Hvis man troede, at den nu 87-årige Herbert Pundik havde takket af eller endda var kommet på bedre tanker, har man taget fejl. For det har han ikke, fremgår af hans seneste indlæg i Politiken 10. september.
I sædvanlig Politiken-montagestil er indlægget ledsaget af en tegning af kornfede israelske jøder, der nonchalant spadserer forbi en kz-lejr befolket med grædende og sultne palæstinensiske kvinder og børn.
Sammenligningen med Nazityskland er ikke til at tage fejl af. Nej, Herbert Pundik ligner stadig sig selv, og det har han ikke nogen grund til at være stolt af.
Og det er jeg ikke den eneste, der mener. Da han for nogle år síden udgav sine erindringer - med den ærkehyggelige titel "Natpost til Sussi" - høstede han ikke kun rosord fra de sædvanlige klakører, men også velplaceret kritik fra eksempelvis Bent Blüdnikow.
"Forbitrelsen lyser ud af Pundiks gennemgang", skrev han i Berlingske Tidende, "han frakender hans modstandere ethvert anstændigt motiv og enhver rationel forståelse. Det klæder ikke bogen”.
Nej. Og Pundik er heller ikke den indædte Israelapologet som mange tror. Tværtimod. Israel har skuffet ham, kan man mærke, og denne skuffelse er blevet til noget, der tangerer had.
Ja, men Pundik er klog, vil mange indvende. Han fortæller os sandheden om Mellemøsten. Ja, det ville være fint, hvis han gjorde, men det gør han ikke.
"Pundiks egen dømmekraft er til tider problematisk" forsætter Blüdnikow (...) forbitrelsen over Israels politik og hans manglende erkendelse af faren har betydet politiske analyser i Politiken af meget begrænset kvalitet, fordi han ikke har formået at adskille sine lidenskaber fra sin analytiske virksomhed".
Flemming Roses vurdering
JPs Flemming Rose var ganske enig. "Herbert Pundiks klummer er interessante, bevares, men for det første har han taget fejl i de fleste af tidens væsentligste debatter”. Ja. Og nogle af disse fejl har været graverende.
Her er et eksempel fra Politiken. Overskriften er "Historien om Faisal al-Husseini". Indlægget handlede med Pundiks egne ord om "en palæstinensisk frihedskæmper, der talte om forhandling og kompromis". Det var ædelt og smukt, kunne man forstå, men da denne store moderate skikkelse pludselig gik hen og døde, kom der artige ting frem.
Kort før sin afgang fra denne verdens jammerdal havde al-Husseini betroet en egyptisk journalist, at Oslo-aftalen, som Arafat traf med den daværende israelske ministerpræsident, Ytzak Rabin, var "en trojansk hest, hvis formål var at bryde gennem de israelske forsvarsværker - et skridt mod det strategiske mål, Israels fald" (Pundik i Politiken 5. august 2001)
Oslo-akkorderne var med andre ord en arabiske fælde. Og det var ganske nyt for Herbert Pundik, hvilket også fremgik af hans ikke særlig indsigtsfulde analyse i samme blad fem år tidligere (Politiken 22.1.1996).
Danmarks ”Mister Israel”
"Arafats forsoningspolitik sejrede", stod der i store bogstaver, og her fik læserne at vide, at “den fundamentalistiske Hamas-bevægelse er blevet afsløret som en papirtiger"(!)
20 år efter denne naive jubelraptus er der nok ikke mange, der ser Hamas som en harmløs papirtiger - eller den nu hedengangne Arafat som den store forsoner. Pundik tog fejl med begge. Og til og med også med ”fredsprocessen”, hvor han faldt i med begge ben.
Tyder det på analytisk kløgt? Nej vel? Og endnu mere naiv var Pundiks på overfladen fornuftige advarsel mod en konfrontation med Iran i Politiken 19. maj 2012. Her skrev han, at man først skal prøve med det gode, og - hvis ikke det virkede - "bliver krigen igen en mulighed". Oversat til virkeligheden betyder det, at man skal vente med at bruge magt, indtil Iran har fået sin atombombe. Det vil sige, at man skal vente, indtil det er for sent - og så skal man slå til!
Sådan skriver Politikens ”Mister Israel”. Man skulle snarere tro, det var Mister Bean.
