"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Krasnik og jødehadet

27. november 2014 - Anmeldelse af Katrine Winkel Holm

Martin Krasnik har selv oplevet det nye jødehad på egen krop, men i sin bog "Fucking jøde!" fortrænger han, hvorfra det stammer.

”Jeg synes faktisk, jeg er en god journalist. Og jeg synes faktisk, jeg skriver skidegodt, og jeg synes, at jeg er god til at lave interview i fjernsynet.” Sådan beskrev Martin Krasnik for nyligt sig selv.

Anledningen til selvrosen var hans nye bog ”Fucking jøde”. Spørgsmålet er så, om det er en skidebog bog. Det synes det samlede anmelderkorps at mene.

Det undrer mig.

Det, der står tilbage for mig efter endt læsning er, hvor overfladisk den er. Ikke når det gælder bogens hovedsag: Martin Krasnik selv. Her bliver der gået grundigt til værks.

Vi får både hans livs- og slægtshistorie. Det er faktisk meget interessant, især det sidste, herunder den bevægende og sørgmodige fortælling om den polskfødte farmoder, der mirakuløst undgår Auschwitz, reddes til Danmark takket været farfaderen - og aldrig rigtigt bliver glad for sit nye land og sin nye tilværelse.

Bliver på overfladen

Det overfladiske viser sig ved Krasniks tilgang til det uhyggelige fænomen, der udløser bogen: Det nye jødehad. Et fænomen, han for alvor stifter bekendtskab med, da han laver et kritisk interview med den antizionistiske, norske læge Mads Gilbert.

Det vælter ind med svinske kommentarer – Krasnik er både zionist-luder, nazistisk medløber og jødesvin – hans børns navne offentliggøres af hans rasende kritikere og DR drukner i masseproducerede klager.

I dag kan Krasnik ikke færdes på ydre Nørrebro. Alt det får Krasnik til at konstatere, at der faktisk findes antisemitisme i Danmark og at det er et ”uskyldstab af dimensioner”.

I betragtning af, at denne konstatering er selve baggrunden for bogen, er det forbløffende at det lykkes Krasnik at skrive 300 sider uden at diagnostisere roden til det nye jødehad.

Det skyldes ikke kun, at bogen i et vist omfang består af genoptryk af gamle artikler og kronikker.

Man sporer også en markant uvilje mod at søge til bunds i problemet.

Ikke på noget tidspunkt kobles det nye jødehad direkte sammen med den voksende muslimske befolkningsgruppe i Europa. Ikke på noget tidspunkt fordyber Krasnik sig i islams institutionaliserede jødehad, der sanktioneres af Koranens abe-og-svin-betegnelerne for ”yahud”.

Hvis det sker, sker det på floromvunden, politisk korrekt vis.

”Meningsmålinger blandt europæerne afslører konstante og også voksende fordomme mod jøder”, hedder det f.eks. et sted. Men Krasnik spørger ikke, hvilke europæerere, der nærer fordomme mod jøder – og om det overhovedet er europæiske ”europæere”.

Bekvemt placeret i midten

I det interessante kapitel om retten til omskæring – et spørgsmål hvor jeg er helt på linje med Krasnik – forfalder Krasnik til at affærdige forbudstilhængerne som antisemitister. Det mener jeg er skudt ved siden af.

Forbudstilhængerne er drevet af en maksimalstatslig rettigheds-tankegang og rationalistisk religionsforagt.

Og selvfølgelig er det interessant, at Krasnik kan fremvise eksempler på modbydelige kommentarer i overlæge Morten Frischs kommentarfelt på Facebook, men viser det, at forbudskampagnen er drevet af antisemistisme? Nej, det er for overfølsomt og simpelthen forkert.

Noget af det karakteristiske ved debatten er netop, at forbudstilhængerne nægter at erkende, at et forbud mod rituel omskæring vil betyde en af-jødisering af Danmark. De kan ikke forestille sig at jøderne ikke bare kan opfinde et nyt og mere tidssvarende pagtstegn.

Religioner er jo bare hjemmestrikkede verdensanskuelser, der både kan og skal følge med tiden. I bogen giver Krasnik udtryk for samme overfladiske tilgang til religion, og jeg gætter på, at han selv ville synge højest i forbudskoret – hvis han da ikke lige selv var blevet omskåret og derfor kendte den anden side af historien.

Med forbudsdebatten lykkes det Krasnik at få gjort balladen om jødehadet til en tofrontskrig med ham selv placeret bekvemt i midten:

På den ene side de ikke nærmere omtalte repræsentanter for Mellemøsten, på den anden side danskerne, der også bærer rundt på en latent antisemitisme.

Og sandelig om ikke Krasnik kan afsløre for den undrende læser, at det ikke mindst er i Trykkefrihedsselskabets og Snaphanens kommentatorspor, at antisemtismen florerer!

”De første tegn på at antisemitismen i Danmark nok ikke bare er en filial af Mellemøstkonflikten” finder han efter Hedegaard-interviewet i Snaphanens, Uriaspostens, Mikael Jalvings og Trykkefriheds kommentatorspor.

Her er det, man må spørge sig selv, om Krasnik mon selv tror på det billede, han tegner. Ved den erklærede zionist ikke, at de sider, han forsøger at shame som vækststeder for antisemitisme hører til landet mest Israel-loyale?

Jo, der har været et par smagløse kommentarer, også på denne side, da bølgerne gik højt efter Krasniks Hedegaard-interview, men havde Krasnik læst på lektien ville han vide, at Trykkefrihed's redaktører, bl.a. undertegnede, gik klart i rette med dem.

Og, alene forsøgsvis, at parallelisere de par af kommentarsporets dumme udsagn med det nye voldsparate jødehad, der udgår fra den nye og voksende muslimske befolkning i Europa vidner om en rystende mangel på proportionssans og dybde.

Det er klart, ikke mindst for de jøder, der forlader Europa i disse år, at det nye jødehad primært skyldes den nye islamiske befolkningsgruppe i Europa, der har en allieret i den Israel-hadende venstrefløj, der lukker øjnene for overgrebene.

Dertil kommer de forskellige marginale antisemitiske oprørspartier, man finder rundt omkring i Europa, fra Grækenland til britiske BNP.

Danskernes identitetsfortrængning

Krasnik går en stor bue udenom roden til det nye jødehad samtidig med, at han retter skytset mod danskernes ”identitetsforsnævring”. Hermed bliver den muslimske befolkningsgruppe til ofre – og danskerne til den usympatiske, groft generaliserende majoritetsbefolkning, som sikkert slet ikke ville have toleret jøderne, hvis jøderne var forblevet ortodokst jødiske.

Som han skriver i sit konkluderende slutkapitel: ”Alt det, jeg har skrevet om den særlige danske identitetsforsnævring i forhold til jøderne gælder også over for muslimerne”.

”Vi er blevet døve for de negative generaliseringer af muslimer” og skaber dermed en muslimsk overfølsomhed overfor kritik, samtidig med, at vi ignorerer ”racisme” begået mod muslimer.

”Racismen” og den hårde islamdebat gør muslimerne mere islamiske. Det er vores skyld!

Det er ikke alene skrigende politisk korrekt, det er også udtryk for dyb begrebsforvirring.

Islam er jo for pokker ikke en race, muslimerne derfor ikke en etnisk, men en religiøs gruppe. Det særlige for jødedommen er, at den netop er begge dele: Både en etnisk og en religiøs betegnelse.

Krasnik er selv et godt eksempel på en ateist, der alligevel er jøde, alene både pga. sin slægt og sin omskæring. Hans jødiskhed er altså en identitet, han har fået af sine forældre, og som han derfor ikke bare kan afsværge, som man kan afsværge sig sin barndoms religion.

Det er grunden til, at det er så usagligt at bruge Krasniks jødiske identitet som argument imod ham. Anderledes hvis han erklærede han sig som ortodoks jøde. Så ville det være særdeles sagligt at afkræve ham en holdning til steningstraffene i Gammel Testamente, ligesom kristne skal forholde sig til Paulus' ord om kvinderne, der skal tie i forsamlinger.

På samme måde med muslimer. De, der bor i Europa, skal i dag træffe et valg mellem sharia og vestlige normer. At afkræve dem en klar afstandtagen til sharia er ikke udtryk for ”racisme” men for respekt, både for vores nedarvede frihed og for dem.

Muslimer er som alle andre frie, selvstændige mennesker, der kan og bør kunne tage klart afstand for det religiøse barbari, islam indeholder, i stedet for blindt at følge klanen og dens ledere. Det er enhver civiliseret europæers pligt at fastholde dem på dette ansvar.

Det mener Krasnik ikke. Han foretrækker at servere en hel stabel offerkort til diverse krænkelsesparate muslimer. Sådan slutter en bog, der tager udgangspunkt i det nye voksende jødehad. Det er ikke imponerende.

I bedste bedrevidende stil langer Krasnik ud  efter dovenskaben i værdidebatten.

Her kaster han med store sten fra et yderst skrøbeligt glashus.

Krasnik er en meget doven debattør. Det viser bogen.

Hvis han var så skidegod en journalist, som han selv mener, han er, burde han kunne gøre det bedre. Meget, meget bedre.

 

Martin Krasnik: Fucking jøde! Bianco Luno, 304 sider, 300 kroner.

Læserkommentarer på trykkefrihed.dk bliver lagt på uden moderering og først bagefter gennemset. Vi opfordrer læsere til at holde en civiliseret tone og at afstå fra grove personangreb. Redaktionen forbeholder sig ret til at slette indlæg, der ikke holder sig inden for disse retningslinjer.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg