"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Vi bør være Charlie

8. januar 2015 - Artikel - af Katrine Winkel Holm

Smukt sagt, men er det sandt, at man ikke kan myrde friheden?

Det er blevet populært at indrømme, at vi da slet ikke er Charlie, fordi ingen af os er nær så modige som de døde franskmænd. Men de myrdede har sat en standard, vi bør leve op til. Derfor bør vi være Charlie.

”Vi vil nødigt provokere unødigt”, udtalte Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen i Radio 24Syv onsdag, da han skulle forklare, hvorfor han ikke ville gøre, som Trykkefrihedsselskabet i onsdags opfordrede til:

Trykke Charlie Hebdos Muhammedtegninger i en solidaritetsaktion med de myrdede kolleger i Paris.

At det lige akkurat er Ekstra Bladet, der i disse dage giver den som den artige dreng i klassen, mens Information og Berlingske og sågar også Politiken viser mod, gør kun hans udsagn endnu mere komisk. Og gennemskueligt.

For selvfølgelig er det frygt. God gammeldags frygt, der ligger bag Poul Madsens erklæring.

Alligevel præsenterede avisen sig dagen efter attentatet som selve ”Charlie Hebdo” på forsiden. En redaktionel udgave af det ”Je suis Charlie Hebdo”, der har floreret overalt på de sociale medier de seneste dage.

Så smukt – og så letkøbt. I hvert fald i Ekstra Bladets tilfælde: Man solede sig i stråleglansen fra modige myrdede, serverede store fede ord om ytringsfrihedens ukrænkelighed – mens man svigtede den.

Niveauet på Ekstra Bladet er unægtelig faldet dramatisk siden Sven Ove Gade - som man i parentes bemærket kan opleve i Trykkefrihedsselskabet på tirsdag - var chefredaktør. Og siden Muhammedkrisen, hvor Ekstra Bladet var ene om at bakke Jyllands-Posten op.

Det er en ærlig sag at være bange for sine medarbejderes liv. Men hvor ville det være befriende, hvis man i det mindste ville indrømme, at det er grunden til den manglende solidaritet med Charlie Hebdo, sådan som man mere eller mindre direkte gør på Jyllands-Posten.

Så ved vi, hvor vi står. Så ved vi, at det er islamiske dogmer, der i stigende grad sætter normerne på chefredaktionerne og at islamiseringen af ytringsfriheden er i fuld gang.

Stadier på ufrihedens vej

Og det sker gradvist og i flere etapper. Daniel Pipes skitserede på Trykkefrihedsselskabets Theo van Gogh-konference fornylig islamiseringens tre trin.

Det første mål er at tildele islam en særstatus: Man kan kritisere alle andre religioner, men man kan ikke kritisere islam.

Det andet er at placere muslimer over vesterlændinge og ”kafirs”: Islamister får lov til at sige ting, som er krænkende for vesterlændinge, og det regnes for helt i orden, mens det ikke gælder den anden vej.

Hvis denne ubalance fortsætter, når man frem til en decideret dhimmi-status: Som dhimmier har jøder og kristne som bogens folk stadig lov at udøve deres religion, så længe det foregår under muslimsk styre og er stærkt begrænset.

Etableringen af dhimmi-status fører så endelig frem til den tredje og afgørende fase: Gennemførelsen af sharia, den islamiske lov.

På hvilket stadium befinder Europa sig lige nu? Vi er godt på vej til andet stadie. Alt kan siges, skrives og offentliggøres – lige bortset fra det, der krænker islam. Så bliver de frække drenge i klassen pludselig friserede og optaget af ikke at provokere.

”Vores frihed kan I ikke myrde”, lyder det på Berliner Kuriers flotte forsidetegning.

Jo, desværre, det kan man godt. Det ved vi nu.

Men vi ved også, at det er et slag, der både kan og skal vindes.

Stéphane "Charb" Charbonnier og de andre modige døde satte en standard. Det er smukt at ære de afdøde ved at sige ”Nous sommes Charlie”, men det forpligter.

Derfor: Vi bør alle være Charlie og dermed gøre vores til, at islamiseringen af ytringsfriheden stoppes.