"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Fortsat navneforbud i Hedegaard-sagen

29. januar 2016 - Artikel - af Uwe Max Jensen

Den mand, der er efterlyst for i februar 2013 at have forsøgt at slå Trykkefrihedsselskabets daværende formand, Lars Hedegaard, ihjel, skal fortsat være beskyttet af et navneforbud. Det skrives Berlingske.

Onsdag slog dommer Eva Carpentier i Retten på Frederiksberg fast, at der kan ske en "unødvendig krænkelse", og hun afviste dermed en anmodning fra Radio24syv om at ophæve navneforbuddet i Lars Hedegaard-sagen. Et forbud, der har været gældende siden april 2014.

Hovedparten af retsmødet foregik ifølge Berlingske bag lukkede døre, så det vides ikke hvem, der kan blive krænket - og hvilken type af krænkelse, der kan blive tale tale om.

Advokaturchefen fra Københavns Politi ønsker i lighed med flere medier navneforbuddet ophævet.

Lars Hedegaard er tiltalt for én overtrædelse af navneforbuddet og sigtet for yderligere to overtrædelser. Lars Hedegaard skal i retten på Frederiksberg 26. februar. Også forlaget People's Press' direktør Jakob Kvist, der har udgivet Lars Hedegaards bog Attentatet, hvor attentatmandens navn er nævnt, er sigtet for at have brudt navneforbuddet. I lighed med præsten Kathrine Lilleør, der er sigtet for at have nævnt attentatmandens navn i en anmeldelse af Attentatet. Trykkefrihedsselskabets formand Katrine Winkel Holm har fået en døde af politiet på 5000 kroner for som redaktør på Trykkefrihed at have offentliggjort en artikel, hvor attentatmandens navn er nævnt. Desuden risikerer journalist René Fredensborg fra Radio24syv en sigtelse for at have overtrådt navneforbuddet i en udgave af Radio24syv's eftermiddagsprogram Reporterne.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg