-tallet ved Al Ghazzali) blev den græsk-inspirerede islamskole bortdømt som kætteri. Så nu var der kun én islamfortolkning tilbage. Og det endte med ”...at porten til de teologiske og filosofiske fortolkninger, som man kalder idjtihad*, blev lukket i”, skriver Pallis. Og han fortsætter ”...lad mig sige det ligeud, at den så kaldte islamiske reformation, som startede i 1800-tallet med Al-Afghani (1838-1879), Muhammed Abduh (1849-1905), Rashid Rida (1865-1935) og Hasan Al-Banna (1906-1949) blot satte en stor hængelås på den port. Og den sidder der endnu.” Så vidt Tim Pallis. Ganske tankevækkende ord, må man sige, og det efterlader os – eller rettere sagt islam - i den situation, vi har været i de sidste 1000 år.

Urokkelighed. Ganske vist er Ibn Hanbals lære kun basis for en af de fire islamiske juraskoler, men dens grundprincip – at koranen er forfattet af Allah selv – gælder alle muslimer. Og derfor er noget, der svarer til bibelsk exegese, umuligt, fordi det ville være blasfemi. Koranens (mange) dunkle passager må gerne uddybes lidt, men at fortolke bogen som andet end en guddommelig åbenbaring er der ingen muslim, der slipper godt fra. Fortolkningens port er lukket. Al fornyelse er aflyst. Og bandlyst.

Jørgen Bæk Simonsen

Hvad siger islamapologeterne til det? Svaret er: Ikke ret meget. Statsautoriserede eksperter som Jørgen Bæk Simonsen kommer slet ikke ind på tanken om, at islam lige siden Ibn Hanbals og Al Ghazzalis tid uigenkaldeligt er stivnet i en åbenbaringsfortælling, hvor fornuft og tolerance meget lidt plads har. ”Man kan ikke ændre på, hvad der står i Koranen, og hvad profeten har sagt til os, at vi skal gøre”, siger Imam Fatih Alev fra Dansk Islamisk Center og han bakkes op af imamen af Grimshøjvej-moskéen, der siger, at hvis man afviger fra ovennævnte princip ”så er man ikke muslim mere” (JP 13. oktober 2015).

Så, hvad er bundlinjen? Den er følgende. Islam hviler på to søjler. Islam og profetens sunna. Har man ikke forstået dette, har man ikke forstået noget som helst, og derfor er det nødvendigt at sætte sig ind i Muhammeds cv, der ifølge koranen er et uswa hásana,”et smukt eksempel”. Det kan man nemt gøre ved at læse de pågældende sider i Jesper Rosenløvs og Michael Pihls grundigt researchede bog om korstogene, hvor de sørger for at hele baggrunden for dem også er med. Baggrunden er Muhammeds indledning af jihad mod alle ikke-troende, de såkaldte kuffar, og eftersom han havde mandat fra selveste Allah, var det ham tilladt at benytte sig af ran, forstillelse, tortur, snigmord på satirikere (som f. eks. Ka'ab ibn al Ashraf, datidens svar på Salman Rushdie), og massemord på jøder.

”Han er mit forbillede”, sagde komikeren Omar Marzuk under et debatmøde hos Trykkefrihedsselskabet for nogle år siden og derved beviste, at han ikke blot mestrede den traditionelle komik, men også den ufrivillige variant.

Efterskrift: idjtihad

*Eller rettere sagt den frie fortolkng baseret alene på god vilje. Ordet idjtihad betyder ikke i sig selv forståelse, men er et af de tre forståelsesprincipper, man i 1000 år har brugt til at opklare dunkle steder i koranen, ”den klare bog” al kitab al mobine, der hurtigt viste sig ikke at være så klar, at det gjorde noget. Den er nemlig ulogisk og springende, hvor tilsyneladende oplæg til en pointe pludselig afbrydes for at fortælle os, at Allah-ved-hvad-du-tænker-så-pas-på, hvorefter teksten fortsætter på et nyt spor, som om intet var hændt. Det er disse mange uklarheder i ”den klare bog” der gorde, at man meget tidligt i islams historie måtte finde forklaringsprincipper. Og man fandt tre: De åbenlyse ting, som alle de lærde var enige om: Idjma (der betyder enighed), Qiyas, der betyder analogi, hvor man brugte andre lignende udtalelser til at belyse dunkle tekststeder, og så idjtihad, der betyder, at man med opbud af sin bedste vilje søger at finde en forklaring på en tekstpassage, som ellers ingen djævel kan finde nogen mening i.

Slut med det, sagde de lærde for 1000 år siden.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg