Houellebecq: Uforfærdede forfattere skaber åndsfrihed

Europa har i årtier været befolket af stupide selvglade RYGKLAPPERE, som flasher hinandens karriere. Danmark har rokokoætlingens " kone " Susanne Brøgger og Ærø-manden Carsten Jensens kværulanteri i fortolkning af Krig & Fred mm
Patetisk, at EU Merkel og hendes europæiske karriere-stikirenddrengepolitikere sygt har bukket, kysset og nejet for hæslige østtyske Merkels fallit Schengen og Dublin.
Tykiets aftaler ligner prostiuering.
Viktor Orban burde belønnes for at lukke BALKANRUTEN. Omfordeling ved tvang er tyranni.
Tak til forfatteren Huillebecq, som viser marionetternes forræderi overfor egne landsmænd.

Vores erkendelse, og dermed vores selvfølelse eller identitet, er forbundet på godt og ondt med ringslutninger. Tag f.eks. en ide om, at man ikke vil lade sig narre, som i så fald vil antænde en frustration eller en ubændig vrede, og starte en strøm af markeringer.
Ringslutninger, bestående af ideer, og følelses- samt handlings mæssige reaktionsmåder, kan være en personlig sag, men ofte deler vi ideer eller holdninger med såkaldt ligesindede, hvor det gælder et os, der har de rigtige meninger, imod de andre ignoranter.
Alle former for politik og religion tager afsæt i ringslutninger, som kommer til at udgøre et fast fundament for tilhængerne, indadtil i et ofte nidkært og respektfult sammenhold, og udadtil i handlinger, der har fællesskabets opbakning.
Men mange har kunnet vise, at det er det muligt "at give slip", for at hæve sig som en fri og søgende fugl føniks.
En åben fordomsfri søgen kan på det ydre plan danne grundlag for en empirisk saglig forskning, og på det indre plan føre til en selverkendelse, der hjulpet af et meditativt nærvær, kan føre frem til en livserfaring, hvor en empati, der bygger på indsigt og indføling, bliver en naturlig del af identiteten.
Når vores liv er bundet til ringslutninger, må det skyldes vanens genkendelige og forudsigelige magt.
Vores hjerne og dermed vores vaner fungerer på et drift- og følelsesmæssigt plan, som var vi et dyr, som må sikre sig sin overlevelse. Vi kan ikke frasige os vores DNA, der på det mindste vindpust kan aktivere en biologisk baseret ringslutning, hvor vi slutter os sammen i en flok, vor der hersker en hakkeorden, der er autoritært styrende, og en række ritualer, hvorved man kan kende ven fra fjende.
Vi kan hæve os over vores følelsesladede impulser, ved at tænke rationelt, og danne os ideer, der skaber forventninger om en moralsk betinget tryghed og en forløsende retfærdighed. Her er vi inde på de politiske partiers domæne, hvor kristendommen ikke kommer til at udgøre en modsætning, alt så længe man adskiller tro fra en rationelt begrundet viden. Islam kommer derimod til at indtage en fundamental særstilling, idet troen i islam er og bliver det samme som den endegyldige sandhed. I islams regi er der skabt en principielt ubrydelig ringslutning, som tager afsæt i vores DNA, hvor Allah står som den øverste i en verdens rangorden, og hvor flokkens ritualer er helliggjort i form af sharialove. Derved får man i islam kontrol over vores dyriske side, ikke mindst ved at begrænse kvindernes valgmuligheder.
Som en fordomsfri individualist, kan den dyriske side derimod være levende i form af glæde ved sex, motion, og overraskende oplevelser, samtidig med man kan finde en indre forløsende mening med livet, ved en stille fordybelse i et nærvær uden grænser.
Samfundets udviklingen, og vores civilisations overlevelse, er mere end nogen sinde afhængig af det enkelte menneskes udvikling i retning af frihed, selvstændighed og medansvar.
Men den udvikling bremses ikke kun af islam, men også af samfundets styrende organer, med et voksende hold af teknokrater og administratorer, der opstiller regler for registrering og styring af alle offenligt ansattes ydelser. De styrende organer er igen styret af politiske ventreorienterede ideologer i EU og FN, som har skabt det store multikulturelle fællesprojekt. Her er omdrejningspunktet de sociale værdier og rettigheder, hvor integration kun er et spørgsmål om arbejdsduelighed og sprogkundskaber, og ikke om et opgør med kritisable kulturelle forskelle.
Skal vi undgå at ende med det rene ragnarok, må det være må tide, at gå op imod enhver form for islamisk “hjernevask", samt en vestlig consensus, der har til hensigt at fastholde og udbygge fastlåste ringslutninger, og samtidig må vi satse på at udvikle vores medfødte evne til udvikling af en unik selvrespekt og empati, og det lige fra vuggestuealderen.

Når man kender sit ansvar, kan man blive frihedskæmper, og de sidste 10 år efter muhammed-krisen har skilt fårene fra bukkene i den hjemlige forfatterverden. Fårene er jo de gode, og dem er der skisme æ mange af ! Derfor læser vi Michel Houllebecq og måske Alain Finkielkraut. Frankrigs identitetskrise bliver en eksistentiel krise. Det fornemmer vi i Danmark, fordi vi selv ser skriften på væggen. Forfatternes trofasthed mod deres samvittighed og deres kulturarv slår os med beundring, for ved samarbejdet med islam er en ny tid oprundet i Europa, som vil medføre en politisk nyordning, hvor Danmarks opgave er at finde sin plads...