Faktisk finder jeg det upassende - ja, usmageligt - at medierne kalder dig Omar. Hvad bliver det næste? At de kalder Peter Lundin for Peter for at antyde forståelse og empati for personen bag de bestialske ugerninger? Jeg har skrevet en del om dig, og jeg har altid brugt dit navn ... Omar El-Hussein. Det, synes jeg, er på sin plads, når man skriver om en morder og terrorist.
Men nu er det her et personligt brev til dig. Det kalder på en undtagelse. Vi nærmer os en mærkedag, og vi har en forhistorie sammen, selvom den blev kort.
Du tilføjede mig som Facebook ven, og jeg accepterede, da jeg dengang accepterede alle (det fik du da ødelagt), fordi Facebook nemt bliver et ekkorum, hvis man kun møder ligesindede. I bakspejlet står det klart, at du ikke var det mindste interesseret i at lade meninger brydes eller at like mine opslag fra diverse værtshuse, når jeg fejrer weekendens komme med en kold pilsner.
Måske skulle du være slået et smut forbi sådan en fredag? Så havde jeg budt på en bajer eller - hvis du havde et problem med alkohol - en kop kaffe. Så kunne jeg have fortalt dig, at akkurat som du havde dine grunde til at gøre, som du gjorde, så har jeg mine.
Men det var ikke din intention. Du havde andre og mere dødbringende planer. Når jeg tænker efter, er jeg slet ikke sikker på, at jeg vil vide, hvad du skulle bruge det Facebook venskab til.
Da du stod udenfor Krudttønden, hvor Lars Vilks Komiteen afholdt møde om ytringsfrihed og blasfemi, og affyrede det første skud af 28, var jeg lige vågnet i min seng på et hotelværelse (jeg står sent op plus tidsforskel) i New York. Jeg kunne ellers have siddet der i Krudttøndens foyer og nydt et krus øl, inden dagens møde skulle begynde. Det gjorde jeg ikke. Tilfældighederne ville det anderledes. Jeg hørte til gengæld om dig på CNN, hvor dit terrorangreb kørte som en tophistorie hele dagen.
Hvordan ville jeg have reageret, hvis jeg havde siddet i indgangspartiet med min øl. Ville jeg som gadekunstneren Dan Park være blevet siddende ved bordet, fordi jeg ikke ville risikere at vælte min øl (den mand lader bare ikke god dansk øl gå til spilde)? Eller ville jeg have smidt mig på gulvet i noget, der mindede om dødsangst, for at undgå kuglerne fra din automatriffel? Det må blive gisninger og spekulation.
Ingen ved, hvordan de reagerer, før de bliver skudt på. Du vidste det heller ikke. I hvert fald blev din storstilede plan om at drive de vantro ud af Krudttønden (jævnfør Sura 59 (Samlingen) vers 2 som du postede på en af dine falske profiler en halv time inden angrebet) forpurret, da Lars Vilks' svenske livvagter besvarede ilden.
Måske er det reaktionen, når man bliver skudt på. Flugt. Udenfor stødte du ind i Finn Nørgaard, som du slog ihjel med et enkelt dræbende skud. Jeg mindes ikke at have set Finn Nørgaard til andre arrangementer i Lars Vilks Komiteens regi. Men han blev målet for dit had og din koraniske ambition om at indgyde "rædsel i hjertet" på de vantro og lægge deres huse i ruiner.
Du har ikke indgydt rædsel i mit hjerte, selvom jeg er en af de vantro, du hadede så blindt. Jeg medgiver, at jeg efter din udåd havde problemer med at sove om natten (måske var det bare jetlag efter turen til USA?). Men det var ikke, fordi jeg så dig for mig, mens jeg lå på madrassen og zappede gennem kanalerne for at finde ro. Jeg tænkte på Finn Nørgaard. Jeg følte anger.
Jeg spekulerede på, om jeg havde del i Finn Nørgaards død. Men det var ikke min skyld, at Finn Nørgaard døde, selvom jeg var med til at arrangere mødet i Krudttønden og er medstifter af Lars Vilks Komiteen. Det var heller ikke Finn Nørgaards skyld. Lars Vilks' skyld. Eller Lars Vilks Komiteen's skyld. Det var din skyld, Omar. Du må bære skyldsbyrden alene. Og den er tung. Det er aldrig omkostningsfrit at slå et andet menneske ihjel, selvom du unddrig dig retssamfundets repressalier.
Over midnat drog du ud på dit sidste dødbringende togt. Det var åbenlyst ikke nok for dig at slå Finn Nørgaard ihjel. Måske havde du droppet dine oprindelige planer om at flygte til udlandet efter dit angreb. Du var uigenkaldelig forbi point of no return.
Du havde søgt på nettet efter synagogen. Og klokken halvet slingrende du som en fuld mand - for at narre de udstationerede betjente - hen ad Krystalgade mod dit mål, hvor du slukkede endnu et liv, da du skød Dan Uzan, der var posteret som vagt foran synagogen.
Kort efter blev du selv skudt og dræbt af en aktionsstyrke fra PET. Du blev 22 år. Det er på alder med min datter. Når jeg ser på hende, synes jeg, at en 22-årig er et barn. Måske var du et mishandlet barn. Eller bare en afstumpet voksen. En psykopat, der lod sit amokløb køre tangenten ud.
Uanset hvad din historie er, har jeg ingen empati med dig. Du kunne have valgt anderledes. Du valgte dødens vej. Dine trosfæller mødte op i hundredvis, da de begravede dig i Brøndby. Jeg synes ikke, at du fortjener indviet jord. Hverken kristen eller muslimsk. Stod det til mig, skulle de have dumpet dit afsjælede legeme i havnebassinet.
Jeg har læst, at du var palæstinensisk flygtning født i en flygtningelejr i Jordan. Måske har du oplevet forfærdelige ting i lejren og i Danmark. For mig betyder det ikke noget. Det er svigefuldt at slå borgere ihjel i det land, der har taget imod én.
Nogen vil sige, at du har misbrugt islam. Lars Løkke sagde det. Jeg tror ikke, at du har gjort noget, som din profet ikke ville have gjort. Du har ikke misbrugt islam. Men måske ladet dig misbruge.
Men hvad opnåede du egentlig? Ikke meget. Du tog Danmarks uskyld og bragte terror til København, men udover den umiddelbare chokeffekt er dine resultater nedslående og få. Lars Vilks' ytringsfrihed forsvares nu ikke kun af Lars Vilks Komiteen og Trykkefrihedsselskabet, men også af netværket Fri Debat.
Jeg håber, at der kommer én ting ud af din rædselsdåd. At de, der sendte dig i byen lørdag 14. februar 2015 (jeg tror ikke på, at du kun handlede efter egen indskydelse), på et tidspunkt bliver fundet og stillet til ansvar. Hvis det sker, vil din død ikke have været helt forgæves.
Hvil i fred, Omar
Uwe Max Jensen
Medstifter og medlem af Lars Vilks Komiteen
