De fleste kender sikkert til - eller kan forestille sig - oplevelsen af, at have beskæftiget sig med et håbløst projekt længe nok til, at det hænger en langt ud af halsen og man, for at kunne holde det hele ud lidt endnu, begynder at lede efter et enkelt lyspunkt eller begivenhed, der bekræfter undtagelsen fra reglen, som man kan bygge en mere optimistisk antagelse op på.
Ayaan Hirsi Alis (AHA) seneste bog, Kætter, bærer præg af at være skrevet på en sådan påtaget optimisme.
Forfatteren, der tidligere ikke har levnet islam mange chancer i vores moderne verden, og ment, at den eneste vej frem ville være at drive kristen mission blandt muslimer, tager nu udgangspunkt et andet sted: Islam er kommet for at blive og bør moderniseres fredeligt, så vi alle kan leve i gensidig tolerance og respekt og uden at skulle frygte terroranslag begået i Allahs navn.
Det lyder ønskværdigt. Og meget naivt.
AHA er en beundringsværdig kvinde, der har betalt en høj pris for at følge sin samvittighed og tage livtag med hele sin kulturelle og religiøse baggrund, og det byder mig derfor nærmest imod at levere en halvlunken anmeldelse af hendes seneste bog. Man lades dog under læsningen i tvivl om, hvorvidt hun selv helt tror på projektet:
Helt frem til side 244 i bogen oplister forfatteren de velkendte dårligdomme fra den islamiske verden - den eklatante mangel på frihed og andre basale rettigheder og de mange benspænd overfor demokratisk sindede muslimer - hvorefter hun i konklusionen på blot 16 sider hævder, at reformationen er på vej.
Stort set samme melding om sekularisering og demokratisering kom for fem år siden fra en bred skare af eksperter, da den arabiske verden gik på gaden i protest mod deres despoter og den almindelige elendighed, hvorefter de stemte folk til magten, der leverede mere… elendighed.
En fiks ide
I bogen lancerer og påpeger AHA en for hende vigtig skelnen mellem Mekka- og Medina-muslimer:
Førstnævnte som de fredelige muslimer - majoriteten, der blot forholder sig til deres tro som et personligt anliggende og dyrker islams fem søjler - sidstnævnte som islams ideologiske stormtropper, der (desværre) sætter den negative dagsorden, indgyder frygt og begår terror. I Allahs navn.
Denne skelnen mellem disse to slags troende ligner en fiks og temmelig overfladisk idé: Islam tager netop sit officielle udgangspunkt i år 622, der er året for Muhammeds flugt fra Mekka til Medina og begyndelsen for den islamiske kalender.
Det er i Medina, han træder i karakter som både politiker, hærfører, dommer og religiøst overhoved og for alvor former den totalitære ideologi, islam.
AHA negligerer i hvor vid udstrækning islam er båret frem af personen Muhammed, hans lære og eksempel fra tiden efter flugten, at det derfor ikke giver mening at hægte en reformation af islam op på Mekka-tiden.
Som de to teologer, Massoud Fouroozandeh og Marianne Søndergaard hævder i deres nye bog, Moskeernes mange ansigter, er islam i virkeligheden 20 % Allah og 80 % Muhammed.
Samtidig er islams grundlov, Koranens mere poetiske og kompromissøgende vers fra Mekka-perioden blevet abrogerede, dvs. erstattet med senere mere krigeriske og kompromisløse vers, ikke mindst overfor anderledes troende.
Der er naturligvis grund til sammen med forfatteren at glæde sig over det stigende antal enkeltpersoner, der vender sig mod den totalitære ideologi og forsøger at bevæge udviklingen i deres lande i en anden retning.
De tæller imidlertid stadig få i et globalt trossamfund på i alt 1.6 mia. muslimer, og de fleste af disse modige mennesker bor i Vesten.
Ayaan Hirsi Ali: Kætter, Gads Forlag 292 sider, 250 kr.
