"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Houllebecq skildrer underkastelsens sødme

16. oktober 2015 - Anmeldelse - af Knud Bjarne Gjesing

Det er også noget tiltrækkende ved at underkaste sig, noterer Houellebecq i sin nye roman

I romanen ”Underkastelse" skildres et Frankrig, der er blevet islamiseret. Underkastelsen skyldes ikke islams styrke, men den moderne franske og europæiske kulturs svaghed, skriver Trykkefrihed.dk's anmelder Knud Bjarne Gjesing, der revser avisanmelderne for overfladiskhed.

I Michel Houllebecqs roman Soumission har Frankrig fået en præsident med tilknytning til Det Muslimske Broderskab. Bogens relevans blev på grusom, men overbevisende måde demonstreret ved dens udgivelse tidligere på året.

Den udkom netop d. 7. januar – samtidigt med det islamistiske terrorangreb på Charlie Hebdo. Under titlen Underkastelse er bogen nu også udkommet på dansk i en vellykket oversættelse ved Niels Lyngsø.

I Underkastelse sker den muslimske magtovertagelse dog ikke ved vold og terror. Den muslimske præsident anser ligefrem islamistiske terrorister for de rene amatører.

Terrorister er amatører

Hvorfor dog gribe til den slags hysteriske midler, når man kan få overdraget magten på helt legal og demokratisk vis? Romanens handling er henlagt til den nære fremtid, og vejen for den muslimske præsident bliver banet gennem politiske studehandler ved et valg i 2022.

For at sætte det forhadte, islam-kritiske parti Front National uden for indflydelse er såvel de socialistiske som de borgerlige partier gået i koalition med et nyt muslimsk parti, og gennem disse rent taktiske manøvrer bliver det muslimske partis kandidat båret frem til præsidentposten.

De rutinerede politikere fra de gamle partier tror, at det vil være en smal sag at holde den muslimske præsident i kort snor – ligesom også traditionelle partier og erhvervskredse i 1930’erne troede at kunne stække Hitler gennem samarbejde.

I første omgang viser den muslimske præsident og hans parti sig da også som pragmatiske og moderate politikere. Man afstår fra at sætte sig på tunge politiske poster som f.eks. finansministeriet og stiller sig fuldt tilfreds med såkaldt blødere områder som skole- og familiepolitikken.

Gennem smidige kompromiser formår den muslimske præsident at imødekomme ønsker fra vidt forskellige sider. Socialister kan glæde sig over, at arbejdsløsheden forsvinder, da kvinder i stort tal forlader arbejdsmarkedet – lokket af høje hustru- og børnetilskud. I konservative og katolske kredse glæder man sig ikke mindre over denne styrkelse af familien og dens værdier.

De ungdomsbander, der tidligere havde hærget især i storbyernes forstæder, opløses på næsten mirakuløs vis, og kriminaliteten styrtdykker. Og hvor meget bøvl undgår man ikke, efterhånden som mediefolk og såkaldte kunstnere lærer at udtrykke sig på en sober og respektfuld måde?

Skulle den muslimske præsident mon virkelig have ret, når han fremstiller islam som ”kulminationen på en ny og samlende humanisme” (s. 144)?

Skolen skal modvirke den tilstand af tvivlrådighed, lammelse og forvirring, som ikke blot har ramt den franske, men hele den europæiske kultur. I denne åndelige genrejsning spiller religionen en afgørende rolle. Den muslimske præsident ønsker dog på ingen måde at udfordre Frankrigs stærke republikanske tradition for at holde religionen ude af alle statsanliggender.

Muslimske eliteskoler

Det statslige skolevæsen bliver blot skåret ned til et minimum. Efter de første skoleårs indlæring af elementære færdigheder skal en videre undervisning ske på initiativ af private organisationer – typisk af religiøse trossamfund. Denne reform støttes selv sagt af bl.a. den katolske kirke.

Imidlertid viser det sig hurtigt, at ingen privatskoler kan holde mål med de muslimske, der støttes massivt af gavmilde donationer fra den arabiske verden. De muslimske privatskoler kan derfor tiltrække de bedste undervisere gennem højere lønninger og bedre forhold.

De udvikler sig til eliteskoler, der også søges af ikke-muslimske elever – og så er det jo kun naturligt, at eleverne følger skolernes kodeks, så pigerne f.eks. begynder at bære hijab.                  

Næsten umærkeligt og med små skridt bliver Frankrig på denne måde gennemsyret af muslimsk levevis og tankegang.

Hvert lille skridt ledsages selvfølgelig af slagord om tolerance og mangfoldighed, selvom slutresultatet bliver intolerance og ensretning. Snart kan den muslimske præsident koncentrere sig om sit højere mål – en forskydning af EU’s tyngdepunkt mod syd gennem optagelse af de arabiske lande.

Romanens fremtidsvision ligger så tæt på vores samtid, at Houllebecq kan tegne en række morsomme – og ondskabsfulde – portrætter af autentiske personer, der allerede er kendt i den franske offentlighed. Et vist kendskab til franske forhold kan derfor tilføje læsningen en ekstra dimension, men er absolut ingen nødvendighed.

De mere almene træk i den skildrede samfundsudvikling vil kunne genkendes af enhver. Særkrav om mad o.l. på offentlige institutioner, censur og selvcensur, stiltiende accept af tvangsægteskaber, chikane mod homoseksuelle, politikere og forfattere under politibeskyttelse, den jødiske befolkningsgruppes forsvinden fra Europa osv.

Det spændende – og uhyggelige – ved romanens fremtidsskildring er netop, at den ikke skildrer revolutionerende omvæltninger og forandringer i forhold til nutiden, men kun små forskydninger, der dog har store konsekvenser.    

Åndelig tomhed

Denne langsomme islamisering skyldes ikke islams styrke, men snarere den moderne franske og europæiske kulturs svaghed. ”Naturen afskyr det tomme rum,” hed det hos de gamle græske naturfilosoffer – og en sådan regel gør sig også gældende i åndelige forhold. Islam kan ubesværet sive ind i det franske samfund, fordi dette samfunds kulturelle grundlag allerede er trøsket og halvt i opløsning.

Den åndelige tomhed i den post- eller senmoderne kultur legemliggøres af romanens hovedperson og fortæller, en midaldrende professor i litteratur ved Sorbonne universitet. Læseren erfarer kun hans fornavn François, dvs. ”franskmanden”.

Uden entusiasme passer han sine sparsomme pligter på universitet, hvor ethvert alvorligt intellektuelt arbejde også for længst er afløst af hastigt skiftende modestudier i kønsroller, marketing, post-kolonialisme og queer-teori. Den højt besungne esprit français lever kun videre som en indholdstom retorik, der er lige så oppustet og luftig som en soufflé.

Romanens akademikere ynder at hengive sig til en selvsmagende ordskvalder, der vel sagtens er ment som en parodi – men virkeligheden er altså ikke langt borte.   

Professoren har indrettet sin tilværelse så komfortabelt og uforpligtende som muligt og med vægten lagt på æstetiske, gastronomiske og seksuelle nydelser. Han er ikke bundet af familiære bånd, og sine seksuelle behov får han dækket gennem en række af forhold til kvindelige studerende, der til hans egen lettelse forlader ham rutinemæssigt ved studieåret slutning.

Mellem semestrene tillader hans økonomi ham at benytte sig af luksusprostituerede. Da Sorbonne bliver omlagt til et muslimsk universitet, bliver det muligt for ham at opgive sit embede mod en klækkelig pension, og han griber straks denne chance for yderligere at frigøre sig fra alle forpligtelser.    

Ulidelig lethed

Bagsiden af denne lethed er dog en smertende følelse af ulidelig tomhed. Intet i livet formår for alvor at gribe og fastholde professoren, der oplever sin tilværelse som en række af usammenhængende pirringer, som kun midlertidigt formår at bortlede opmærksomheden fra den underlæggende fortvivlelse.

Og med en bittersød skadefryd gennemskuer han, hvorledes hele samtidens europæiske kultur hviler på denne tomhed, om end den søges skjult af en febrilsk aktivitet – materialisme og et kvalmende overforbrug, en halsende jagt efter adspredelser og events, seksualisering, nydelsessyge, madorgier, kropsdyrkelse, well-, fit- og mindfulness, mediernes bestandige kværnen og en turisme, der ligner masseflugt.

Litteraturprofessoren spejler sig egen og sin samtids åndelige tilstand i Huysmans’ forfatterskab. Joris-Karl Huysmans (1848-1907) tilhørte de misantropiske og ”dekadente” kunstnere, der udmalede det sene 1800-tals fin-de-siècle-stemning af livslede og undergangsangst, men som til sidst fandt fred i den katolske kirke.

I dansk litteratur finder man i Johannes Jørgensen en ganske tilsvarende åndstype. Professoren kan udmærket genkende den unge Huysmans’ følelse af dyb håbløshed, men han er ikke i stand til at fatte den modne forfatters religiøse omslag. Alligevel aner han en mulig religiøs udvej fra den blindgyde, hans eget liv er endt i.    

En praktisk mulighed viser sig, da han bliver tilbudt at genoptage sin akademiske karriere til en tredobbelt løn – blot han vil konvertere til islam. Dertil vil han blive tildelt tre kvinder af universitetsstyrelsen. Arrangerede ægteskaber er selvfølgelig blevet tilladt, og ligeledes polygami – i hvert fald for mænds vedkommende.

For – som professoren bliver forklaret – en promiskuøs livsstil var jo allerede udbredt i Europa, ligesom han selv dyrker den, og et lovreguleret flerkoneri måtte vel derfor nærmest betragtes som en styrkelse af kvinders rettigheder. 

Fristende fritagelse fra ansvaret

Prestige, penge og underdanige hustruer – kan professoren modstå denne forførende treklang? Det ligger ham dog langt mere på sinde, om islam kan løse den selvdestruktive livskrise, han er endt i. Han har indset, at det moderne menneskes lidelser dybest set skyldes manglende kræfter til at bære den individuelle frihed og det personlige ansvar.

Men han forsikres om, at netop på dette problem tilbyder islam en indlysende løsning – nemlig at fritage mennesket fra dets individualitet. Såvel religiøst som socialt indfører islam et strengt hierarkisk princip. Ligesom kvinden skal underkaste sig manden, og de vantro skal underkaste sig de rettroende, således skal mennesket i det hele taget underkaste sig Allahs absolutte autoritet.

Islam betyder jo netop ’underkastelse’ – og ved denne betingelsesløse, men sødmefyldte underkastelse fritages mennesket fra den pinagtige individualitets forvirrende frihed og byrdefulde ansvar. Professoren modtager denne belæring netop i det hus, hvor den pseudonyme forfatter Pauline Réage efter sigende skrev den pornografiske klassiker Historie d’O (1954) om masochismens tillokkelser.

Det forbliver dog et åbent spørgsmål, om professoren faktisk konverterer til islam. Romanens afsluttende afsnit er skrevet i en art hypotetisk konjunktiv – hvad ikke alle danske anmeldere har bemærket. Der skildres, hvorledes tingene kunne forløbe, hvis professoren beslutter sig til at blive muslimsk konvertit.

I det hele taget er Underkastelse ikke en polemisk pamflet med et entydigt budskab, men et litterært kunstværk, der kalder til refleksion ved at tale med mange stemmer. Professoren – og Michel Houllebecq – vrænger mindst lige så meget ad det sekulære europæiske samfund som af islam og islamisme. Houllebecq er ikke for fastholdere.

Denne vrængen og spytten til alle sider medfører dog ikke, at romanen skildrer alle standpunkter som lige gyldige – eller rettere ugyldige. En sådan nihilistisk anskuelse ville jo netop være et udslag af den tvivlesyge og selvforagt, der har gjort Europa så værgeløst over for islams anderledes faste værdier.

Ej heller bør man fæste lid til den romanperson, der hævder, at islams mest magtfulde modstander er ”sekularismen, verdsligheden, den ateistiske materialisme” (s. 147).

Har f.eks. professoren ikke netop levet som en moderne ateistisk europæer – præget af sekularisme, verdslighed og materialisme – og er det ikke netop dette liv, der har ført ham ud i en fortvivlet tilstand af lammende relativisme og meningsløshed?

At vove springet

Derimod er det værd at bemærke, at der faktisk er én skikkelse i romanen, der ikke bliver ramt af de kaskader af hån, spot og latterliggørelse, som Houllebecq ellers udspyr over alt og alle. Denne skikkelse er Huysmans. Professoren må tværtimod uforstående konstatere, hvorledes Huymans’ religiøse omvendelse netop satte ham fri til at leve det nærværende liv. Adskillige steder i romanen tales der tilsvarende om religionens nødvendighed.

En person fortæller således – endog i kursiv – hvorledes han har ”vovet springet” (s. 275). Her drejer det sig rigtignok om en mislykket og forhutlet akademiker, der har ”vovet springet” til islam for at blive gift og få et embede. Alligevel burde den prægnante formulering få i det mindste danske læsere til at spidse ørerne – men tilsyneladende kender den belæste Houllebecq mere til Søren Kierkegaard, end man gør blandt anmelderne på de danske avisers kulturredaktioner.

Underkastelse eller frihed

Med Kierkegaard i baghovedet er man i stand til nærmere at bestemme den eksistentielle position, professoren taler ud fra. Det er den position, hvorfra man nok indser nødvendigheden af ”Troens Bevægelse”, men dog ikke selv er i stand til at gøre den (Frygt og Bæven (1843)). Imidlertid er professoren og Houllebecq – og Kierkegaard! – naturligvis også begavede nok til at vide, at tro og religion kan være så mange ting.

I romanen forklares islams tiltrækningskraft ud fra, at ”topmålet af menneskelig lykke består i den mest fuldkomne underkastelse” (s. 249). I Koranen hedder det jo også:

”Der findes ingen i himlene og på jorden, der ikke kommer til Den Barmhjertige som [andet end] tjener” (19:93). Men modsætningen til dette er kristendommens forkyndelse af menneskets frihed og myndiggørelse:

”Jeg kalder jer ikke længere tjenere, for tjeneren ved ikke, hvad hans herre gør; jeg kalder jer venner, for alt, hvad jeg har hørt af min fader, har jeg gjort kendt for jer” (Joh. 15:15).

Gennem blasfemisk hån og sort sarkasme giver Houllebeq således – for nu atter at tale med Kierkegaard – en ”indirecte” meddelelse om kristendommen som den åndsmagt, der kan frigøre mennesket fra den hang til ansvarsløshed og underkastelse, der udmønter sig i islam.

Ikke frigørelse som i modernitetens og sekularismens løssluppenhed, men frigørelse som i et kristent menneskes frihed.

 

Michel Houellebecq: Underkastelse. 300 s., vejl. pris 299,95 kr., Rosinante. 


Knud Bjarne Gjesing er tidligere lektor i dansk på Syddansk Universitet

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg