"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Aktuelt

Facebooks krig mod det frie ord

Zuckerberg og Obama. Foto: Wikimedia Commons

Zuckerberg ville ikke indrømme, at facebook bevidst censurerer konservative og liberale medier og meningsdannere, men der tegner sig et klart mønster, og det meget store antal konservative, liberale og islamkritikere, der kan berette om, at de blokeres eller shadow bannes på facebook tyder på, at henvisningen til “hate speech” er en dårlig undskyldning for at udøve politisk censur.

Justin Trudeau - et farligt fjols

Foto: Wikimedia Commons

Hvis nogen tror, at Sverige er verdensmester i grotesk selvdestruktiv politisk korrekthed og islam-apaologese, så er det fordi de ikke har hørt om udviklingen i Canada under den såkaldt liberale premierminister Justin Trudeau. Den 47-årige snowboard-instruktør, der trods sin meget priviligerede baggrund (hans far, Pierre Trudeau var premierminister i Canada i 1980´erne) aldrig kunne drive sin uddannelse videre end til en bachelor i drama, har på få år givet svenskerne kamp til stregen, når det gælder at undergrave egen kultur. Faktisk er Trudeau flere gange gået så langt, at han er blevet gjort totalt til grin.

Som f.eks. da han irettesatte en ung kvinde, der brugte ordet ”mankind”, den semantisk korrekte betegnelse for ”menneskehed”. I stedet foreslog Trudeau det selvopfundne ”peoplekind”, der var mere ”inkluderende”, som han sagde.

Eller da han i forbindelse med et besøg i Indien ikke alene væltede rundt i landet med namaste-hilsen i samfulde 6 dage iført fantasifulde dragter, som ikke engang den mest forbenede hjemstavns-inder kunne genkende, men til overflod også inviterede en terror-dømt ekstremistisk sikh til at sidde til højbords.

Det er pinligt og uværdigt som statsleder, og canadierne må græmme sig over at være repræsenteret af en mand, der tydeligvis er mere optaget af sig selv end af at repræsentere og værne det land, han er sat i spidsen for.

Men langt værre er det dog, at Trudeau i sin higen efter at spejle sig selv i politisk korrekthed og pseudo-liberale udmeldinger nærmest konsekvent kaster vrag på de frihedsrettigheder, der danner rammen for det canadiske demokrati:

Sidste år fik han gennemtrumfet den absurde lov C-16, der gør det til en menneskeret at vælge sit eget køn, og sidestiller manglende accept af det frie kønsvalg med hate crime. Og ikke nok med det: Det er efter C-16 også tilladt at opfinde og indføre nye kønspronominer svarende til de nye køn, hvilket har bevirket, at der ikke engang et år efter lovens vedtagelse er mere end 70 godkendte kønspronominer i Canada. Det er en hidtil uset krænkelse af ytringsfriheden i et demokrati, at pålægge borgerne at underkaste sig et sådant kønsparadigme.

Senest har Trudeau støttet et lovforslag fremsat i marts i år af det pakistansk fødte medlem af det canadiske parlament, Iqra Khalid, en anti-islamofobi-lov, der kriminaliserer islamofobi og fordømmer anti-islamisk retorik og opførsel.

Trudeaus selviscenesættelse som feminist og humanist er på så mange måde kontraproduktiv i forhold til de værdier (frihed og inklusion) han angiver at ville beskytte. Det er en massiv krænkelse af canadiernes ytringsfrihed, at de ikke må sige, at der kun er to køn – eller at islam er en voldelig religion, der er farlig for canadisk frihed og demokrati.

Men når man som statsleder/premierminister konstant promoverer specifikke identiteter som køn, etnicitet, kulturelle minoriteter osv, så skaber man ydermere dybe skel i befolkningen og promoverer dermed også et modsætningsforhold mellem befolkningsgrupper i samfundet – i stedet for at samle dem. Man sætter kønnet, den sexuelle orientering, den politiske overbevisning, det kulturelle tilhørsforhold før det nationale fællesskab – og dermed undergraver man også det, der samler en befolkning, nemlig at alle er canadiere.

Ikke nok med, at Trudeau den ene gang efter den anden angriber og indskrænker ytringsfriheden i Canada. Han sætter også identitetspolitik før nationalt og kulturelt tilhørsforhold. Når en premierminister gør det længe nok, fjerner han alt det, der binder befolkningen sammen. Vi må håbe, at canadierne besinder sig og fjerner ham ved næste valg.

 

Artiklen har været bragt i Den Korte Avis

De krænkelses-parate har fede tider i Sverige

KTH Campus. Photo: Jann Lipka

Det er efterhånden en gammel nyhed, at ytringsfriheden har trange kår i Sverige. Med lige dele undren og uro har man på vores side af Øresund kunnet følge den nærmest selvmorderiske kulturelle kurs vores broderfolk har været på de senere år. En selvmordskurs, der som grundlæggende elementer består af masse-import af muslimske migranter, afskrivning og desavouering af egen kultur i kombination med en nærmest totalitær politisk korrekthed.

Den særlige svenske politiske korrekthed gør selv forsigtig kritik af den hovedløse muslimske indvandring og de massive kriminalitetsproblemer den har affødt, til racisme – og grovkornet humor og samfundskritik i kunstnerisk form, bliver mødt med forbud og censur.

Mange vil huske, hvordan den svenske gadekunster Dan Park for få år siden fik sine billeder konfiskeret af politiet med henblik på destruktion, og han selv blev idømt flere måneders fængsel for sin kunst, fordi professionelt krænkede fra det Afrosvenske Riksforbund påstod, at Dan Park og hans værker var racistiske.

For to år siden var det efterforskningsleder ved politiet i Örebro, Peter Springare, der blev meldt til politiet af sin egen ledelse, fordi Springare i en facebook-opdatering havde påpeget, at politiet brugte alle sine ressourcer på kriminalitet begået af indvandrere, og at alle fornavne på de mistænkte i grove volds- og voldtægtssager, der lå på hans bord, var udenlandske (muslimske).

Nu er den så gal igen, og endnu en gang har en svensker fået ørerne i maskinen for at pege på fakta: Felix, en studerende ved Kungliga Tekniska Högskolan (KTH), udarbejdede et faktablad om indvandreres massive overrepræsentation ved voldtægter, efter en diskussion med to medstuderende. Under en forelæsning cirkulerede faktabladet rundt blandt de studerende, hvilket fik en kvindelig studerende med afrikansk baggrund til at rejse sig og råbe ”racist” og ”nazist”, hvorefter hun tilkaldte adskillige mænd – også med afrikansk baggrund – der stod parat til at passe Felix op efter forelæsningen.

Resultatet? Felix blev frosset ud af sine medstuderende og to undervisere på KTH troppede op til en forelæsning (se videoen neden for), hvor de roste Felix´ medstuderende for deres ageren og lovede at sætte ind over for ham. Men ikke nok med det: En gruppe studerende med indvandrerbaggrund, satte himmel og jord i bevægelse for at få ham smidt ud af KTH – hvilket var lige ved at ske, var netavisen Fria Tider ikke gået ind i sagen. Felix nåede dog at blive indkaldt til en alvorlig samtale med skolens ledelse, som indskærpede ham, at han ikke skulle fremsætte fakta, hvis disse fakta kunne krænke andre.

Denne groteske politiske korrekthed, hvor fakta enten er noget man selv vælger – som når svenskerne påstår, at køn er en social konstruktion og sprogligt ophæver kønsforskelle ved at indføre et påtvunget ”hen” i stedet for ”han” og ”hun” – eller man helt fejer fakta til side, fordi andre kan føle sig krænket af dem, som i tilfældet Felix, er blevet den nye, åbne flanke i forsvaret for ytringsfriheden.

De krænkelsesparate har fede tider i et Sverige, der udvikler sig i stadig mere totalitær retning, og hvor enhver med indvandrerbaggrund og/eller LGBT-præferencer frit kan smide det kombinerede nazi-racisme-kort, hvis de føler sig krænket af fakta. Selv på de højere læreranstalter, hvor viden og fakta burde være i højsædet. På kort sigt lukker man munden på de fleste kritikere. På længere sigt lukker man endegyldigt retsstaten Sverige.

 
 
 
Indlægget har været bragt i Den Korte Avis
 

Trykkefrihedsselskabets bestyrelse har konstitueret sig

Trykkefrihedsselskabets nye bestyrelse, fra højre: Michael Pihl, Tania Groth, Katrine Winkel Holm (suppleant), Jonas Christensen, Lone Nørgaard, Kirsten Valeur,  Aia Fog, Christian Frei, Torben Mark Pedersen og Marianne Horsebøg. Leif Barbré Knudsen (ikke med på billedet) blev også valgt som suppleant

Briterne er ved at afskaffe ytringsfriheden

Foto: @Sadiqkhan

Det går kun en vej med ytringsfriheden i England: den gale. Og det går stærkt: I sidste måned blev tre unge mennesker, Martin Sellner, Brittany Pettibone og Lauren Southern nægtet indrejse under henvisning til, at de var højreorienterede og at deres tilstedeværelse ville forstyrre den offentlige orden. Ikke fordi de selv havde i sinde at opfordre til vold eller begå ulovligheder, men fordi de britiske myndigheder frygtede, hvad andre (muslimer) kunne finde på. Den 22-årige Lauren Southern fik oven i købet permanent indrejseforbud, fordi hun tidligere havde formastet sig til at uddele flyers i det indvandrertunge Luton med teksten ”Allah er homosexuel” og ”Allah er transkønnet”.

Martin Sellner og hans kæreste Brittany Pettibone havde endnu ikke gjort noget, men Sellner ville holde en islamkritisk tale på det berømte Speakers Corner ved Hyde Park i London – og det er åbenbart blevet forbudt. Det blev af de engelske myndigheder betragtet som en skærpende omstændighed, at Sellner havde taget notater om, hvordan han skulle reagere, såfremt han blev fysisk angrebet i forbindelse med afholdelsen af sin tale.

Senest har Londons muslimske borgmester, Sadiq Khan, slået til lyd for censur på de sociale medier. Med udgangspunkt i tweets, som han selv har modtaget, og som han fuldstændig fejlagtigt betegner som racistiske, ønsker han at sætte en stopper for hate speech – vel at mærke den hate speech, der rammer (muslimske) minoriteter som ham selv.

Men hvis Kahn ønsker at overbevise om, at han er udsat for grænseoverskridende hadefuld og truende beskeder, så er det nogle bovlamme tweets han har fundet frem til lejligheden. Tweets som ”Jeg synes, Sadiq Khan ligner en spurv” og ”Sadiq Khan ligner en dårlig efterligning af Jose Mourinho” får næppe den sarteste mimose til at løfte et øjenbryn, og ikke engang tweets som: ”Jeg ville ønske nogen ville lave et bål og kaste dig på det – dit uduelige læs lort” og ”Der er en nem løsning på terror-truslen: deporter alle muslimer – og begynd med dig selv” kan betegnes som truende.

Som borgmester for en by, oven i købet Englands hovedstad, hvor muslimske terrorangreb har ramt med foruroligende hyppighed og en epidemisk bølge af knivmord føjer sig til den i forvejen tårnhøje kriminalitet, er det vel forventeligt, at borgerne begynder at brokke sig over en tydeligvis inkompetent politisk ledelse. Og lige så forventeligt er det, at der lukkes mere damp ud på de sociale medier end i avisernes læserbreve – og i betragtning af problemernes omfang er det faktisk utroligt, at Sadiq Khan ikke kan hoste op med mere graverende tweets. Under alle omstændigheder er det hans job at stå for skud, når hans vilje og evne til at passe på den by, han er sat i spidsen for svigter.

Men sådan ser Khan ikke på det. I en tale for nylig sagde han bl.a.:

”Politikerne og politikudviklerne har svigtet deres pligt til at sikre, at den hurtige teknologiske udvikling bliver udnyttet og styret i en retning, der gavner os alle […] Hvis Facebook, Twitter og andre platforme ikke selv omfavner en større ansvarsbevidsthed, vil de møde en ny og hårdtslående lovgivning som den tyske, der gør det muligt at idømme store bøder for ikke at fjerne hate speech, fake news og ulovligt indhold hurtigt nok”

At ytringsfriheden er under pres i England er en underdrivelse. Den er under frontalangreb. Udadtil når myndighederne nægter fredelige, højreorienterede demokrati-tilhængere indrejse under henvisning til, hvad andre kunne finde på af voldelige tiltag, såfremt de fik indrejse. Og indadtil, når Londons borgmester vil indføre censur på de sociale medier, så ingen længere kan sige, at han ligner en spurv.

Inden for den samme måned har briterne ikke bare bøjet sig for voldsmandens veto – Londons borgmester har også iværksat en kampagne for at indskrænke ytringsfriheden yderligere. Med den fart vil det kun tage få år helt at afskaffe demokratiet og ikke mindst den frihed, demokratiet hviler på.

 

Artiklen har oprindeligt været bragt i Den Korte Avis

Endnu et slag for ytringsfriheden er vundet

Foto: Asger Bonnevie

Trykkefrihedsselskabets formand Aia Fog skriver om dommen over Dansk Folkepartis annonce:

Aia Fogs opstillingstale til formandsposten

Jeg stiller op som ny formand for Trykkefrihedsselskabet.

De seneste 5 år har jeg som næstformand været en del af selskabets ledelse – og jeg er parat til at lægge al min energi og min tid ind på at fastholde og udbygge Trykkefrihedsselskabets position som Danmarks største og vigtigste ytringsfrihedsorganisation.

For vi har en meget vigtig position at forsvare:

Presset på det frie ord er ikke aftaget, og der åbnes stadigt flere flanker i forsvaret for ytringsfriheden.

Tag bare Facebooks omsiggribende censur – der ikke bare rammer brugerne i flæng, men har fået helt absurde udtryk. Som da den lille, ikoniske figur Venus fra Willendorf blev bortcensureret, fordi facebook mente, at den var pornografisk.

Eller hvad med de amerikanske universiteter, der opretter safe spaces for de studerende, så de ikke skal konfronteres med holdninger, de ikke bryder sig om.

Eller den canadiske regerings tillæg til forfatningen, der ikke bare vedtager, at det er den enkeltes ret selv at definere sit eget køn – men oven i købet påbyder borgerne sprogligt at rette sig efter det. Så vidt jeg ved, har Canada nu officielt godkendt over 70 kønspronominer.

Herhjemme er den største trussel mod ytringsfriheden dog stadig islam. Eller rettere, så kommer truslen mod ytringsfriheden fra dem, der hellere vil bøje sig for islams særkrav, end de vil tage kampen og stå fast på vores frihed og vores værdier.

Og i den kamp indtager Trykkefrihedsselskabet både nu og fremover en meget vigtig position:

I vores optik er ytringsfriheden ikke en frit i luften svævende, universel rettighed som er givet til hver en tid.

Ytringsfriheden er forankret i vores kultur og i vores historie. Den forudsætter, at der i befolkningen er udbredt enighed om, at friheden til frit at kunne ytre sig er selve fundamentet for vores frie samfund og åbne demokrati.

Den kan kun trives og hævdes inden for nationalstatens rammer.

Det er vores pligt som borgere i Danmark at kæmpe for og værne om ytringsfriheden - og det Trykkefrihedsselskabets fornemste opgave også i fremtiden at sørge for, at danskerne husker den forpligtelse.

Den opgave vil jeg gerne påtage mig at stå i spidsen for.

 

Det er ikke en krænkelse af ytringsfriheden at nægte personer indrejse

Foto: Asger Bonnevie

Selvom ingen danske mainstreammedier har beskæftiget sig med sagen, har det ikke desto mindre vakt enorm opmærksomhed, at tre unge mennesker med tilknytning til national-konservative bevægelser er blevet nægtet indrejse i Storbritannien:

Afskedsreception for Katrine Winkel Holm

John Milton - den kristne digter, der blev trykkefrihedens første forsvarer

Burkaforbud kan aldrig blive et spørgsmål om ytringsfrihed

Et bundløst dyb af råddenskab og amoral

Peter Hitchens for første gang i Danmark

Biskop Henrik Stubkjær er et symbol på alt, hvad der er galt med Folkekirken

”Karoly er en revnende ligeglad, fribåren mand”

Da Karoly Németh modtog årets Sappho-pris

Tale til For Frihed: Lad os blive ved at gå for frihed

11. marts: Lars Vilks komiteens årlige konference

Sådan køber du Muhammed-krus

Støt whistlebloweren, der fortalte sandheden om Krudttønde-terroristen og Københavns Kommunes svigt

Rapport fra konference: Something's rotten in the UN

Muhammedkrus: Medlemstilbud på vej

Flemming Rose om Jyllands-Postens hykleri

Terrorens triumf og Jyllands-Postens nedsmeltning

Rapport fra ytringsfrihedskonference - i Sverige

Houellebecq: Uforfærdede forfattere skaber åndsfrihed

Hamed Abdel-Samad i Trykkefrihedsselskabet mandag 26. september

Når multikulturalismen rammer middelklassen