Ombudsmanden: Der mangler respekt for offentligt ansattes ytringsfrihed

Jeg kender ikke hele den offentlige sektor, men har dog for en del år siden været ansat som fuldmægtig i finansministeriet.

De ansatte akademikere dér tror jeg altid kunne komme af med afsløringer af fordækte forhold. De kunne finde ud af at lække det til pressen, som regeringen ville undertrykke. Det blev vist flittigt anvendt, af dem der tilhørte den anden fløj end regeringen.

Der er også mulighed for offentligt ansatte for at rette henvendelse til ombudsmanden og rigsrevisionen og på anden måde aflevere budskabet om kritisable forhold anonymt.

Jeg kan omvendt ikke forstille mig ansatte, der kritiserer Novo eller Mærsk i pressen for deres politik eller handlemåde? Så er de der nok ikke ret længe, vel?

Alle ansatte har også muligheden for at henvende sig til deres fagforening med begrundede anklager mod deres egen virksomhed om fusk og svindel.

Endelig kan man jo også af samvittigheds grunde vælge at stå frem med sine anklager mod sin egen virksomhed og så tage skraldet - det gjorde Jussi Merklin vistnok før jeg kom i finansministeriet, men der gik stadig frasagn om det. Ikke departementets finest hour.

Der er to ting, der blandes sammen i forbindelse med offentligt ansattes klager over forholdene for deres klienter og det er, at det egentlige motiv ofte er faglige interesser for egne løn og arbejdsforhold, som fagforeningerne burde tage sig af. Klienterne spændes derfor ofte for vognen i fagforeningens kamp for medlemmerne.

En interessant vinkel som vist nok kun professor Ove Kaj Pedersen på CBS, har turdet fremføre?

»De fagprofessionelle grupper i den offentlige sektor som f.eks. folkeskolelærere, forskere, læger og socialrådgivere savner selvkritik og er ikke i stand til at skelne deres egne fra fællesskabets interesser, når de debatterer den offentlige sektor. De har ikke tilstrækkeligt fokus på helheden og formår ikke at tage et medansvar for fremtidens velfærdsstat. Jeg frygter, at den forkælede holdning vil underminere opbakningen til velfærdsmodellen«.

Der må være en grund til, at Ombudsmanden af egen drift går i pressen og bringer spørgsmålet om offentligt ansattes ytringsfrihed frem i den offentlige debat.
Måske er der noget om, at offentligt ansatte ikke tør ytre sig af frygt for repressalier på deres arbejdsplads?
I hvert fald er dette emne poppet op i medierne flere gange i den senere tid, hvad enten det gælder forsvaret, politiet, sygehusvæsnet m.v.
Men husk blot: når offentligt ansatte ytrer sig om deres arbejdsplads og udtrykker kritik af forholdene dér, er det jo ikke for ikke at tage medansvar. Det modsatte er derimod tilfældet. Kritikken er jo ment for at gøre arbejdspladsen bedre og dermed velfærdssamfundet bedre.
En kritik, som måske er prellet af på ledelsen af arbejdspladsen.
Skrevet af en forkælet medarbejder i den offentlige sektor.

Ombudsmanden er jo selv offentligt ansat og fungerer som klageinstans for borgerne og jeg undrer mig over at han er politisk generalist her.

Der er ingen grund til at tro, at offentligt ansatte er meget anderledes end privat ansatte.
De kræver næsten altid flere ressourcer til sig selv, begrundet med, at der bør gøres mere for deres klienter end folketinget og kommunalbestyrelsen har vedtaget. Dermed går de imod demokratiske beslutninger.

Som professor Ove Kaj Pedersen så rigtigt siger, vil de ikke tage ansvaret for det offentliges samlede udgifter. Dem vil de kun have i vejret og den ene gruppe anviser heller ikke, hvordan man kan spare indenfor den anden gruppes område.

Hvornår har BUPL sidst anvist besparelser f.eks på universiteterne? Eller omvendt?

Prioritere. det må politikerne så gøre og så være skydeskive, fordi de er så onde, at de ikke bevilliger alle de penge, de offentligt ansatte ønsker. Politikerleden stiger vha DR og TV2, der ensidigt er på fagforeningernes side og viderebringer alle deres historier.
Samtidig er politikerne jo de offentligt ansattes arbejdsgivere. Det kan kun gå galt, når pengekassen er tømt. Derfor som Ove Kaj Pedersen siger:

»De har ikke tilstrækkeligt fokus på helheden og formår ikke at tage et medansvar for fremtidens velfærdsstat. Jeg frygter, at den forkælede holdning vil underminere opbakningen til velfærdsmodellen«.