CAPE TOWN: Rylands, det indiske område uden for Cape Town, er ikke fuldstændig sikkert, men i denne del af området er der fredeligt. Palmer og velholdte parcelhuse. I et af dem bliver jeg modtaget af historikeren Uma Dhupelia-Mesthrie og hendes lidt generte 13-årige datter, der er i skoleuniform. En af hjemmets fem katte smyger sig forbi os i entreen.
I stuen hænger et af Mesthrie-familiens yndlingsbilleder. Her ser man Uma Mesthries mor Sita som ung pige i Indien sammen med to af det 20. århundredes berømte mænd: Jawaharlal Nehru, der blev Indiens første premierminister i 1947. Og med armen om Sita, Mohandas Gandhi, kendt af sine tilhængere som Mahatma Gandhi. Gandhi var Sitas farfar og Uma Mesthries oldefar.
Den 51-årige Mesthrie er assistant professor ved University of Western Cape. Hun er født og opvokset i kvarteret omkring Grey Street, det støjende hjerte af Durbans indiske ghetto. Ofte tilbragte hun og hendes søskende weekenden på det fredfyldte Phoenix, en kollektiv-farm i Kwa-Zulu Natal, som Gandhi stiftede i 1904 ud fra principper om multikultur og religiøs tolerance. Ghandis svigerdatter Sushila, altså Mesthries bedstemor, boede her ”som farmens centrum”, alene i et af husene de sidste år af sit liv.
Og når Mesthrie i dag bor i netop Rylands, skyldes det, at hun og hendes mand, der er lingvist, flyttede fra Durban til Cape Town før apartheid faldt i 1994. Den såkaldte ”Group Areas Act” inddelte Sydafrika i områder for hvide, asiater, farvede og sorte. Mesthrie-familien var klassificeret som asiater, og som Mesthrie lidt køligt forklarer, var Rylands var simpelthen det område nær Cape Town, ”hvor vi fik lov at slå os ned”.
Mesthries forfatterskab er koncentreret om indernes og Ghandi-familiens historie i Sydafrika. Gandhi kom til Sydafrika som ung sagfører i 1893 og boede her i mere end 20 år. Det var også her, hans politiske instinkt blev vakt. Hvilken betydning har slægtskabet med Ghandi haft for hende?
"Først og fremmest er det en meget stor velsignelse at være ud af sådan en inspirerende familie. Det er også en stor ære og et stort ansvar. Vi lever ikke op til Gandhis idealer på strengeste måde. Men vores holdning til for eksempel religion kommer fra ham. På Phoenix blev vi opdraget med at bede de forskellige religioners bønner. For mig personligt har den største indflydelse nok været budskabet om ikke at skade noget levende væsen."
Den kontrollerende Gandhi
Som Ghandis efterkommer forventes man ofte at opføre sig på en bestemt måde. Uma Mesthrie har oplevet, at en vært i et ”fjernt land” har bedt hende om at bære en sari. Hvordan skulle en slægtning af Gandhi kunne holde et foredrag om ham iført lange bukser? Et indisk tidsskrift døbte nedladende Mesthries familie ”the bell-buttom Indians”, fordi hendes forældre talte gujarati til hinanden, men engelsk til børnene. Hvordan harmonerede det med Gandhis forskrifter om betydningen af modersmålsundervisning?
"Jeg kan forstå gujarati, min datter kan ikke. Jeg kan se hindufilm uden undertekster, hendes generation kan ikke. Min mand, der jo er sprogekspert, har mange gange sagt, at det indiske sprog uddør. Men jeg mener, det er en naturlig proces."
I Vesten er Gandhi nærmest et ikon. I Sydafrika er der udgivet særdeles kritiske bøger om ham. Han er blevet beskyldt for racisme over for de sorte afrikanere og for kun at interessere sig for sin egen klasse i den sydafrikanske modstandskamp. Mesthrie egen holdning er mere nuanceret:
"Som akademiker er min tilgang, at jeg hilser enhver fortolkning af Gandhi velkommen, hvis den baserer sig på facts og dokumentation. Men på forskellige tidspunkter sagde han forskellige ting. Man må forstå Gandhis udvikling over tid. Biografierne om ham har tendens til at være lidt ensidige. Enten hader man ham eller elsker ham."
I 2004 skrev Mesthrie en bog om sin bedstefar, Manilal, som døde kort før Mesthrie blev født. Bogen, der har forord af Nelson Mandela, hedder Gandhi's Prisoner? The Life of Gandhis Son Manilal, er en barsk skildring af det ikke altid idylliske liv på Phoenix-farmen og af Gandhis disciplinering af sine sønner livet igennem. Kasturba, Gandhis kone, som Gandhi gør hvad han kan for at kontrollere fra en ung alder, anklager ham for at ville gøre sine sønner til hellige mænd.
Gandhi kan finde på at straffe sig selv med livstruende fastekure, hvis Manilal forbryder sig mod hans ordrer. Han nægter Manilal at komme til Storbritannien og få en uddannelse som sagfører eller læge, ja, i det hele taget at få en regulær uddannelse. Argumentet er, at ”du er i Bapus skole”, altså at han skulle modtage hjemmeundervisning ud fra Gandhis principper og idealer.
En skelsættende begivenhed indtraf, da Manilal i 1926 ville gifte sig med en muslimsk pige i Cape Town, som han havde forelsket sig i. Fra Indien, hvor Gandhi på det tidspunkt befandt sig, og hvor spændinger mellem hinduer og muslimer var taget til, gik der brev til Manilal om, at han var fri til at gøre, hvad han ville. Men ”hverken du eller samfundet kan glemme, at du er min søn”. Så giftede Manilal sig med pigen, ville hans forhold til Gandhi være sat over styr.
"Min bedstefar elskede Gandhi for højt til ikke at adlyde ham. Det er svære emner, og jeg forsøger at forstå både Gandhi og hans søn. Gandhis største gave til sin søn var at fjerne frygten for at udfordre enhver autoritet. At kunne gå i fængsel uden vanskeligheder og senere at udfordre apartheidstaten. Min fortolkning af Gandhi, der ikke altid er blevet forstået er, at han aldrig forsømte sine børn. Så travl han end havde, var der altid hundredvis af breve fra ham til dem: 'Gør dette, skriv mere omhyggeligt, har du læst denne bog?'."
Nej til slaphed
Gandhis opfattelse af uddannelsesspørgsmålet var også kompleks, baseret på antikolonialisme og værdsættelse af indisk kultur og arv, mener Mesthrie. ”Men”, som hun tilføjer med et smil, ”min oldefar ville formentlig ikke på nogen måde have kunnet se værdien i det, jeg laver som historiker.”
Før bogen om Manilal udgave Mesthrie en lille bog om sin mor: Sita; Memoirs of Sita Gandhi. Den blev til ud fra håndskrevne tekster af Sita, der dukkede op efter hendes død. Her er blandt andet beskrivelser af Sitas møde med sin bedstefar i Indien. Hun ville vide, hvorfor han ikke støttede briterne mod nazismen. For Sita var af samme grund faldet i unåde hos nonnerne på den katolske skole, hvor hun gik.
I bogen er der også uddrag af den brevveksling, som Sita førte med Gandhi før og efter mødet med ham i Indien. I et af de tidlige breve skriver Gandhi til sit 11-årige barnebarn, der er blevet smittet af Gandhi-familiens oprørstrang mod sydafrikanske autoriteter: ”Jeg fik din meddelelse. Hvis du går i fængsel, hvem skal så tage sig af Indian Opinion!”
Indian Opinion var det tidsskrift, Gandhi grundlagde i Sydafrika og som Manilal videreførte som redaktør fra hjemmet i Phoenix. Fra en tidlig alder hjalp Sita med. I 1945, tre år før han bliver myrdet, skrev Gandhi til den nu 16-årige Sita: ”Jeg har fået dit brev. Håndskriften er smuk. Du skulle gøre dine bogstaver en smule større. Det er blevet ganske koldt her. Byg din krop op med samme hengivenhed, som du lægger i dine studier. Vær ikke slap på noget felt.”
Den besværlige identitet
Som forløber for disse to bøger redigerede Mesthrie i 2000 bogen From Cane Fields to Freedom: A Chronicle of South African Indian Life. Den er ikke til at opdrive i dag, men den fik stor betydning for hende. Med mere end 300 billeder fokuseres der på mange aspekter af det i dag mere end 1 million store indiske mindretals historie: Kontraktarbejderne, de såkaldte ”indentured Indians”, der ofte arbejdede under kummerlige forhold på sukkerrørsplantagerne. Og de såkaldte ”passenger Indians”, der som Gandhi-familien kom som frie og mere velstående immigranter. Her er billeder af marcher mod apartheidstyret og af møder i Natal Indian Congress, en af Sydafrikas ældste politiske institutioner, som Ghandi stiftede i 1894. Her er Grey Street i 1970erne, markeder og forretninger, hinduprocessioner og moskéer. Egentlig var bogen et bestillingsarbejde:
"Jeg var meget nervøs, da den udkom. Inderne i Sydafrika består både af tamil-talende, gujaratier, diverse forskellige hindukaster, kristne og muslimer, og det lå mig meget på sinde at gøre bogen repræsentativ. Men arbejdet med den har været en af mine lykkeligste oplevelser. Som historiker er jeg vant til at skrive bøger, der ikke rigtigt når offentligheden. Gennem billederne i denne bog var jeg i stand til at fortælle en meget kompleks historie på en måde, så den kunne nå folk, selv hvis de ikke læste teksten, men nøjedes med at bladre bogen igennem. Jeg får stadig henvendelser fra folk, hvis familier har forladt Sydafrika og nu bor i for eksempel Australien, og som de gerne vil sende bogen til. For disse mennesker vil sikkert gerne have en forbindelse til Durban, til deres rødder."
Bogen indledes med nogle brudstykker af en diskussion på den populære radiokanal Lotus, hvor lyttere forsøger at indkredse identitetsspørgsmålet.
"Til forskellige tider har spørgsmålet om indisk identitet haft forskellig betydning. Strategien for enhver regering før den demokratiske har været at repatriere inderne. Man fik at vide, at man var fremmed, at man havde en anderledes kultur og religion. Derfor var reaktionen for de fleste at undertrykke deres indiske identitet. Var man politisk bevidst, understregede man sin ”blackness”. Jeg sagde altid i 1980erne og 1990erne, at jeg var sort sydafrikaner, ikke indisk sydafrikaner."
Efter demokratiets indførelse i Sydafrika føler folk sig friere til at understrege deres kultur og rødder:
"De unge er meget stolte af deres religion, deres kultur og sprog. Det er en ny ånd. Men efter min opfattelse må man ikke overdrive dette særpræg. For det gør øjeblikkeligt én til et menneske, der adskiller sig fra andre mennesker. Som sydafrikanere må vi se på, hvad der er fælles for alle de forskellige racer."
En usædvanlig gujarati-mor
Tidligere var det ikke almindeligt med ægteskaber mellem indere med forskellig social baggrund.
"Jeg taler gujarati, jeg kommer fra en handelsfamilie, mens min ægtemand er ud af en kontraktarbejderslægt og taler hindi. I dag er der en masse ægteskaber på tværs af disse forskelle. Da vi blev gift i 1980erne, var det noget, man måtte tale igennem med sin familie. Men min mor støttede mig meget."
Det skyldes formentlig, at Sita, som Mesthrie udtrykker det, ”ikke var som de andre gujarati-mødre”. Sita var mere uddannet, hun læste bøger og var i stand til at køre bil. Som ung var hun stukket af med en gift mand, der lod sig skille, giftede sig med den smukke Sita og blev far til Mesthrie. I bogen om Manilal, Sitas far, har Mesthrie gengivet det bedrøvede brev, som Manilal sendte til en nær ven i den anledning: ”Sita har voldt os umådelig sorg og skam. Vi føler os meget ydmygede. Dette er, hvad børn byder deres forældre i vore dage.”
Og hvad Gandhi-arven angår: Hvad tænker Mesthrie i den forbindelse om næste generation, hendes datter Sapna, som bogen om Sita er tilegnet?
"Sapna kunne rigtig godt lide bogen om Sita, hendes bedstemor. Jeg har interviewet både min mor og min bedstemor. For min datter er det vanskeligere, for der er ikke flere levende kilder i familien, der har kendt Gandhi. Jeg håber, at hun vil forholde sig kritisk til Gandhis idealer og fravælge, hvad hun ikke finder egnet."
Uma Duphelia-Mesthrie: From Cane Fields to Freedom: A Chronicle of Indian South African Life. Cape Town, Kwela Books, 2000.
Sita: Memoirs of Sita Gandhi. Durban, Durban Local History Museum, 2003.
Ghandi’s Prisoner? The Life of Gandhi’s Son Manila. Cape Town, Kwela Books, 2004.
