"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Dan Parks straf nedsat til fem måneders fængsel

30. oktober 2014 - Artikel - af Uwe Max Jensen

Den frikendte flødebolle

Hans tegning af negerbollen er blevet frikendt.

En svensk domstol har netop afsagt sin kendelse i sagen mod gadekunstneren Dan Park. Dan Park får fem måneders fængsel i alt, hvor Dan Park havde fået i alt 10 måneders fængsel i byretten. Anklageren ønskede en straf på 12 måneders ubetinget fængsel i alt.

Dan Parks gallerist Henrik Rönnquist får to måneders betinget fængsel og dagbøder.

Et af de otte værker, som byretten besluttede skulle destrueres, blev frikendt. Det drejer sig om et værk, der forestiller en flødebolle, der føler sig krænket over at blive tituleret neger. De øvrige syv værker skal stadig destrueres af den svenske stat.
 
Dan Park har samlet siddet over fire måneder i fængsel og mangler kun 10 dage, før han har afsonet i alt fem måneder. Om Dan Park skal afsone de resterende 10 dage af straffen er endnu uvist, da kunstneren har anket dette aspekt af dommen. 
 
På en telefon fra Malmø fortæller Dan park til Trykkefrihed, at han er glad for udfaldet. 

"Anklageren krævede et års fængsel i alt. Så havde jeg skullet sidde mindst fire måneder mere. Nu har jeg fået 10 dage ekstra. Det er intet problem. Det er okay," siger Dan Park. 

Kunstneren glæder sig også over, at ét af hans værker ikke længere skal destrueres. Om den forestående destruktion af syv andre værker siger Dan Park til Trykkefrihed: 

"Det er sygt. Det siger noget om Sverige i dag, at man destruerer kunst." 
  

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg