Det første, der forbløffede ved denne konference, var at man kunne spadsere lige ind i Eigtveds Pakhus i København, hvor Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) den 10. marts havde arrangeret en dansk-muslimsk dialog i anledning af den arabiske tumult over Jyllands-Postens Muhammed-tegninger. Her var intet af det sikkerhedstjek, der ellers præger islam-konferencer i ind- og udland i disse år. Ved en nylig konference om islam og Vesten i Haag arrangeret af den myrdede politiker Pim Fortuyns parti, Lijst Pim Fortuyn, havde de hollandske myndigheder dekreteret sikkerhedsforanstaltninger, der lå et trin under den mest ekstreme trussel, som er "national nødstilstand". Og ved Demokratiske Muslimers stiftende møde i Folketinget den 4. februar var der naturligvis bevæbnet politi med hunde ved indgangen og et sikkerhedstjek af deltagerne, som man som ellers kun oplever i en lufthavn.
Men DIIS havde ingen grund til at være bekymret for sikkerheden. Her sad ingen Ayaan Hirsi Ali eller Naser Khader i panelet, til gengæld var der gjort plads til fredagsbønnen i dagens program, og DIIS og Udenrigsministeriet – sidstnævnte betaler gildet - havde fået adskillige radikale muslimer fløjet ind fra Mellemøsten og Europa for at tale dunder til danskerne.
Man havde bl.a. inviteret Tariq Ramadan, hvis tætte forbindelser med Det Muslimske Broderskab er dokumenteret i en række franske og schweiziske bøger. USA nægtede i 2004 at give Ramadan visum, da han havde sikret sig et gæsteprofessorat på et amerikansk universitet. Dog mødte Ramadan aldrig frem i København. Han skulle være landet torsdag aften kl. 21.30, men udeblev af årsager, der vist også for arrangørerne lå hen i mørke.
Den hellige Holocaust og Anti-Krist
Til gengæld kom Tareq al-Suweidan, islamisk retslærd og indehaver af en TV-station i Kuwait. Han har været nægtet indrejsetilladelse i USA, efter at han under konferencer i landet havde fremsat radikale udtalelser i forbindelse med den israelsk-palæstinensiske konflikt, bl.a. at ”jøderne vil møde deres endeligt gennem os” (citeret i terroreksperten Steven Emersons bog Jihad in America). Men hvad der er for meget for amerikanerne i disse terrortider, går fint for den danske regering.
Under en pause i fredagens dialogkonference forklarede al-Suweidan til den britiske TV-kanal BBC, at når man accepterer, at Holocaust er "hellig for jøderne", må man også acceptere, at profeten er hellig for muslimerne.
I panelet sad også den yemenitiske retslærde Al Habib Ali Aljifri. Han har sin egen hjemmeside, www.alhabibali.org. Her kan man læse en primitiv artikel om Jesus og kristendommen med lige så primitive angreb på jøderne, der beskyldes for at hylde Anti-Krist.
Og i panelet sad ikke mindst konferencens initiativtager, den egyptiske TV-prædikant Amr Khaled, der i dag bor i London. Det forlyder, at den egyptiske regering ikke længere vil tillade ham at prædike. Den konstant smilende Amr Khaled var i modsætning til de øvrige inviterede hverken iført turban eller anden folkloristisk beklædning, blot vestlig habit. Men skønt Amr Khaled poserer som moderne muslim, er han det ikke. I sine TV-prædikener tordner han løs om hovedtørklædets nødvendighed, han siger nej til kvinder og svømning, hvis det er i samme bassin som mænd, og han gør det klart, at vist kan kvinder arbejde, men deres plads er først og fremmest i hjemmet.
Den franske internetavis www.proche-orient.info har for nylig bragt frem, hvad Amr Khaled sagde på en saudisk TV-kanal den 3. marts. Her foreslog han en mere forsonlig kurs over for Danmark i forbindelse med tegningerne, men det var af strategiske grunde og skyldtes hensynet til islams fremtid. Muslimerne må være tålmodige, ellers nærer de den islamofobi, som europæerne i stort tal lider af, mener Amr Khaled. På TV-kanalen talte Amr Khaled også om de ”hundredtusinder, der som de danske karikaturtegnere hader islam”, og som ønsker muslimerne fordrevet fra Europa.
Amr Khaled har et stort publikum særligt blandt unge i de arabiske lande men har også i Frankrig haft stor succes som taler på den årlige UOIF-konference i Bourget. UOIF står for Unionen af Islamiske Organisationer i Frankrig og er Frankrigs største muslimske paraplyorganisation, modelleret efter Det Muslimske Broderskab.
De danske paneldeltagere var lektor Jørgen Bæk Simonsen fra Carsten Niebuhr Instituttet ved Købehavns Universitet, Jakob Skovgaard-Petersen, der er direktør for Det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut i Cairo, og biskoppen over Viborg stift, Karsten Nissen. Ordstyrer var ambassadør Ole Wøhlers Olsen, der nu er rådgiver ved DIIS.
Dialog, dialog og atter dialog
Selv om konferencen altså var slået op som et møde mellem religioner og kulturer, var det småt med dialogen. Jakob Skovgaard-Petersen og Karsten Nissen var de eneste, der repræsenterede noget, der lignede en spinkel opposition.
I øvrigt syntes de arabiske deltagere ikke synderligt intereserede i at høre, hvad deres danske kolleger i panelet havde at sige. Da biskop Nissen holdt sit indlæg, var Amr Khaled den eneste tilstedeværende arabiske paneldeltager. Al Habib Ali Aljifri kom senere. Al-Suweidan slet ikke. Hverken al-Suweidan eller Aljifri var at se, da Jakob Skovgaard-Petersen begyndte sit indlæg. Da han havde talt et stykke tid, ankom Aljifri, mens al-Suweidan indfandt sig hen mod slutningen af Skovgaards tale.
Mødet udmundede i tre krav, som Amr Khaled og Ole Wøhlers Olsen præsenterede som et fælles ønske fra panelet: Arabisk-islamiske centre i Danmark, et Dialog-institut i København og ændringer i de danske skolebøger, så de giver en korrekt fremstilling af profeten og islam. Det blev for meget for Jakob Skovgaard-Petersen og Karsten Nissen, der betakkede sig for at blive taget til indtægt for kravet om statens indblanding i skolebøgers præsentation af islam.
Karsten Nissen tilbageviste også de forkerte påstande, som gentagne gange blev fremsat fra den muslimske lejr. Bl.a. understregede han, at muslimerne faktisk har 19 anerkendte trossamfund i Danmark. Skovgaard-Petersen afviste Tareq al-Suweidans påstand om, at islam ikke er i konflikt med ytringsfrihed, og påpegede, at der er eksempler på censur og pression i de arabiske lande.
Jørgen Bæk-Simonsen brugte stort set sin taletid på at angribe den danske mentalitet, som han betragtede som indskrænket, og alle de danskere, der slet ikke var indstillet på at leve i en globaliseret verden.
Femogtyve danske unge, heraf 6 muslimer, og 25 muslimske unge, næsten alle fra arabiske lande og alle udvalgt af Amr Khaled, udgjorde sammen med et væld af pressefolk fra ind- og udland dagens tilhørere. Såvidt man kunne se, bar alle de unge muslimske kvinder hovedtørklæde. Kun en af de unge danskere og en enkelt af de unge muslimer talte for en udstrakt ytringsfrihed, der også indebar, at man måske måtte tåle fornærmelser a la profet-tegningerne. De øvrige, velformulerede og – fristes man til at sige - velinstruerede unge muslimer og de unge danskere, var enige om, at det havde været helt forkert at bringe tegningerne. Nu måtte danskerne gøre det godt igen. Igen og igen blev remsen dialog, dialog og atter dialog gentaget. Eller sætninger som denne: ”Danskerne er uvidende, og ved ikke hvad islam er.” Eller: ”Tegningerne havde ét formål - racisme mod muslimer.” Eller: ”Jeg taler på vegne af alle danskere, vi forstår, hvor meget dette har fornærmet alle muslimer.”
Islams skønhed
Al Habib Ali Aljifri var første muslimske taler. Han talte udelukkende arabisk, og brugte bl.a. tiden på en længere beretning fra Muhammeds liv, fortalte om profetens indsats for at forbedre kvinders stilling og om, at han var den brik, der ”fuldender huset”. Men desværre, sagde Aljifri, var der mange, der intet vidste om Muhammed: ”De portrætterer ham som kriminel, som terrorist.” For at imødegå denne fortegnede opfattelse berettede han om en tyrkisk pige, der på et offentligt møde havde fortalt om Muhammeds liv. Tusinder havde grædt af bevægelse.
Aljifri ville have Jyllands-Posten til at undskylde, og han ville have den danske statsminister til at undskylde på avisens vegne. Han fik også sagt, at udover hvad der ellers var af årsager til at tegningerne ikke måtte tegnes, så var det ”imod shariaen”. Og så forlangte han, at der blev spredt information om Muhammed i de danske skoler, vel at mærke information som var superviseret og godkendt af islamiske lærde. Der skulle også laves TV-programmer og lignende om Muhammed.
Aljifri ønskede også en lov, der forbyder fornærmelse af "hellige personer". Men han roste danskernes støtte til palæstinenserne og glædede sig også over, at "mange europæere er blevet muslimer".
Tareq al-Suweidan indledte med, bredt smilende, at fortælle om en af de unge danske kvinder, der havde opsøgt ham i pausen og tilkendegivet, at hun var blevet oprigtigt forskrækket over hans aggressive retorik ved morgenens pressemøde, hvor han havde råbt op om fortsat boykot af danske varer. Men der var ingen grund til at være bange, forsikrede den kuwaitiske TV-direktør. Han havde et rigtig godt indtryk af Danmark: ”Hvis ikke jeg boede i Kuwait, ville jeg bo i Canada eller Danmark.” Også han roste Danmarks ”upåklagelige holdning til Palæstina”. Alligevel var det som om, der manglede noget: ”Mange mennesker, også i Danmark, har ikke set islams skønhed.”
Den ugifte Jesus
Videre berettede han, at islam gennem sin historie aldrig havde været i konflikt med videnskaben. Islam stod heller ikke i modsætning til ytringsfriheden, blot tillader islam ikke, at folk fornærmer hinanden. ”Vi vil ikke have begrænsninger af ytringsfriheden. Vi ønsker respekt.” I øvrigt skulle Vesten ikke komme for godt i gang med at tale om ytringsfrihed. For eksempel havde han selv på et tidspunkt skrevet en bog om den israelsk-palæstinensiske konflikt. Hans advokat havde frarådet, at den blev udgivet i Vesten pga. dens betragtninger om Holocaust og lignende. De ville blive udlagt som antisemitisme. Da pressen ikke kunne stille spørgsmål under selve konferencen, lykkedes det ikke Sapphos udsendte at få nærmere belyst, hvad det egentlig var, Tareq al-Suweidan havde skrevet.
Ifølge al-Suweidan var det også en fejltagelse at tro, at islam er som andre religioner. Islam er et altomfattende system, forklarede han, ”a total way of life”. Jesus regerede ikke, han ledte ingen hær, han giftede sig ikke, og han havde ingen børn. Muhammed derimod var en mere afrundet personlighed, der havde levet et liv, der på alle områder kunne stå som en model for hans tilhængere.
Amr Khaled var intet mindre end henrykt, da det blev hans tur til at tale. Muslimerne var fra begyndelsen kommet med en fremstrakt hånd, forklarede han, og han og de andre muslimer havde forstået, at det danske folk tog imod denne fremstrakte hånd og distancerede sig fra den fornærmelse, tegningerne var udtryk for: ”I vidste måske ikke, hvor meget I sårede os. Vi blev vrede, ydmyget.”
Men nu havde de unge danskere fået aflivet deres fordomme og troede ikke længere, at alle muslimer var terrorister. Nu var man allerede nået et utroligt langt stykke, kunne man forstå på TV-prædikanten. For pluralisme var en vidunderlig ting. Det var som at blande grundfarverne, og der var skabt dialog på græsrodsplan mellem de unge, der skulle mødes igen, og der skulle laves fælles projekter om sundhed, kultur og meget mere, gennem NGO-institutioner og ved sponsorers hjælp, og hele den arabiske verden holdt nu vejret i spænding.
Det gør vi andre også. Ikke mindst skal det blive spændende at se, om regeringen ikke kan finde mere seriøse samtalepartnere og rådgivere, når emnet er islam og Mellemøsten.
